Dag 9: Bjørnedans i Berlin

På Café Cinema kan man få, hvad man har brug for. Cappuccino og pastis.

Den mørke hule med en bar for enden ligger i Mitte-bydelen, og væggene er prydet med filmplakater, mens smalfilmsstumper pynter i baren og på toiletterne.

”Hvad har du set i dag?” spørger bartenderen, mens han skummer mælken. 

Suverænt kejtet
Svaret er først og fremmest to gode film til at runde af med. 

In the Aisles er den anden film i årets hovedkonkurrence, der har tyske Franz Rogowski i hovedrollen. Han var også flygtningen uden for tid og sted i den fremragende Transit for nogle dage siden, men her er det en helt anden rolle, han spiller. 

For In the Aisles foregår bag kulisserne i et kæmpemæssigt indkøbscenter, hvor en ung mand ansættes til at køre gaffeltruck og den slags. Rogowski spiller den unge Christian, forknyt og stille. Han siger nærmest intet, er kolossalt kejtet og forelsker sig alt for let i den gifte Marion (Sandra Hüller, som er mest kendt for Cannes-hittet Min far Toni Erdmann).

Deres forhold er fængende akavet, og særligt Rogowski sprudler i al sin stilhed som en klon imellem amerikanske Joaquin Phoenix’ mimik og danske Elliott Crosset Hoves gestikuleren. 

Poetiske lyde
In the Aisles er instrueret af Thomas Stuber, mens manuskriptforfatter er Clemens Meyer.

Netop manuskriptet er virkelig stærkt i In the Aisles, og det minder til forveksling om flere af historierne i Meyers novellesamling Natten, lysene, volden. Der opstår nemlig en poetisk musikalitet iblandt disse tyskere fra den lavere socialklasse, og In the Aisles kan på forunderlig vis få et fryserum til at lyde som en snestorm og en gaffeltrucks løftemekanisme til at lyde som havets slag imod kysten.

Og så er filmen tilmed sjov.

Humoren er så tør, at In the Aisles næsten knaser, og Berlinale-paladset grinede igennem ved visningen. At filmen så udvikler sig til at blive en mere dyster sag hen imod slutningen, ligger kun godt i tråd med, hvordan Clemens Meyer normalt skriver historier.

Film til tiden
Man grinede til gengæld ikke meget af Malgorzata Szumanowskas Mug. For selv om filmen egentlig er en satire, så kiggede grinene kun frem enkelte gange under visningen af den polske forhåndsfavorit. 

Szumanowska har tidligere vundet instruktørprisen i Berlin, og det kan hun også meget vel gøre for Mug. Det er nemlig dybt imponerende, hvor nøgternt hun fortæller den vilde historie. 

Vi følger igennem rolige billeder, som på forunderlig vis løber ud som blæk i kanterne af billedet, manden Jacek, der efter en arbejdsulykke får foretaget Polens første ansigtstransplantation. Det hele er billedskønt i al sin ubehagelighed, når Mug fremviser, hvordan Jaceks bekendte og familie afskyr ham for hans nye udseende, selv om de tror på Guds ord om, at man skal hjælpe, hvor man hjælpe kan. 

På den måde frembringer Malgorzata Szumanowska en dyster allegori over vores moderne verden, hvor vi udstøder dem, der ikke ligner os selv. 

På pressemødet efter filmen var den polske instruktør da også ganske klar i mælet. 

”Filmen handler basalt set om, hvordan vi ser på andre mennesker,” sagde Szumanowska og lagde ikke skjul på, at man sagtens kan anskue Mug som en kommentar til den måde, vi behandler flygtninge og udstødte på i Europa i dag.

Instruktørens nye bidrag er altså i den grad en film til tiden. Og tilmed en ganske stærk én af slagsen, fordi den er kompromisløs og det fuldstændigt modsatte af sensationslysten. 

Hvem vinder?
”Bliver det så polakken, der løber med det hele?” siger bartenderen på Café Cinema og begynder at vaske beskidte glas op. 

Det er ikke usandsynligt, at Guldbjørnen går til Malgorzata Szumanowska, men hun er nu ikke den mest oplagte modtager i år, efter vi har været igennem de nitten film, som er med i hovedkonkurrencen. 

Mug er bestemt en billedstærk oplevelse, og i centrum spiller polske Mateusz Kosciukiewicz solidt som den udsatte mand. Men der mangler på en eller anden måde en følelsesmæssig involvering midt i den ellers hårde historie. 

Omvendt må man jo så sige, at dette ikke holdt sidste års jury fra give Guldbjørnen til ungarske Med krop og sjæl, der i den grad mere var en billedøvelse end en stor filmoplevelse. 

Skal Tom Tykwers jury i år markere sig, vil det nu nok ligge mere ligefor at sende den største pris ved Berlinalen til Norge. Utøya 22. juli er uden tvivl den stærkeste film, når det kommer til at kombinere følelser og kunstnerisk udtryk. Her er vi nemlig konstant lige efter de unge, der løber for livet i Breiviks kugleregn. 

Dog ligner favoritten i skrivende stund russiske Dovlatov, som er et smukt historisk kunstnerportræt, der også pirker politisk til den censur, som i dag udøves i det store land mød øst.

Wes Andersons Isle of Dogs fik formidable anmeldelser som åbningsfilm, men det er nok mere sandsynligt, at hans animationsfilm vinder juryens specialpris og ikke selve Guldbjørnen. I den henseende virker tyske Christian Petzolds flygtningedrama i fortid og nutid, Transit, som en langt mere interessant outsider til den største af priserne i Berlin. 

Stærke kvinder
Men det kan også være, at Dovlatov ikke vinder hovedprisen, fordi den modtager den mandlige skuespilpris i stedet. Serbiske Milan Maric lignede længe det eneste seriøse bud på en vinder i denne kategori, men de senere dage har mændene oppet sig i hovedkonkurrencen. 

Derfor kan prisen også gå til Gael García Bernal for Museum eller Franz Rogowski for In the Aisles. 

En outsider kunne være Anthony Bajon fra den franske afvænningsfilm The Prayer, men man må nok sige, at det lige umiddelbart er Joaquin Phoenix, der er favorit. Amerikaneren har ganske enkelt leveret festivalens stærkeste skuespil i Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot. 

Stærke kvinder har der i den grad også været mange af i årets hovedkonkurrence. Blandt de bedste præstationer må nævnes Mia Wasikowska fra Damsel, Ana Brun fra The Heiresses (en film, der i øvrigt lige har modtaget kritikernes Fipresci-pris), Marie Bäumer fra 3 Days in Quiberon og Andrea Berntzen fra Utøya 22. juli.

En outsider kunne være svenske Leonora Ekstrand fra Toppen av ingenting. Hun har fået roser i førende tyske medier for sin indsats. 

Men den kvindelige favorit er nu nok Alba Rohrwacher fra italienske Daughter of Mine. Ja, faktisk er det ikke helt usandsynligt, at de tre kvinder i filmen kunne dele denne pris. 

Slagsmål om manuskriptet
Prisen for bedste instruktør kommer formentlig til at gå til en af de favoritfilm, der ikke modtager Guldbjørnen, mens manuskriptprisen ligner en åben kamp. Mange film har imponeret historiemæssigt, men det bør stå imellem Museum (med den fantastiske slagsmålsscene!), In the Aisles, Mug og Daughter of Mine. 

Med mindre at flygtningefortællingen Transit altså ikke vinder noget større, for så får den formentlig manuskriptbjørnen. 

Og så er der jo de priser, som virkelig er en smagssag. Alfred Bauer-prisen gives til en film, der åbner nye perspektiver. Den bliver ofte tildelt godt kameraarbejde, og hvis ikke Utøya 22. juli vinder Guldbjørnen, bør den modtage denne pris. 

Til sidst er der sølvbjørnen for kunstnerisk bidrag.

Her er det ofte en film, der virkelig har delt anmelderne, og som er stukket helt ud ad en tangent, der får hæder. Lav Diaz’ antimusical Season of the Devil er et oplagt bud, men det seneste døgn har også rumænske Touch Me Not – der er en underlig hybrid imellem virkelighed og fiktion, krop og lyst – fået omtale i alle mulige retninger. 

”Men var den rumænske film ikke den, hvor du sagde, at du hellere ville se maling tørre end at gense den?” spørger bartenderen på Café Cinema. Han har helt ret, men sommetider er der jo også priser til eksperimenterende malerarbejde.