Bog om formodet Palmemorder bliver til tv-serie
Da chefanklager Krister Petersson for en uge side udpegede den såkaldte Skandiamanden som Olof Palmes formodede morder, stemte det nøje overens med journalisten Thomas Petterssons afdækning af sagen.
Pettersson argumenterede allerede i 2018 for teorien om, at grafikeren Stig Engström fra forsikringsselskabet Skandia havde slået Sveriges statsminister ihjel på Sveavägen i Stockholm den 28. februar 1986.
Det gjorde han først i det svenske magasin Filter og siden i bogen Den osannolika mördaren på forlaget Offside Press.
Nu er selskabet FLX, der herhjemme er kendt for spillefilmen Den hundredårige, ved at lave en svensk miniserie på baggrund af bogen.
”Vi har været i gang hele foråret og arbejdet med filmatiseringen af den her bog. Vi blev vældigt begejstret, da vi fik tilbuddet,” siger manuskriptforfatter Wilhelm Behrman til avisen Expressen.
Behrman har i år stået bag tv-serien Kalifat, der er baseret på en virkelig sag om tre pigers radikalisering og er blevet den mest sete serie på SVT Play nogensinde.
”Thomas Petterssons bog er fantastisk. Man kan ikke få et bedre grundlag,” tilføjer Behrman, som skriver manuskriptet sammen med Niklas Rockström.
Kontaktede selv politiet
Dagen efter mordet på Palme ringede Stig Engström, der tog sit eget liv i 2000, selv til politiet.
Han havde i aviserne læst vidners signalement af morderen, som passede på ham. Han forklarede politiet, at der måtte være tale om en misforståelse, fordi han selv var vidne til ugerningen og tilmed forsøgte at hjælpe Palme.
Engström havde haft overarbejde og stemplet ud af Skandiahuset på samme tidspunkt, som statsministeren og hans kone kom gående ned ad Sveavägen.
Ingen andre vidner har set Engström på mordpladsen efter det dræbende skud.
Efterforskningslederen Hans Holmér kaldte Engström ”elefant i en glasbutik”. Han mente, at grafikeren var en mytoman, som bare søgte opmærksomhed.
Sensationelt nyt
I Den osannolika mördaren fremlægger Thomas Pettersson imidlertid en række nye, sensationelle oplysninger om Stig Engström.
Han havde en fortid i militæret, erfaring i at håndtere våben og var ven med en våbensamler, der havde pistoler som den, Palme blev myrdet med.
Hans psykologiske profil svarer til folk, der ifølge amerikanske undersøgelser dræber politikere på åben gade. Endelig færdedes han i Palme-kritiske kredse.
Thomas Pettersson har arbejdet på mordgåden i tolv år. Han henvendte sig til politiet i 2011 og har været i løbende kontakt med Palmegruppen om sine opdagelser.
Politiken bragte i søndags hans store artikel fra Filter.
Palmemordet
Den svenske statsminister Olof Palme blev skudt den 28. februar 1986 i Stockholm.
Christer Pettersson blev i 1989 dømt for mordet i byretten, men senere frikendt i landsretten på grund af manglende beviser.
Mistanken har været rettet mod alt fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA over det kurdiske parti PKK til svenske politifolk med nazisympati.
Mere end 10.000 mennesker har været afhørt.
2018 skrev journalisten Thomas Pettersson en bog om, at drabet blev begået af Stig Engström, der fik tilnavnet Skandiamanden.
Kommentarer