Feature
08. juni 2020 | 19:38

Olof Palme: Det absurde mord

Foto | Weine Lexius
Skandiamanden lignede en helt almindelig svensker og blev nærmest opfattet som et forstyrrende element af efterforskerne, der var opsat på at afdække en stor konspiration bag mordet på statsminister Olof Palme i 1986.

Når en statsleder bliver myrdet, kan vi ikke bære, at det er sket mere eller mindre tilfældigt. Mens politiet stirrede sig blind på politiske konspirationer, stod en helt almindelig svensker frem og rekonstruerede Palmemordet på tv.

Af Claus Christensen

Den 28. februar 1986 bliver Sveriges statsminister Olof Palme skudt på gaden i Stockholm.

Det er ikke stort og spektakulært som mordet på John K. Kennedy, der blev skudt i en åben kortege i Dallas for rullende kamera og øjnene af tusindvis af mennesker.

Det er en ganske almindelig fredag aften.

Ægteparret Olof og Lisbet Palme har set Brødrene Mozart i biografen Grand. Efter filmen beslutter de sig for at gå hjem til lejligheden i Gamla Stan. Da de når krydset Sveavägen-Tunnelgatan kl. 23.21, skyder en mand Olof i ryggen og sårer Lisbet, hvorefter manden løber ned ad Tunnelgatan og forsvinder.


Efter at have skudt Olof Palme løb drabsmanden ned ad Tunnelgatan og forbi en barak, hvor han passerede nøglevidnet Lars Jeppsson, der for nyligt igen blev afhørt af politiet (foto: Sveriges Politi).

Mordet hensatte Sverige i en tilstand af chok og er stadig et nationalt traume, et åbent sår.

Over 10.000 vidner er blevet afhørt. Efterforskningen har været ledet af seks forskellige politifolk, og sagen fylder 250 hyldemeter. Man skønner, at det vil tage et menneske ni år at læse hele materialet. 134 har tilstået mordet, men 34 år efter ugerningen er det stadig uvist, hvem der tog livet af landets leder.

Krister Petersson, der var med til at opklare mordet på en anden socialdemokrat: udenrigsminister Anna Lindh, har ledet efterforskningen siden 2017. Han startede med at erklære, at han så at sige ville nulstille efterforskningen og gå tilbage til det konkrete udgangspunkt: mordstedet.

Den respekterede og normalt nøgterne anklager har til stor overraskelse bebudet, at han på onsdag vil fremlægge løsningen på mordgåden.

Efter årtier med vilde konspirationsteorier tyder meget på, at morderen er en helt almindelig svensker, som mere eller mindre tilfældigt skød statsministeren.

Irrationel vold
Skandalen vil i så fald være komplet.

En af historiens største efterforskninger har nemlig haft morderen stående lige foran sig, ja, allerede dagen efter mordet på Olof Palme kontaktede han selv politiet. I den efterfølgende tid anglede han efter opmærksomhed og rekonstruerede sågar drabet på svensk tv.

Men politiet var ikke interesseret.

En 52-årig grafiker, der lever et stille liv med en kone og i næsten tyve år har passet sit arbejde på forsikringsselskabet Skandia, matchede ikke det store plot, man var i gang med at stykke sammen. Hvis statsministeren på grund af sin idealisme var blevet dræbt af en fremmed magt eller en indre fjende, ville hans død have fået en tragisk storhed.

Det kunne den tyndhårede og lidt feminine mand fra Skandiahuset ikke levere.

Han var ikke bare den usandsynlige morder. Han var også den uønskede morder. Så politiet afskrev ham som en mytoman, der spildte deres tid. Og hans sag blev henlagt i det uendelige arkiv.

”Den rationelle vold beroliger os. Den fylder os med afsky – og med ro,” skriver forfatteren Per Olov Enquist i en kronik i Politiken den 28. februar 1987.

Her leger forfatteren med tanken om, at Palmemordet ikke blev begået med et rationelt motiv, men er et eksempel på virkelighedens ulidelige banalitet.

For hvad nu, hvis en mand havde set familien Palme gå ind i biografen, var gået hjem og hentet en pistol, ventet uden for biografen og fulgt efter dem for så pludselig, fuldstændig uden grund, at have trukket pistolen op og skudt?

Efter at have løbet i et kvarter tog han hjem og satte Rod Stewarts Sailing på grammofonen, skriver Per Olov Enquist og fortsætter:

”Han slukkede lyset og lagde sig på sengen og kiggede på lysreflekserne på loftet. Intet motiv, absolut intet. Hjemme igen, across the sea. Og der lå han så og tænkte på absolut ingenting, absolut slet ingenting.”

Operation Alfa
Det gik galt lige fra starten.

Politiindsatsen på mordnatten var rent kaos. Politiet afspærrede ikke områder i Stockholm, og man lukkede ikke grænserne, så gerningsmanden og eventuelle sammensvorne kunne frit forlade landet.

Politimesteren i Stockholm, Hans Holmér, blev udpeget som efterforskningsleder. Han havde ingen erfaring, men var en god socialdemokrat.


Den karismatiske efterforskningsleder Hans Holmér elskede rampelyset og vifter her under en pressekonference med det formodede mordvåben, som er mest kendt fra westerns (foto: Lars Hedberg).

Holmér, der elskede rampelyset, fejede frejdigt alle spor til side for at koncentrere sig om én teori med internationalt perspektiv: Palme faldt ikke for en gal mands hånd, men blev offer for et velplanlagt attentat udført af en større organisation.

Ifølge efterforskeren stod den kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK bag mordet, fordi Palme havde været med til at lægge en dæmper på PKK’s udfoldelser i Vesteuropa. Og besat af sin hypotese iværksatte Holmér med sans for drama den storstilede Operation Alfa, der med forhør af en lang række kurdere skulle afsløre morderen.

Men efter 341 dages frugtesløs efterforskning måtte Holmér tage sin afsked, og han endte faktisk som krimiforfatter. Fantasien fejlede ikke noget.

Den bekvemme morder
Kostbar tid var blevet spildt på et fortænkt komplot, frustrationerne i befolkningen voksede, og for det svenske politi havde sagen udviklet sig til et sandt mareridt.

Den næste efterforskningsleder greb chancen og kastede sig over den bekvemme morder, som ingen ville løfte en finger for, hvis han røg i fedtefadet.

Vaneforbryderen og misbrugeren Christer Pettersson havde allerede i 1970 begået et bestialsk drab med en bajonet. På mordaftenen befandt han sig på spilleklubben Oxen i nærheden af gerningsstedet, han manglede et alibi på mordtidspunktet, og Lisbet Palme udpegede ham som morderen i en videokonfrontation.


Lisbet Palme udpegede i en videokonfrontation misbrugeren Christer Pettersson (7) som sin mands morder, men bagefter blev konfrontationen kritiseret for at være for oplagt (foto: Sveriges Politi).

Christer Pettersson var ikke Guds bedste barn, men selv om de fleste håbede på, at han havde slået Palme ihjel, så sagen kunne blive lukket og såret begynde at blive helet, var han næppe Palmemorder.

Han blev dømt i byretten blot for at blive frikendt i landsretten. Et skridt frem og to tilbage. Og Lisbet Palmes udpegning viste sig ikke meget værd – endnu en politiskandale.

Hun havde på forhånd fået at vide, at den mistænkte var alkoholiker. Da hun så videoen og pegede på Christer som hendes mands morder, sagde hun: ”Der kan man jo se, hvem der er alkoholiker!”

Kringlede konspirationer
Efterforskningen fortsatte, og konspirationsteorierne havde kronede dage. Den Kolde Krig rasede, og da Palme havde haft stærke holdninger, var det ikke svært at finde grupper eller regeringer, som kunne have et motiv til at slå ham ihjel.

Det sydafrikanske apartheidstyre, Israel, CIA, Chiles efterretningstjeneste, Jugoslaviens hemmelige politi, våbenproducenten Bofors, en narkoorganisation med forbindelse til Sovjetunionen, nazi-kredse i det svenske sikkerhedspoliti …

Ikke bare politiet, men også journalister og amatørdetektiver vendte hver en sten for at afsløre den store sammensværgelse – fra en udefrakommende magt til det isnende landsforræderi.

Hvad lavede politifolk den aften med walkie-talkier på Sveavägen? Hvorfor blev et ægtepar femten minutter efter mordet ringet op af en ukendt person med beskeden om, at Palme var blevet skudt? Var det et tilfælde, at en højreekstremist havde revet den uge, hvor mordet fandt sted, ud af sin kalender?

Der bliver sågar sat spørgsmålstegn ved Hans Holmérs alibi på mordaftenen. Var den inkompetente efterforskningsleder selv en del af konspirationen?

Ola Tunander opruller i artiklen Den osynliga handen – och den vita de mest populære teorier og forbinder flere af dem med hinanden, så det begynder at svimle for øjnene.

Man får det indtryk, at der på Sveavägen den kolde februaraften befinder sig en horde af potentielle mordere – en terrorist, en nazist, en lejesoldat, en sikkerhedsagent – som har hånden på aftrækkeren og kun venter på at myrde Olof Palme.

”Den usynlige hånds mange fingre griber efter din strube. Den nærmer sig sit offer for derpå – når den er i færd med at kvæle dig – at afsløre sig som dødens hvide hånd,” skriver Ola Tunander.

Det sorte hul
Tunander viser med eksemplets magt, hvorfor konspirationsteorier er så besnærende: De får verden til at hænge sammen og give mening.

Hvis Palme blev myrdet af politiske grunde, og hvis vi kan afsløre, hvem der stod bag udåden, har hans død ikke været forgæves. Han døde for sin overbevisning, han er en martyr, og vi – de levende – skal videreføre hans visioner, som kujonagtige kræfter har forsøgt at stoppe med en kugle.

Palme er død, Palme leve!

Men hvis mordet på Olof Palme mere eller mindre var en tilfældighed, et galmandsværk, er vi overladt til meningsløshedens sorte hul.

Måske var det derfor, at Lars Larssons Nationens fiende, som han udgav på eget forlag i 2016, ikke vakte større interesse. I bogen bliver Stig Engström ellers for første gang udpeget som Palmes morder. Det kommer Larsson frem til ved at studere mordpladsen og undersøge de mennesker, der befandt sig i nærheden af udåden.

Tiøren falder
På mordaftenen arbejdede Engström over i Skandiahuset, der tidligere hed Thule og ironisk nok blev grundlagt og ledet af Olof Palmes far og farfar.

Engström stemplede ud kl. 23.19 og gik ud fra Sveavägen 44, som ligger bare 30 meter fra krydset Sveavägen-Tunnelgatan, hvor Palme blev myrdet.

Den tætbyggede grafiker gik med hastige skridt og kiggede på sit ur, for han skulle nå det sidste tog til Täby.

Han var iført en mørk, knælang frakke, havde store briller og bar en kasket samt en lille, sort håndtaske. Da aviserne næste dag kom på gaden, svarede det ganske præcist til flere vidners signalement af morderen.

Det fik Stig Engström til at ringe til politiet. Han forklarede, at han var vidne til mordet og ved en fejl måtte være blevet forvekslet med morderen.

Engström talte på gerningsstedet med Lisbet Palme og hjalp til med den sårede mand. Han udpegede for politiet morderens flugtrute, og da det gik op for ham, at han havde glemt at fortælle dem om morderens jakke, satte han i løb efter politifolkene.

Der er bare lige den omstændighed, at Engströms historie ikke stemmer med andre observationer og vidneudsagn. Hverken Lisbet Palme, politiet eller andre vidner mindedes at have set eller talt med Engström.


Grafikeren Stig Engström var mere end villig til at tale med politiet. Her poserer han med sit faste kendetegn – den sorte håndtaske – som han også bar den aften, da Palme blev myrdet (foto: Sveriges Politi).

I sin egen fortælling fremstår Engström ganske fattet, men da han tyve minutter efter drabet vendte tilbage til Skandiahuset, var han ifølge vagterne så forfjamsket, at de måtte ringe efter en taxa, så han kunne komme sikkert hjem til Täby.

Efterhånden som tiden gik, og der kom mere frem i pressen, pyntede han på sin historie og tilføjede flere detaljer. Han løj også om tidspunktet, hvor han stemplede ud fra Skandiahuset. For Hans Holmér var han bare en drønirriterende fyr, der forsøgte at gøre sig interessant.

”Engström er en lidt besværlig person. Det er altid sådan, at når man får besværlige personer i fiskenettet, så spiller det ingen rolle, om de er uskyldige, for de skaber en vanvittig uorden,” sagde han til en reporter fra Dagens Nyheter.

Forfatteren Lars Larsson havde også sit hyr med at placere grafikeren i hændelsesforløbet. Men så faldt tiøren.

”Vi ved, at han var dér, men det er umuligt at få hans beretning til at passe ind. Og i samme øjeblik, som jeg tænkte, at han kunne være morderen, var det, som om alt viklede sig ud. Pludselig faldt alle puslespilsbrikkerne på plads,” har forfatteren fortalt.

En af de brikker, der falder på plads, er Stig Engströms sikre udpegning af vidnet Lars Jeppsson. Den unge fyr stod rigtignok på Tunnelgatan i nærheden af gerningsstedet, men ingen kunne se ham, fordi han stod bag en barak.

Ingen så ham … bortset fra ét menneske: morderen, der under sin flugt passerede Jeppsson, inden han løb op ad trapperne til Malmskillnadsgatan og forsvandt.

Farvel til Folkhemmet
Da politiet rekonstruerede mordet, var Stig Engström ikke med. Man betragtede ham som en elefant i porcelænsbutikken. Det skuffede Engström i en sådan grad, at han tog kontakt til SVT, som lavede en knapt tre minutter lang rekonstruktion af hans færden i minutterne før og efter mordet.

Engström undgik mistanke ved at melde sig som vidne. Genopførte han nu sit løb fra mordpladsen for at kunne sige, at vidner, der udpegede ham som morderen, måtte have set tv-indslaget og forvekslet det med virkeligheden?

Legede han kispus med efterforskerne?

I så fald genopfører Engström i realiteten mordet og flugten for hele nationen på tv, når han pludselig sætter i løb ned ad Tunnelgatan, mens de omkringstående viger tilbage og kigger forbløffet på.

Han har dog udeladt en lille, men vigtig detalje: håndtasken, som han altid medbragte og var stor nok til at indeholde en pistol!

”Politiet siger, at de er i gang med at lægge et puslespil. Så skal man vel ikke fjerne brikker, som hører til puslespillet? Men måske er man ikke så god til at lægge puslespil,” afrunder Engström indslaget overdrevent roligt og med slet skjult hoveren.


Da politiet ikke orkede at have Skandiamanden med i deres rekonstruktion af mordet, tog han selv kontakt til SVT og fik lavet en grotesk video om sin færden før og efter drabet (foto: SVT).

Han kunne være en karakter i en absurdistisk Roy Andersson-film: den gråblege svensker, der med pedantisk akkuratesse udfylder sin rolle i Folkhemmet, den svenske middelvej, hvor få har for meget og færre for lidt.

Pligtskyldigt står han op hver dag, tjekker ind på arbejdet om morgenen og ud om aftenen, hvorefter han tager hjem for at lægge sig til at sove. Han drikker måske lidt for meget, men formår ellers at undertrykke sine drifter, indtil det en aften på Sveavägen pludselig slår klik.

Som når hovedpersonen i Roy Anderssons geniale kortfilm Dejlig er jorden om natten står for enden af sengen og holder sig for hovedet, fordi han hører barneskrig. Konen siger: ”Gå nu i seng! Du må sove, ellers orker du ikke i morgen.”

Ven med våbensamler
To år efter Lars Larssons bog udkommer det lille, svenske magasin Filter med en imponerende velresearchet artikel af journalisten Thomas Pettersson, der noget tid senere følger op med bogen Den osannolika mördaren.

Pettersson har brugt tolv år på at kulegrave sagen, og nu udpeger han og Filter uden at ryste på hånden Stig Engström som Palmes morder under overskriften ”Løsningen”.

Han afslører, at Engström havde en fortid i militæret, hvor han var blevet uddannet til delingsfører og lært at håndtere håndvåben. Han havde også været kommunalpolitiker i Täby for Moderaterne, som er det liberalt-konservative parti i Sverige og altså modsætningen til Olof Palmes Socialdemokraterne. Han forlod dog partiet efter en uoverensstemmelse.

Engström færdedes i et miljø med tidligere officerer, hjemmeværnsfolk og borgerlige, som havde mistillid til Palme.

Desuden havde han været medlem af en skydeklub, hvor han trænede i at skyde med pistol. Og så var en af hans bedste venner våbensamler og USA-patriot. De spillede bridge med nogle andre par. I kælderen havde samleren et stort arsenal af Western-pistoler, blandt andet Magnum-revolvere, som menes at være mordvåbnet i Palmesagen.

Endelig kan Pettersson afsløre, at Engström – i modsætning til, hvad han selv har fortalt – beviseligt gik ud tidligere på aftenen den 28. februar for at spise middag. Han var ude omkring kl. 21, og det betyder, at han i teorien kan have passeret Grand-biografen, netop som Palme-parret stod og ventede i foyeren.

Stig Engström har med andre ord haft et par timer til at planlægge mordet.

Morderens profil
En svensk retspsykiater og kriminalbetjent har udarbejdet en profil af morderen på baggrund af forskning i FBI, der viser, at folk, der skyder politikere på åben gade, typisk lider af long term failure.

De svenske eksperter tror ikke på en større konspiration. Hvis en gruppe havde planlagt at slå Palme ihjel, ville der have været mange andre og bedre tidspunkter at gøre det end midt på en af Stockholms mest befærdede gader en fredag aften, hvor byen var fyldt med mennesker.

Derimod vurderer de to eksperter, at drabsmanden boede eller arbejdede i nærheden af gerningsstedet. Han havde ikke en høj uddannelse og var skuffet over sin karriere. Det passer på Skandiamanden. Han mente, at han var kvalificeret til en bedre stilling og mere prominent plads i samfundet, end han havde.

”Liberace! Når jeg tænker på Stig, tænker jeg på Liberace,” har en ven fortalt.

Eksperterne gætter også på, at morderen havde et lettere misbrug. Og nok så vigtigt: Han indsamlede materiale om forbrydelsen og var i kontakt med efterforskerne!

”Han kan have givet direkte vildledende oplysninger i et forsøg på at flytte efterforskningens fokus i en anden retning,” lyder det i rapporten, hvilket kan forklare Stig Engströms opmærksomhedskrævende opførsel.

Han talte også i et væk om Palmemordet, når han var sammen med sine venner. Til sidst blev de trætte af at høre på ham.

I 90’erne gik det for alvor ned ad bakke. Alkoholmisbruget eskalerede, og det førte til, at han blev førtidspensioneret. Han havde pengeproblemer og havnede indimellem hos pantefogeden.

Han blev i 1997 taget for grov spirituskørsel og afsonede straffen med en fodlænke.

To år senere blev han og konen separeret. Han flyttede ind i en lejlighed på Grindtorpsvägen i Täby og forsøgte at få sit liv på ret køl igen. I 2000 udeblev han fra en barndomsvens fødselsdag, og hverken hans bror eller ekskone kunne få fat i ham.

Ti dage senere trængte politiet ind i hans lejlighed, hvor møblerne var hulter til bulter. Stig Engström lå død på sengen med hovedtelefoner på ørerne. En tom flaske whisky og en tom æske med smertestillende medicin afslørede, at han havde taget sit eget liv.

Han blev 66 år.

Din djævel – pang!
Thomas Pettersson fremlægger en række indicier, men mangler det fældende bevis, for eksempel mordvåbnet. Måske får vi det på onsdag, når Krister Petersson fremlægger sagen.

Men såfremt Stig Engström udpeges som morderen, bliver der ingen retssag. Efter svensk lov kan man nemlig ikke rejse tiltale mod en afdød.

Vi får nok heller aldrig at vide, hvorfor han i givet fald myrdede landets leder og påførte nationen et traume, der stadig plager svenskerne.

Stig Engströms ekskone, som i dag er over 80 år, bekræfter, at han var kritisk over for Palme. Men det var der så mange mennesker, der var. Han led også af mindreværdskomplekser og havde et stort behov for at blive bekræftet. Men heller ikke det gør nødvendigvis én til morder.

”Han var alt for fej og havde for lavt selvværd til at kunne gøre det,” har ekskonen sagt til Aftonbladet.


Stig Engström (tv.) hygger sig i venners lag. Han havde en fortid i militæret og færdedes i borgerlige kredse, hvor socialdemokraten Olof Palme var upopulær (foto: privat).

Måske blev Stig Engström morder ved et tilfælde. Det nærmeste, vi kommer en forklaring, er hans sidste interview – sikkerhedsbranchens tidsskrift Skydd och Säkerhet – hvor Engström selv funderer over morderens motiv og måske indirekte kommer med en tilståelse.

”Det var måske ikke overlagt og planlagt. Ikke mord, men drab – eller som et vådeskud under en elgjagt,” siger han i interviewet fra 1992 og fortsætter:

”Forestil dig det her: Parret tiltales af en mand, som måske har genkendt dem og vil sige noget til en levende verdenskendis, der pludselig kommer bragende ud på Sveavägen fra biografen. Mange har hilst venligt på Palme – han havde ikke kun fjender.”

”Tænk om den beundrede statsminister fejer vedkommende af med foragt. Nogle af os bliver gale i hovedet, når vi bliver afvist og ignoreret. Hvis så nogle af os går omkring med et våben, så tager vi det måske frem ved sådan et tilfælde.”

”Temperamentet løber løbsk, vi tager nogle skridt efter manden, lægger hånden på hans skulder for at stoppe ham – ’Din djævel!’ – pang. Det er desværre menneskeligt – eller umenneskeligt.”

Kommentarer

Palmemordet

Den svenske statsminister Olof Palme blev skudt den 28. februar 1986 i Stockholm.

Christer Pettersson blev i 1989 dømt for mordet i byretten, men senere frikendt i landsretten på grund af manglende beviser.

Mistanken har været rettet mod alt fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA over det kurdiske parti PKK til svenske politifolk med nazisympati.

Mere end 10.000 mennesker har været afhørt.

2018 skrev journalisten Thomas Pettersson en bog om, at drabet blev begået af Stig Engström, der fik tilnavnet Skandiamanden.

Onsdag den 10. juni 2020 vil chefanklageren i den endnu uopklarede sag præsentere nyt i efterforskningen.

© Filmmagasinet Ekko