Odense 2020
02. sep. 2020 | 14:44

Brænder for historier om psyken

Foto | Mia Mai Dengsø Graabæk
Johanne (Filippa Suenson, øverst) tager i Uden at blinke datteren Lily (Mynte Bønnelycke Ziebell) med på en tur i Tivoli.

Instruktør Katrine Brocks og manuskriptforfatter Marianne Lentz vandt prisen for bedste danske kortfilm i Odense og vil gøre op med endimensionelle portrætter af psykisk sårbarhed.

Af Claus Nygaard Petersen

”Vi er stadig lidt høje på euforien – det blev fejret til klokken syv i morges, så det er lidt hårdt at sidde her i toget med mundbind på,” griner Katrine Brocks.

Aftenen forinden vandt hendes Uden at blinke for bedste danske kortfilm på Odense International Film Festival. Ved samme lejlighed fandt hende og manuskriptforfatter Marianne Lentz også ud af, at deres film er blevet nomineret til en Robert.

De var også begge nomineret sidste år.

Katrine Brocks for det Ekko Shortlist-aktuelle drama Under bølgerne, over skyerne om psykisk lidelse og venskab, mens Marianne Lentz fik idéen og skrev manuskriptet til Zinnini Elkingtons Robert-vinder En flirt.

Vinderduoens Uden at blinke handler om kvinden Johanne, der lige er kommet ud fra et ophold på psykiatrisk afdeling og forsøger at genvinde sin plads i datteren Lilys hjerte.

Som prikken over i’et bliver den 22 minutter lange kortfilm sendt videre til Oscar-akademiets nomineringsudvalg og har dermed mulighed for at blive blandt de få udvalgte kortfilm, som skal dyste om den gyldne statuette.

En fælles kærlighed
Da de står på scenen for at modtage prisen, er det to meget rørte vindere. Glædestårer pibler ned ad kinderne på Marianne Lentz, der i 2016 vandt Odense-festivalens Pitch Me Baby-konkurrence med projektet, der siden har udviklet sig til Uden at blinke.

”Der er faktisk ikke så meget, der har ændret sig ud over, at den var skrevet som en sommerfilm, og at filmen ikke startede på Bornholm,” siger Marianne Lentz.

Der er dog sket en stor forskel bag kameraet. Oprindeligt skulle Sylvia Le Fanu (Ekko Shortlist Awards-vinderen Abu Adnan) have instrueret filmen. Men fordi hun kom ind på Den Norske Filmskole, satte Le Fanu manuskriptforfatteren og instruktøren i forbindelse med hinanden.

”Vi klikkede med det samme og fandt ud af, at vi har mange af de samme fascinationspunkter. Jeg var fuldstændig solgt, da jeg læste manus første gang og kom til scenen i Tivoli med radiobilerne, hvor det bliver tydeligt, at Johanne agerer efter nogle andre spilleregler end de fleste,” forklarer Katrine Brocks og fortsætter.

”Hun er et menneske, der har svært ved at navigere i de sociale koder, som er i verden – jeg tror også, at det var der, Marianne og jeg fandt hinanden, i kærligheden til den slags mennesker.”

Tæt inde på livet
Filmen dæmoniserer ikke Johanne. Selv om hendes handlinger ikke er de mest velovervejede, gør hun alt af kærlighed til datteren Lily. Netop det element var vigtigt for Katrine Brocks, der har erfaring med psykisk lidelse.

”Jeg har selv kæmpet med depression og angst ad flere omgange. Jeg brænder for at fortælle historier om psykisk sårbarhed, som forhåbentlig kan tilføje nogle nuancer til noget, der stadig er meget tabubelagt i vores samfund til trods for, at hver femte dansker kommer ud for det,” fortæller instruktøren.

Netop den psykologiske indsigt var essentiel for Marianne Lentz, da hun skulle finde en instruktør til at realisere projektet. Det skulle være én, der havde den rette sensibilitet og nødvendige forståelse af den komplekse karakter.

Manuskriptforfatteren har tidligere arbejdet i mange år som journalist og udgav i 2011 bogen Livet efter 11. september om forskellige menneskers skæbne efter terrorangrebet. Hun har netop færdiggjort manuskriptet til sin Super16-afgangsfilm True Mirror, som får premiere med de øvrige film fra uddannelsens tiende årgang til november.

”Da jeg vandt Pitch Me Baby begyndte jeg at tro på, jeg kunne leve af at være manuskriptforfatter. Det er min mest personlige film, og historien ligger mit hjerte meget nær, så det betyder meget, at den er kommet ud i verden – og at den er blevet så god, og ikke mindst, at den er blevet modtaget så positivt,” fortæller Marianne Lentz med stolthed i stemmen.

Kvalme i radiobilerne
En stor del af Uden at blinke finder sted i Tivoli, mor og datter tager hen. I den forbindelse var der flere udfordringer end bare det kolde danske vintervejr.

Optagelserne til føromtalte radiobilscene foregik om natten. Mynte Bønnelycke Ziebell, der spiler Lily, fik slem kvalme efter første optagelse og havde ikke lyst til at fortsætte. Gode råd var dyre, indtil hjælpen pludselig dukkede op fra uventet kant hos en af statisterne.

”En kvindelig statist, som havde haft lidt svært med at få radiobilen til at bremse ordentligt, kom hen til mig, og jeg tænkte: ’Nej, ikke mere nu.’ Jeg var rimelig presset,” siger Katrine Brocks og fortsætter.

”Hun sagde, at hun arbejdede på en afdeling for kræftramte børn, så hun var rigtig god til at kurere kvalme. Jeg sagde,’give it a go’. Hun gik over til Mynte og sagde et par ord, på russisk eller østeuropæisk, og trykkede hende lidt på håndleddet og i panden. Og vupti, så var Mynte klar til at sidde i den her bil igen, take efter take, resten af natten.”

Fremtiden er klar
Duoen har ikke tid til at hvile på laurbærrene længe. De er i fuld gang med at skrive første udkast til manuskriptet på deres kommende spillefilm Den store stilhed.

”Filmen er et psykologisk drama med thriller-elementer, der foregår på et katolsk kloster i nutiden. 29-årige Alma skal til at aflægge sine nonneløfter, men da hendes bror, Erik, opsøger hende efter at være kommet ud af et årelangt alkoholmisbrug, bliver hun hjemsøgt af skyld over en fælles familietragedie og skal vælge om hun hører til på klostret,” forklarer makkerparret entusiastisk.

Spillefilmen skal produceres i det nystartede produktionsselskab Monolit Film af Pernille Tornøe, som Katrine Brocks også arbejdede sammen med på Under bølgerne, over skyerne.

Og så har vi måske ikke set det sidste til Johanne fra Uden at blinke. Instruktøren og manuskriptforfatteren leger med idéen om at lave en spillefilm omkring karakteren og se, hvor det fører hende hen.

”Vi har talt om, at vi på en eller anden måde ikke er færdige med Johanne. Det er, som om der gemmer sig flere film i hende, så det kan være, der kommer Uden at blinke: The Movie,” siger de grinende, og Katrine Brocks bemærker:

”Uanset hvilket rum eller hvilken scene man sender Johanne ind i, så sker der uundgåeligt noget interessant, fordi man ikke helt kan regne hende ud.”

Kommentarer

Katrine Brocks

Født 1989 i København.

Bachelor i Film- og Medievidenskab fra Københavns universitet i 2014.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2019.

Afgangsfilmen Under bølgerne, over skyerne – aktuel på Ekko Shortlist – blev nomineret til Robert for bedste danske kortfilm.

Marianne Lentz

Født 1980 i Glostrup.

Uddannet kandidat i Film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.

Har arbejdet som journalist og anmelder og læst på manus-linjen ved Syddansk Universitet.

Snart uddannet fra Super16, hvor hun fik idéen og skrev manuskriptet til Robert-vinderen En flirt.

© Filmmagasinet Ekko