Brillante mastodontværker i Venedig

Arbejdsfrekvens betyder meget for en filminstruktør.

Nogle kværner én film ud hvert år, og hvis den seneste er en skuffelse, får de sikkert chancen igen året efter.

Andre sysler og pusler og bruger årevis på hvert nyt værk. Deres ankomst på den røde løber føles som en filmprofet, der kommer ned fra bjerget med filmruller under armen.

Mexicanske Alejandro G. Iñarritu og amerikaneren Todd Field hører begge til i den sidste kategori.

Det er nu syv år siden, Iñarritu lod Leonardo DiCaprio overnatte i bugen på en bjørn i The Revenant. Todd Field har ikke givet et kvæk fra sig siden utroskabsdramaet Little Children fra – hold nu fast – 2006.

Men d’herrer vender nu nådesløst tilbage, da begge er i spil til Guldløven med hver sin kunstnerisk kompromisløse mastodontfilm.

Den ene er tre timer lang, og så ivrig efter at dele ud, at man næsten får for meget. Den anden er blot godt et kvarter kortere og så tilbageholdende, at man nærmest gisper efter bare ét øjebliks ømhed.

Det er ikke film, der angler efter publikums anerkendelse. Faktisk kunne man kalde dem begge arrogante, prætentiøse, indspiste og stillestående. Men jeg hælder til, at der gemmer sig mindst ét mesterværk.

Livet og kunsten
Alejandro G. Iñarritus er den længste, og den hedder noget så mundret som Bardo: A False Chronicle of a Handful of Truths. Det er er én stavelse kortere end Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance).

Ligesom den film tager Bardo et hovedspring ind i psyken på en skrøbeligt selvfikseret, moden mandlig kunstner, der er splittet mellem to verdener, nemlig Mexico og USA.

Portrættet er også mere rosende end revsende, og hovedpersonen – journalisten og dokumentaristen Silverio Gama – er inspireret af instruktøren. Med Bardo går Iñarritu tydeligt Fellinis 8½ i bedene med en selvrefererende, frit fabulerende metafortælling om livet og kunsten og meningen med det hele.

En mening, der er enten flygtig eller banal – og aldrig tilfredsstillende nok til at indstille søgningen.

Buddhistisk sjælerefleksion
I buddhistisk teologi er bardo mellemstadiet mellem død og genfødsel, hvor sjælen reflekterer og samler erfaringer fra sit liv.

Det er netop, hvad Silverio Gama gør i filmen, der forløber som absurd-komiske, magisk-realistiske scener fra hans liv den sidste uges tid, før han som den første mexicaner modtager en prestigefuld amerikansk pris.

Alejandro G. Iñarritu var forresten den første mexicaner, der vandt Oscars for bedste instruktør to år i streg. Den slags detaljer er gode at have i baghovedet, fornemmer man.

Da vi møder Silverio, ser vi kun hans skygge. Den løber gennem ørkenen, springer og flyver. Endelig er den sat fri fra jordiske bekymringer. I næste scene ser vi en af de bekymringer, der vejede tungest.

På en fødegang venter Silverio utålmodigt udenfor, mens hans kone Lucía føder sønnen Mateo. Men så snart sønnen er ude, insisterer lægen på, at han skal ind igen.

”Han siger, at verden er for fucked up!” siger lægen, før han stopper babyen tilbage i hendes underliv.

Det er en morsom scene, men også en sørgelig metafor for et dødfødt barn, der bliver en nøgle til at forstå Silverios tungsind.

”Han spiser vel mig, tænker jeg. Og dig,” siger Lucía, da han spørger, hvad Mateo skal leve af derinde.

Er egoprojekters tid forbi?
Den sorg ligger som en rød tråd af uforløst længsel gennem filmen, hvor Silverio (kløgtigt spillet af Daniel Giménez Cacho) møder gamle venner og ser tilbage på en karriere som sandhedssøger.

Blot for at erkende, at den journalistiske virkelighed har det med at forme sig efter journalisten.

Iñarritu følger alle sine indfald og store idéer i Bardo, og han har råd til det, fordi Netflix betalte regningen, mens de stadig havde den slags penge at flotte sig for. Han er en filmmand af guds nåde, der forstår at kæde bravurscener og slående billeder sammen, så de gør indtryk.

Og hvor Emmanuel Lubezkis billeder i særligt The Revenant nogle gange kunne virke nærmest distraherende smukke, giver Darius Khondji filmen et mindre prangende look, men på ingen måde mindre filmisk.

Så hvorfor har den internationale presse i samlet flok rynket på næsen ad Bardo?

Måske er tiden ved at løbe fra succesrige mænds navlepillerier og egoprojekter. Der er trods alt ikke langt fra sjælegranskning til selvhyldest.

Og over tre timer med satiriske indfald – som salget af den mexicanske delstat Baja California til Amazon, der annonceres over radio i baggrunden – og intellektuelle orddueller kredser Iñarritu allermest om sig selv.

Det må være et spørgsmål om temperament, om man kan se begavelsen bag narcissismen. Håndværket fejler i hvert fald ikke noget.

Kontrol som Kubrick
Forestillingen om den store kunstner får også prygl i Todd Fields Tár.

Allerede med debutfilmen In the Bedroom fra 2002 blev den amerikanske instruktør hyldet som den nye Stanley Kubrick. Filmen udfordrer da også publikum ved at give forståelse for en far, der hævner drabet på sin søn og slipper af sted med det.

Men der er ikke meget af Kubricks benhårde følelseskontrol at spore i Fields opfølger, hjerte-smerte-melodramaet Little Children.

Det er der til gengæld i Tár.

Billederne er kølige og stramt komponerede, nærmest brutale. Og det psykologiske signalement af den herostratisk berømte dirigent Lydia Tár (Cate Blanchett) står som mejslet i granit.

Politisk korrekthed
Det er ikke en film, der gør knæfald for sit publikum.

Det står klart fra åbningsscenen. Det er en godt femten minutter lang masterclass foran et vinsippende finkulturpublikum, der langt hen ad vejen lyder som et særligt indforstået indslag på P2.

Men selv hvis man ikke er dus med alle musiktermerne, er det let at se, hvordan Tár italesætter sig selv.

Hun er magnetisk. Begavet, charmerende, vidende og diskret selvhævdende, som når hun taler om sin store læremester, ”Lenny” Bernstein.

Og så er hun en indædt fortaler for kunstens højhellighed.

Til en gæsteforelæsning på det hæderkronede musikkonservatorie Juilliard går hun i rette med en politisk korrekt ung studerende, der ikke bryder sig om Bach, fordi han var misogyn.

Man kan ikke afskrive kunstens kraft, fordi den er skabt ud fra andre værdier end ens egne, mener hun.

”De små forskelles narcissisme fører til den allermest kedelige konformitet,” siger hun, hvilket blev mødt med klapsalver til verdenspremieren i Venedig.

Truer datterens mobber
Ganske langsomt føres vi ind i Lydia Társ forfinede musikverden.

Hun hersker som enevældig chefdirigent for Filharmonien i Berlin, der er et af verdens vigtigste symfoniorkestre. Og det store geni har et følelsesfrossent ægteskab med orkestrets førsteviolin, Sharon.

Der kommer et vigtigt praj om Társ skånselsløshed, da hun i skolegården truer en lille pige, som har drillet hende og Sharons datter.

”Hvis du gør det igen, får jeg ram på dig. Og hvis du siger det til en voksen, vil de ikke tro på dig,” siger hun med et smil.

Bag kulissen flirter hun med unge kvinder i og uden for orkestret, og der er en suspekt fortrolighed mellem hende og assistenten Francesca (Noémie Merlant). Og en gammel historie om en ung cellist, der slog sig på deres bekendtskab.

Krænkerkultur
Meget forbliver usagt, men efterhånden slås der små sprækker i Lydia Társ betonfacade.

Cate Blanchett må endnu engang indtage førerstillingen i årets Oscar-ræs for bedste kvindelige skuespiller – i øvrigt en ghettoisering, Lydia Tár ville afsky.

Vi siger jo heller ikke en ”astronette” i stedet for en ”astronaut”, som hun påpeger.

Men i filmens knusende anden halvdel bliver jorden varm under hendes fødder, da hun holdes til samme standard, som vi de seneste år har set nogle af kulturbranchens magtfulde mænd styrte i grus over.

Todd Fields knivskarpe manuskript er rasende intelligent i portrættet af finkulturens nepotisme og destruktive tavshedskultur og måden, den udstiller de rigtige meningers blinde vinkler.

For hvis ikke vi går op i, hvor kunsten kommer fra, hvilken type kunstnere er det så, vi fremelsker?