Dag 1: Gassen gik af Gatsby

Valget af åbningsfilmen i Cannes er ikke et spørgsmål om filmkunst. Det handler primært om den røde løber, om at skaffe store stjerner og dermed arbejde til de 3000 fotografer, der hvert år valfarter til Cannes. 

The Great Gatsby lignede et sikkert valg. Med stjerner som Leonardo DiCaprio, Tobey Maguire og Carey Mulligan, instruktøren Baz Luhrmann, der om nogen kan skabe pomp og pragt (Moulin Rouge!, Romeo & Julie), og en af litteraturhistoriens store, sagnomspundne romaner. 

Men allerede inden åbningen onsdag var gassen gået af Gatsby. Filmen havde haft premiere i USA, Indien, Venezuela, Vietnam og først – af alle steder – Den Dominikanske Republik. 

Noget må være gået galt for Cannes.

Det er ikke værdigt for verdens førende filmfestival at blive reduceret til en andenhåndsbegivenhed – slet ikke åbningsfilmen, der skal profilere festivalen. At The Great Gatsby så tilmed havde fået alt andet end great anmeldelser, føjede kun spot til skade.

Overdrevent sansebombardement
Man kan mærke det foran Salle Debussy, hvor åbningsfilmen bliver vist for pressen. Køen er kortere, end den plejer at være, og der er ikke den der sitrende, spændingsfyldte stemning. 

Og filmen? 

Den er indbegrebet af et spectacle, et storslået, nonstop 3D-show, der imponerer i 142 minutter. Superzooms, split screens, overblændinger, overdådige kulisser, prangende kjoler, lækre accessories, boblende champagne, jazz, hiphop og Lana Del Rey. Gammelt og nyt i én postmoderne pærevælling.

Men det er ikke en film med et plot, der river én med, eller karakterer, man involverer sig i. Og det er slet ikke en smertefuld svanesang for en æra, der gik under i 1920’erne – eller for den sags skyld 2010’erne. Dertil er filmen alt for optaget af sin egen form, af et overdrevent sansebombardement uden plads til poesien.

På det efterfølgende pressemøde viser Leonardo DiCaprio og Baz Luhrmann stor respekt for F. Scott Fitzgeralds klassiker og understreger, at de har kæmpet for at få så mange detaljer som muligt fra bogen med i filmen. Men det er jo ligegyldigt, hvis ånden mangler. 

Så desværre er reglen om, at gode romaner bliver til dårlige film (mens dårlige romaner lettere kan blive til gode film), endnu engang blevet bekræftet. 

Monggaard fortjener det hvide kort
Jeg må i øvrigt nøjes med at overvære pressemødet med DiCaprio & co. på en tv-skærm i festivalpaladset, da interessen for at komme ind og se girafferne er for stor.

Jeg har ellers fået det lyserøde pressekort, som er bedre end det blå og meget bedre end det gule i Cannes-festivalens ydmygende hierarki. Men det er ikke så godt som det lyserøde kort med den gule prik, som Christian Monggaard fra Information har fået i år (læs: tigget sig til). 

Og Monggaard er ikke typen, der går stille med den slags små triumfer, skulle jeg hilse og sige.

Men i min verden fortjener han det hvide pressekort, som er den højeste udmærkelse, man kan få i Cannes. Da Ekko i efteråret blev nægtet adgang til Zentropas pressevisninger, stod han nemlig frem og talte Peter Aalbæk Jensen – paven i Rom – midt imod, mens de fleste andre filmjournalister var tavse som graven.

Tankevækkende, at det er en filmkritiker, der aldrig har gået på Journalisthøjskolen, som skal forsvare pressefriheden. 

Film konkurrerer altid
Dagens andet pressemøde er traditionen tro med hovedkonkurrencens jury, der i år vel er den stærkeste længe. 

Med Steven Spielberg i spidsen består juryen af fire store instruktører – taiwanesiske Ang Lee, rumænske Cristian Mungiu, britiske Lynne Ramsay og japanske Naomi Kawase – og fire lige så store skuespillere: australske Nicole Kidman, franske Daniel Auteuil, østrigske Christoph Waltz og indiske Vidya Balan. 

Juryen bliver spurgt, om de har det underligt med at skulle gøre filmkunsten til en konkurrence. 

”Nej, på ingen måde,” svarer Steven Spielberg.

”Vi foretager altid en form for personlig bedømmelse af film, og det her er ikke meget anderledes end at gå i biografen og se, om filmen påvirker én. Alle foretager en bedømmelse af os, så nu er det vores tur,” forklarer Spielberg og tilføjer, at film uanset hvad altid konkurrerer med hinanden om publikums opmærksomhed.

Mod og ærlighed
Mine egen favorit i juryen er rumænske Cristian Mungiu, der vandt Guldpalmen i 2007 med 4 måneder, 3 uger og 2 dage. Det var den første film, jeg så, på min allerførste Cannes-festival – og hvilken film!

Nogle måneder senere kom Mungiu til København til Ekkos danmarkspremiere på filmen, hvor han gav en Q&A på scenen i Grand-biografen. Sidste år vandt hans opfølger Beyond the Hills to priser i Cannes, og nu er han tilbage som jurymedlem.

”Jeg mener, at det er meget svært at rangordne film. Men nogle gange er man nødt til at gøre det. Når jeg er med i en jury, så prøver jeg altid at sende et signal,” siger Cristian Mungiu.

”Jeg er på udkig efter en bestemt form for ærlighed og modighed hos filmskaberne. Måske er det første skridt i ens tilværelse som filmskaber at forstå, hvordan man får succes. Men der er et næste skridt, hvor man er modig nok til at være original og prøver at udvide grænserne,” understreger Mungiu, mens Lynne Ramsey ivrigt nikker.

Hvad Spielberg mener om den sag, gav pressekonferencen ikke noget klart svar på. 

Voldsspiral i Mexico
Mens champagnen flød i rige mængder i åbningsfilmen, bliver der ikke givet ved døren i filmen, der åbner hovedkonkurrencen om Den Gyldne Palme.

Amat Escalantes Heli er en barsk film om en mexicansk familie, som kommer i karambolage med en skånselsløs narkobande på grund af den tolvårige datters (de er tidligt på den i Mexico!) forhold til en politielev.

Filmen skildrer voldsspiralen i Mexico. I en scene sætter gangsterne ild til deres offers ædlere dele. Han hænger nøgen i en krog midt i dagligstuen, mens børnene sidder og kigger på.

Det er modbydeligt at overvære, men at dømme efter reaktionen hos pressekorpset i Cannes slet ikke så chokerende som scenen, hvor pigens puddelhund bliver kvalt.

Hvilket i dobbelt forstand er synd for hunden, for den kan dermed skyde en hvid pil efter Palm Dog, som en uofficiel jury uddeler hvert år i Cannes for den bedste hundepræstation. Vold mod hunde og ondskabsfuldheder tolereres nemlig ikke i Palm Dog-prisens univers.

Det bliver næppe heller til en rigtig Palm d’Or – altså Den Gyldne Palme – til Heli, selv om den er fremragende filmet og spillet. Den har samme knugende stemning som Brillante Mendozas Kinatay (som vandt instruktørprisen i Cannes i 2009), men den vil også gerne sige noget om maskulinitet og seksualitet, som man ikke rigtig kan blive klog på.

Præcis som hos en anden mexicansk instruktør, Carlos Reygadas, der er en slags mentor for Amat Escalante og har co-produceret Heli.