Carsten Jensen slår evigheden i stykker

Carsten Jensen er kendt som en velformuleret og passioneret kritiker, der foruden et populært forfatterskab har skrevet i de fleste af landets aviser.

Han har også i femten år været skribent for Filmmagasinet Ekko, og i det aktuelle nummer overrasker han med en hyldest til Arnold Schwarzenegger og voldelige b-film.

Forfatteren er ligesom sit muskuløse idol nu trådt foran kameraet. Carsten Jensen er omdrejningspunkt i dokumentaren Kunsten at slå evigheden i stykker, som i denne uge gik ind på andenpladsen på Ekko Shortlist.

Filmen er instrueret af 24-årige Adam Paaske, som til daglig studerer antropologi på Københavns Universitet. Han har siden de tidlige teenageår været fascineret af Carsten Jensen som et intellektuelt fyrtårn og holdt sig gerne længe oppe for at opleve debattøren i Deadline på DR2.

”Det er min far”
Deres første møde opstod tilfældigt. Adam Paaske gik i 2015-2016 på Den Europæiske Filmhøjskole, hvor han kom i snak med en af de andre elever.

”På hendes værelse hang en række fotografier over sengen. Et af dem var af Carsten Jensen, der stod på en strand i en regnjakke og så meget smilende og glad ud. Hun virkede ikke som typen, der var så stor fan af Carsten Jensen, at hun måtte have et billede af ham hængende, så jeg spurgte hvorfor, og hun svarede: ’Det er min far,’” fortæller Adam Paaske med et grin.

Højskoleeleven var Laura Dyhrcrone, som er blogger for Ekko og altså datter af Carsten Jensen.

”Jeg var starstruck og spurgte resten af ugen, om hun tog pis på mig. Men et par måneder efter kom han til Filmhøjskolen. Jeg havde været med til at instruere en film, hvor Laura spiller hovedrollen, og til aftensmaden har jeg sikkert været a pain in the ass.”

”Jeg møvede mig virkelig på for at komme til at sidde med de to og spise aftensmad, så jeg ødelagde nok deres dejlige gensyn. Jeg kunne slet ikke lade være med spørge, hvad han skrev på og tænkte om dit og dat.”

Til aftensmad
De fleste danskere kender nok Carsten Jensen som manden bag romanerne Vi, de druknede og Den første sten fra henholdsvis 2006 og 2015. Inden da havde han i 1997 vundet boghandlernes Gyldne Laurbær for rejseberetningen Jeg har set verden begynde.

Men det var forfatterens essaysamling Af en astmatisk kritikers bekendelser fra 1992, der gjorde Adam Paaske interesseret i at lave en film om Carsten Jensen.

Her skriver han om sit møde med litteraturen som barn og formulerer sætningen, som dokumentaren om ham har taget navn efter: ”Det var det, læsningen kunne give mig. Den slog evigheden i stykker.”

De ord havde Adam Paaske i baghovedet, da han i foråret 2018 hoppede op på cyklen for at køre hjem til Carsten Jensen, hvor der blev serveret aftensmad.

På vejen derhen fik han idéen til Kunsten at slå evigheden i stykker, og da han efter maden spurgte, var forfatteren med på at lave filmen.

Anti-autoritær
På lidt over en halv time kommer dokumentaren vidt omkring Carsten Jensen.

Hovedpersonen fortæller med sit karakteristiske nærvær og sin sproglige præcision personlige anekdoter, samtidig med at han reflekterer over dem. Han læser også op fra sine bøger tilsat billeder fra barndomsbyen Marstal og Afghanistan, hvor Vi, de druknede og Den første sten foregår.

Den røde tråd er Carsten Jensens poetiske evne mere end hans image som samfundsrevser.

”Det oprørske og anti-autoritære er en del af ham, og det var dér, min fascination af ham begyndte som teenager. Men jeg har villet lave et kunstnerportræt, ikke et portræt af en meningsdanner eller en politisk kommentator,” fortæller Adam Paaske.

”Derfor har jeg heller ikke medtaget, hvad han engang har sagt om for eksempel Dansk Folkeparti eller Anders Fogh Rasmussen. Det er Carsten Jensen som ordkunstner, jeg har villet skildre. I medierne fremstår han på en måde, som om han kun er polemisk, men han er mere end det, og jeg har altså villet skildre ham som romanforfatter, som fortæller”

Ordets kraft
Derfor valgte instruktøren en form, hvor ordene – ikke billederne – er i centrum. Det kan synes paradoksalt at underspille den visuelle del i en film, men for Adam Paaske virkede det som den bedste måde at indfange en ordkunstner.

”Når man har med en forfatter at gøre, må man tro på ordets suggestive kraft. For publikum kan danne sig de mest vidunderlige billeder ud fra ord, og Carsten er så god med ord, at det kan blive et helt eventyr i tilskuerens hjerne. En eksplosion af farver, tanker og sansninger,” siger Adam Paaske.

Hans yndlingsforfattere tæller også notabiliteter som franske Albert Camus, svenske Pär Lagerkvist og danske Ivan Malinowski. Men i en periode inden optagelserne af filmen fik Carsten Jensen lov til at fylde alt i den med egne ord små-monomane instruktørs verden.

”I tre-fire måneder læste jeg kun hans værker, der var ikke engang tid til aviser eller noget andet. Det var fuldkomment manisk, men alligevel kom jeg vist kun igennem omkring en tredjedel af forfatterskabet.”

Intenst benspænd
Adam Paaske har tidligere optrådt i Ekkos spalter, nemlig som skribenten bag et debatindlæg om Quentin Tarantinos brug af vold i sine film.

Instruktøren skriver også filmkritik og nævner både Jørgen Leth og Werner Herzog som inspirationskilder i forhold til at lave film, hvor man giver sin medvirkende tid til at tale.

Hans lille, men dedikerede hold på Kunsten at slå evigheden i stykker tæller tonemester Jonathan Franz Kaiser, komponist Mathilde Clara Nyegaard og Thomas Lassen, der har lavet filmens visuelle effekter.

Og så brugte Adam Paaske lang tid på at klippe filmen sammen med Olivia Jo Níce Glismann, selv om formen egentlig var på plads.

”Carsten og jeg gav os selv et benspænd om, at han ikke måtte fremføre den samme monolog to gange. Det var for at holde intensiteten, men betød også, at vi kunne nå meget på de få optagedage,” fortæller Adam Paaske.

”En monolog tager to-tre minutter, så jeg havde vel ti-femten tætskrevne sider med oplæg til monologer. De er alle lavet i én optagelse, og det vidner jo om hans sproglige intelligens og fortælleglæde.”