”Jeg er blevet en stærkere fortæller på Filmskolen”

Allerede før hun dimitterer som fiktionsinstruktør, har Charlotte Brodthagen været uhyre produktiv. 

Hun har haft fingrene i kortfilm, tv-serier og spillefilm med roller som instruktørassistent, indspilningsleder og b-fotograf. 

I 2012 debuterede hun som instruktør og manuskriptforfatter med Nedtællinger. Den blev nomineret for lyddesign og mandlig skuespiller (Jens Sætter-Lassen) ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014. 

Derefter lavede lejrturfilmen Sort sol og brordramaet Lau og Laudrup, der begge kan ses på Ekko Shortlist.

I 2017 blev hun optaget på Den Danske Filmskoles fiktionsinstruktørlinje. I afgangsfilmen Adjø slæber Nanna sin uhelbredeligt syge mor, Claudia, med til Vesterhavet. De skal opleve sort sol på den måske sidste mor/datter-tur. 

Men Nannas mor vil under ingen omstændigheder pylres om. Hun lader, som om alt er normalt, mens Nanna hungrer efter følelsesladede samtaler. 

– Hvorfor har du valgt netop at lave Adjø som din afgangsfilm? 

“Idéen til Adjø opstod, fordi jeg selv er pårørende til en mor, der har kræft. Da hun blev syg, begyndte jeg at lægge mærke til forskellige mekanismer, der opstår, når livet er sat på spidsen. I den situation er det sjældent, at vi har brug for de samme ting på samme tid.” 

”Det havde jeg lyst til at udforske. I filmen vil Nanna gerne skabe den perfekte sidste mor-datter tur. Og Claudia har i virkeligheden mere lyst til at have det normalt og at være mere end sin sygdom.” 

”Det kan jeg mærke personligt i min egen relation til min mor, hvis jeg en dag er vildt ked af, at hun er syg. Så kan det være svært for mig at dele det med hende, for jeg er bange for at gøre hende ked af det.” 

– Er det også derfor, du tænker, at det er en vigtig fortælling? 

”Jeg vil gerne starte en samtale om, hvilke nogle behov man har – og at de er forskellige!” 

”Da jeg startede med at lave Adjø, var min mission at bringe et budskab om, at det er vigtigt, at vi snakker om alle de hårde ting. Men som jeg arbejdede med filmen, og tiden gik med min egen relation, indså jeg, at målet ikke er, at vi skal snakke om alting hele tiden.” 

”Vi skal blive opmærksomme på, at vi har forskellige behov. Det skal vi rumme og give plads til. På samme tid handler Adjø også bare om en mor og en datter. Om hvor svært det kan være at være tæt på nogen, og at man alligevel ikke helt forstår hinanden.” 

– Tænker du på dig selv som kunstner, eller er du mere en filmhåndværker? 

”Jeg vil helst se mig selv som en kombination. Jeg lægger meget vægt på mit håndværk og har også gået op i at tilegne mig metoder på Filmskolen. Jeg er blevet skarpere til at fortælle historier på den måde, som jeg gerne vil fortælle dem på.” 

– Når du laver de her film, hvem er du så mest inspireret af? 

”Jeg har nok mest lyst til at fremhæve en som Noah Baumbach. Jeg kan virkelig godt lide den måde, han bruger akavet humor til at fortælle om nogle vildt menneskelige og svære ting. Om det så er kærligheden og at gå fra hinanden, eller om det er ligesom i The Squid and the Whale, der kredser om at vokse op og være i klemme.” 

”Vi står på skuldrene af, at der er blevet lavet film i rigtigt mange år, og det kan man måske godt se i mine film. Men jeg kan da godt lide at tænke, at det, jeg laver, har sit eget liv.” 

– Hvilket særpræg vil du gerne sætte på dansk film? 

”Jeg er meget optaget af følelser. Især følelser som ikke kun er én ting. Noget kan godt være både humoristisk og tragisk, forkert og skamfuldt. I Adjø kommer det for eksempel til udtryk ved, at Nanna er midt i en kæmpe sorg, men samtidig knokler hun også på med masser af stædighed.” 

”Det gør hun for eksempel i scenen om natten, hvor hun aer sin mor på afstand. For mig rummer den scene både en fornemmelse af ikke at kunne trænge igennem til en person, og så rummer den enormt meget kærlighed og sorg.” 

– Hvordan er du i dag fagligt og personligt sammenlignet med den, du var for fire år siden, da du blev optaget på Filmskolen? 

”Det er helt klart en ældre Charlotte, der er kommet ud på den anden side. Det er en Charlotte, som har udforsket og eksperimenteret og nørdet. Filmskolen har gjort mig til en meget stærkere fortæller.” 

”Til afgangsfilmen kan man ønske at arbejde sammen med nogle specifikke personer, men ellers bliver holdet nedsat i et rotationsprincip. Så kan det være, at man skal arbejde sammen med en fotograf, der har nogle andre æstetiske præferencer end én selv. Så gælder det om at finde ud af, hvad det rigtige er for filmen. Det er med til at videreudvikle ens filmsprog.” 

”På afgangsfilmen arbejdede jeg sammen med fotografen Philip Peng Rosenthal. Jeg sætter stor pris på totalbilleder, men jeg har haft svært ved at integrere dem i mine egne film. Det er jo ikke i totalbilledet, at man kan se enhver nuance i et ansigtsudtryk. Sammen med Philip undersøgte jeg, hvilke totalbilleder jeg godt kan lide, og hvilke vi kunne lave sammen til denne her film. Vi hjalp hinanden med at udvikle os.” 

– Hvad er dit bedste minde fra tiden på Filmskolen? 

”Da vi var færdige med at lave midtvejsfilmen, var jeg stolt af mig selv. Det er et format på 50 minutter, og det var fantastisk at prøve kræfter med at udfolde sig i et længere format, når man er rundet af at lave kortfilm.” 

”Det var også stort, da vi var færdige med evalueringerne på vores afgangsfilm. Jeg var den sidste, der blev evalueret. Jeg gik og ventede som et andet nervevrag. Da det hele var overstået, blev jeg så rørt, at jeg sad og græd. Jeg blev helt overvældet af følelsen af, at vi nu havde afleveret vores sidste film på Filmskolen.” 

”Vi har on and off været adskilt af corona i det sidste halvandet år af uddannelsen, og nu sidder vi her sammen og er kommet i mål. Det var et stort øjeblik.” 

– Hvordan har corona påvirket uddannelsesforløbet? 

”Ugen efter, vi fik fastlagt vores afgangshold, lukkede Danmark ned. Jeg var sindssygt bekymret for, om vi overhovedet kunne komme til at lave filmen. Varede det her kun to uger eller for evigt?” 

”Heldigvis for os var vi ved at udvikle filmene, så det var ikke lige inden, vi skulle optage det hele. Det var held i uheld. Vi endte med at have en lomme, så vi kunne optage i sensommeren og det tidlige efterår. Det var virkelig fantastisk.” 

– Har du et filmprojekt, som du skal til at kaste dig over, når alle klapsalverne har fortaget sig? 

”Det har jeg. Jeg er i gang med at udvikle noget, men jeg er ikke helt klar til at afsløre, hvad det er. Jeg kan fortælle, at det er en spillefilm.”