Christian Tafdrup får støtte til ny film
Skuespilleren Christian Tafdrup blev med biograf- og kritikersuccesen En frygtelig kvinde et af de hotteste instruktørnavne i dansk film.
Nu har Tafdrup fået produktionsstøtte på 9,5 millioner kroner af Det Danske Filminstitut. Pengene er bevilget af filmkonsulent Mikkel Munch-Fals og skal bruges til en film med titlen Benelux.
Ifølge en kortfattet synopsis på producenten Profile Pictures’ hjemmeside handler Benelux om en almindelig dansk familie, der på en ferie i Toscana bliver venner med en hollandsk familie.
Men da de besøger dem en weekend, er der noget, som virker helt forkert.
Det er en film, der lægger sig i krydsfeltet mellem absurd drama og gys. Instruktøren har tidligere beskrevet projektet som en satirisk gyserfilm og et forsøg på at lave en anderledes genrefilm.
”Vi vil helst ikke tale for meget om projektet. Vi knokler stadig med at få alle brikkerne til at falde på plads,” skriver Christian Tafdrup i en sms til Filmmagasinet Ekko.
Eksplosiv fremgang
Benelux er ligesom En frygtelig kvinde skrevet af brødrene Christian og Mads Tafdrup.
De fik første gang støtte til den kommende film i starten af 2018, mens den provokerende komedie om kampen mellem kønnene blev en overraskende succes i biografen med 188.145 solgte billetter.
Det var noget af en forbedring i forhold til de blot 1.400 billetter, som Tafdrups debutfilm – Forældre fra 2016 – solgte i biografen.
Dermed må der siges at være en del forventninger til Benelux, der ikke har nogen premieredato. Men Profile Pictures forventer den klar engang i 2020.
Christian Tafdrup sagde i 2018 til Filmmagasinet Ekko, at han stadig overvejede et projekt om kronprins Frederik, som TV 2 i sin tid trak sig fra, fordi man frygtede at fornærme kongehuset. Men det må øjensynligt vente lidt endnu.
Kommentarer