Christian Tafdrup: Tøffelheltens oprør

Det kommer måske til at knibe med julehyggen i de familier, som går ind og ser En frygtelig kvinde, der netop har haft premiere danske biografer.

Allerede inden filmens premiere er instruktør Christian Tafdrup blevet voldsomt kritiseret for filmen, hvor ungersvenden Rasmus (Anders Juul) oplever en groft manipulerende kvinde, da Marie (Amanda Collin) flytter ind hos ham.

Derfor har det været et stort pres for instruktøren at stå ved sin film.

”Folk prøver at gøre den mere pæn og tilforladelig, for ligesom i parforhold er det svært at holde fast i intentionerne. Men jeg ville ikke lave en sødsuppet livslektie-morale, som der tit er i film. Jeg ville lave en film baseret på en følelse, og der havde jeg brug for at gå hele vejen,” fortæller Christian Tafdrup, der sørgede for at holde fast i den oprindelige og kontroversielle idé.

”Jeg blev udfordret af folk på holdet, mig selv og nu journalister, så det var vigtigt at bevare titlen. For den peger lige præcis på det, jeg oprindelig ville: At kritisere kvinder, for der er nogle ting ved dem, som er fuldstændigt rædselsfulde.”

Provokerende manifest
Det er den meget skarptskårne kongstanke, som har fået kritikken – primært fra kvinder – til at hagle ned over En frygtelig kvinde. Men instruktøren mener, at de forargede er galt afmarcheret.

”Jeg synes faktisk ikke, at filmen er så kontroversiel. Det er reaktionen, der er kontroversiel,” siger Christian Tafdrup og fortsætter:

”Det er kontroversielt, at kønsdebatten er en sag, som kvinder har ret til at udtale sig om, mens mænd ikke har. Det forklejner en vigtig debat, som jeg er tilhænger af. Derfor går mænd rundt og er paranoide og tør ikke sige noget af frygt for at blive kørt over.”

”Det er sjovt, at folk bliver så provokeret – at jeg ikke kan sige noget satirisk om kvinder, mens kvinder gerne må sige noget generelt om mænd. Efter Weinstein-sagen er mænd de sidste to måneder blevet beskrevet som perverse og magtudøvende sexmonstre. Det er jeg ikke spor fornærmet over, men hvis jeg prøver at tage kampen op på mit køns vegne, så bliver jeg straks angrebet.”

Instruktøren vidste dog godt, at filmen – som han har skrevet med broren Mads Tafdrup – ville vække stærke reaktioner.

”Vores udgangspunkt var at gå linen ud og lave et provokerende manifest, som var totalt politisk ukorrekt,” siger Christian Tafdrup.

– Hidtil er det brovtende typer som Ole Bornedal og Christian Braad Thomsen, der har taget til genmæle i kønsdebatten. Du fremstår som en blød mand. Er din film tøffelheltens oprør?

”Ja, måske. Jeg ville give publikum en syngende lussing, men jeg sidder også i mine parforhold og siger: ’Jeg kan godt se, at det er mig, den er gal med,’” svarer 39-årige Christian Tafdrup med et grin og fortsætter:

”Det startede som en provokation og et manifest, som blev til en film, der er blevet mere nuanceret. Men jeg gik efter, at kønsbilledet skulle være stereotypt. Filmen er et komisk forstørrelsesglas mere end en psykologisk nuanceret skildring.”

En kvindes mørke
Christian Tafdrups modvilje mod den psykologiske forklaring får ham til at minde om en anden nordisk instruktør, Ruben Östlund, der rider på en bølge af succes med velfærdssamfundskritikken The Square.

”Min bror og jeg snakkede om En frygtelig kvinde som et antropologisk studie med dyrearter, som er repræsentanter for nogle køn. Vi droppede den dybereliggende psykologi og så på nogle almene strukturer, som man kan spejle sig i – som i Östlunds The Square. Det krævede mod at afstå fra dramaet,” fortæller Christian Tafdrup, der fik at vide, at filmen ikke kunne overleve andre steder end på Filminstituttets talentordning New Danish Screen og dets nye tiltag Skitsen, hvor der er friere rammer end på Konsulentordningen.

”Dér ville man tænke i klassisk dansk filmpsykologi og spørge, hvem filmens mand er. Så skulle vi have boret os ned i hans fortid, men jeg sigtede efter noget mere mytisk. Og jeg var nødt til at stå fast, for i hele den måde, vi laver film på herhjemme, er vi opdraget til at tænke i pladderhumanistiske baner,” fortsætter instruktøren.

”Faktisk er der kommet mange stereotyper i dansk film, fordi man har forsøgt at skildre noget psykologisk nuanceret.”

– Hvad for eksempel?

”Undskyld, men jeg synes, at Jagten er røvirriterende. Den er en konstruktion. Det interessante er temaet – heksejagten – men det er Hollywood’sk med den gode mand, der bliver udsat for uretfærdighed. Det er en fin film af mange grunde, men Mads Mikkelsens Lucas er ikke en karakter af kød og blod.”

”Min største anke i den forbindelse er faktisk den måde, som kvinder skildres på – også i kvalitetsfilm. Hun skal gå gravid rundt i en eller anden fed lejlighed og flæbe, mens den spændende mand går ud og pløkker folk i gaderne,” siger Christian Tafdrup.

”Jeg efterlyser komplekse kvindekarakterer, og det synes jeg, at Marie er i En frygtelig kvinde. Vi prøver at nå noget mørkere i kvinden end de fleste danske film. Det er problematisk, at man næsten ikke kan finde interessante kvindeskikkelser i danske film.”

Slutning med satansunge
Det er netop interessen for kvinder, der har drevet Tafdrup til at lave En frygtelig kvinde. Filmprojektet startede, da instruktørens bror Mads så hans gamle dagbøger, hvor Christian havde skrevet om sine forhold.

I dagbøgerne er diverse situationer fra parforhold udfoldet ned til mindste detalje. De har tjent som udgangspunkt fra filmen, som dog ikke er en 1:1-skildring af virkeligheden.

”Jeg tror, at kvinder har haft svært ved at være sammen med mig, fordi jeg faktisk er et rimelig almindeligt og dejligt menneske i et forhold. Jeg er ikke en stodder, men én, der faktisk vil dem, og det har de haft svært ved at håndtere,” siger Christian Tafdrup med et smil.

”Nogle af de kvinder var usikre, og derfor gjorde de en masse ondt for at teste mig. De ville se, om jeg kunne rumme det for derved at få et bevis på, at jeg elskede dem,” fortsætter Tafdrup og knytter an til filmen:

”Mange danske kvinder er på den måde kølige og ekstremt kontrollerede – og kontrollerende. I min film var det frygtelige nødt til at være der fra starten, for den kun varer halvanden time.”

– Kunne du ikke have gjort den længere og ladet det gå mere amok i deres forhold?

”Jo, men jeg var interesseret i den subtile terror. Hvis det skulle gå helt amok i Bergman-skænderier, ville det blive noget helt andet. Det er den ægteskabelige konflikt, men for mig handler filmen om kvindens elegante og udspekulerede manipulation, som er forklædt i noget tilforladeligt,” fortæller Christian Tafdrup og afslører filmens oprindelige slutning.

”Vi zoomede ind i maven på Marie, hvor der lå en lille satansunge, som var en pige. Det var jeg vildt forelsket i, men det fungerede slet ikke. Det var for Trier’sk. Så var det bedre at slutte åbent, hvor hun har suget livet ud af ham og sidder tilbage med et saligt smil.”

– Hvad er Maries motiv for hendes handlinger?

”Hun vil have hans sæd. Hun vil have et barn med en god mand. Da jeg gik på dates i midten af 30’erne, stank det langt væk af, at de kvinder skulle have et fucking barn,” siger instruktøren med et glimt i øjet.

”Marie vil også have kærligheden og er forelsket i ham, men hendes køn og usikkerhed forvandler forholdet til en slagmark.”

Politikens vanvittige hetz
På den ene side er Christian Tafdrup glad for, at En frygtelig kvinde kommer midt i #MeToo-debatten, hvor man kan snakke om andet end selve filmen. På den anden side ærgrer det ham, at filmen uvægerligt vil blive set i en bestemt optik.

”Min film bliver taget som gidsel i en vigtig debat, så jeg bliver nødt til at forholde mig til den. Men jeg har ikke tænkt mig at føre mandekamp eller blive beskrevet som anti-feminist – jeg er feminist på mange områder,” fortæller Christian Tafdrup.

”Så jeg er bange på filmens vegne for, at den bliver del af en kønsdebat, som forfladiger den. Mange kan ikke se, at det er en kompleks film om mænd og kvinder.”

– Er du selv bange for konsekvenserne ved at gå frem sådan her?

”Jeg er egentlig meget plaget af at være sød. Jeg vil gerne have, at andre skal kunne lide mig. Men der er noget i debatten, som har provokeret mig mere og mere. Det er ikke tilladt at være nuanceret og tage en mellemholdning. Det er for eksempel naivt og arrogant af Politiken at køre sådan en vanvittig hetz mod Zentropa, og jeg blev sur over, at man dømmer et andet menneske, Peter Aalbæk Jensen, uden at kende sammenhængen.”

– Men kan du forstå, hvis nogle har følt sig krænket af Peter Aalbæk?

”Det er uden for enhver diskussion, at magtanvendelse på arbejdspladsen ikke skal finde sted. Men det bliver taget ud af en sammenhæng, som der også er en anden side af. Der er forskel på Weinstein og Aalbæk. Det tror jeg, at alle kan blive enige om, men lige nu er der ingen grænser, og alle skal have den samme afstraffelse.”