Kunsten at fylde et hul i stuen

Hullet i jorden er titlen på en herostratisk berømt julekalender fra 1980 af Poul og Nulle. 41 år senere har vi i den danske tv- og filmbranche fået et nyt magisk hul, denne gang i et stuegulv. 

Vi taler om den mest mystiske af Filmskolens afgangsfilm, ja, lad os da bare vove et øje og kalde Hullet for årets mest mærkværdige kortfilm. 

Den er instrueret af Christoffer Evan Ansel, der startede i branchen som skuespiller og havde en pen med i Ekko Shortlist-kortfilmen Pussy. 

Det famøse hul opstår i stuen i far Frank og hans søn Elias’ hjem, der ligger langt ude på bøhlandet. Hver morgen er hullet tomt, og så fylder far og søn det med jord 

Sådan går livet i ring, dag efter dag. 

Frank er tilfreds, men Elias begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres bizarre livsstil. Hvorfor skal de overhovedet fylde hullet? Frustrationen vokser og vokser, og snart må far og søn tage et opgør med hinanden. 

– Hvorfor har du valgt at lave Hullet som din afgangsfilm? 

”Et magisk hul, der bliver ved med at dukke op lige meget, hvor mange gange man fylder det, er konceptuelt spændende. Der er også noget interessant ved at kaste en far og en søn ud i en Sisyfos-lignende situation, hvor de kan blive lodret uenige om noget så abstrakt som det hul.” 

”Endelig giver idéen plads til fortolkning. Vi gik efter at lave en film, hvor man ikke direkte får at vide, hvad det hele i virkeligheden handler om.” 

”Der er selvfølgelig en overordnet historie om far-søn-forholdet og den frigørelse, som er i gang. Men det er op til tilskuerne at fortolke betydningen af hullet og bruge deres egne erfaringer.” 

– Hvorfor er fortællingen om hullet vigtig? 

”For mig handler det om retten til at træffe sine egne valg og om at bryde ud af de normer, vi er født ind i og underlagt. Hvis det, som normerne siger, er det rigtige for dig, skal du selvfølgelig følge dem. Men friheden til selv at vælge er afgørende.” 

– Tænker du på dig selv som håndværker eller kunstner? 

”Jeg tænker jo nok på mig selv som kunstner, selv om det føles lidt højrøvet at sige. Noget inde i mig selv siger: ’Ej, det må du ikke sige,’ men det gør jeg nok alligevel. Fanden tag janteloven.” 

– Har du en særlig instruktør eller film, som du er inspireret af? 

”Det skifter lidt hele tiden, men der er selvfølgelig nogle, der går igen. Amerikaneren Paul Thomas Anderson og græske Yorgos Lanthimos er nok de to, der fylder lige nu.” 

”Yorgos Lanthimos kan med værker som Dogtooth og The Lobster noget med sine universer og sin konceptuelle måde at lave historier på, som er virkelig spændende. Og så har han en helt unik tone.” 

”Paul Thomas Anderson (There Will Be Blood) synes jeg bare er den måske største filmskaber i vores tid. Der er ikke nogen, der kan lave scener som ham.” 

– Hvad vil du gerne tilføre dansk film? 

”Jeg vil gerne tage genkendelige og måske endda banale historier og løfte dem over i noget mere fantastisk eller magisk eller storslået.” 

– Hvordan har du udviklet dig over de her fire år på Filmskolen? 

”Ud over selvfølgelig at blive dygtigere rent filmsprogligt så føler jeg, at skolen har givet mig plads til at finde ud af, hvad for nogle film jeg gerne vil lave. Ikke kigge så meget på, hvad andre laver, men i stedet lytte til mig selv og finde min egen stemme. Jeg er ikke den samme person, som da jeg startede. Det håber jeg heller ikke, at jeg er!” 

– Hvad er dit bedste minde fra skolen? 

”Det, jeg husker mest, var at komme ind på skolen. Det var overraskende og virkede meget stort. Filmskolen er jo en eftertragtet institution, som mange drømmer om at komme ind på. Og det føltes helt surrealistisk at blive optaget.” 

”Nu føles det surrealistisk at gå ud. Jeg har jo brugt fire år af mit liv derude. Sådan skifter det jo hele tiden. De gode oplevelser har ligget meget tæt på de dårlige. Corona har selvfølgelig ikke været sjovt, men det tror jeg ikke, det har været for nogen.” 

– Hvordan har du oplevet corona-forløbet på Filmskolen? 

”Vi blev alle sendt hjem, mens vi var i gang med at arbejde på afgangsfilmene. Det har nærmest føltes, som om vi fik fjernet et helt år. Det der sidste år sammen, hvor vi ligesom skulle feste og så videre, har ikke rigtigt været der. Men den båd er vi jo alle sammen i.” 

– Arbejder du på et filmprojekt? 

”Ja, det har jeg, men det er ikke noget, som jeg er klar til at snakke om endnu. Det er stadigvæk under udvikling. Så kan det nå at blive alt muligt. Lige nu tænker jeg det som en spillefilm, men alt kan nå at ændre sig.”