Coen-brødrene i Cannes

Verdens mest prestigefyldte filmfestival står for døren, og for første gang nogensinde sidder to formænd for bordenden, når den bedste film i Cannes 2015 skal udpeges.

Det er nemlig umuligt at adskille ”The Two-headed Director”, som Coen-brødrene også kaldes.

Til at uddele priserne får de i juryen prominent hjælp af stjerner som Sienna Miller, Guillermo del Toro, Xavier Dolan og Jake Gyllenhaal.

Og det bliver ikke mindre prominent, når man gennemgår listen over, hvem der har chance for at hive Guldpalmen hjem: Jacques Audiard, Matteo Garrone, Todd Haynes, Gus van Sant, Paolo Sorrentino og Joachim Trier er alle med i kampen.

Joel og Ethan Coen må vide, hvordan en prisvinder på Cannes tager sig ud. Otte af deres film har været i konkurrence på festivalen, flere gange med priser til følge.

Vi gennemgår her, hvordan det er gået med brødrenes film i det sydfranske.

1991: Barton Fink

Coen-brødrenes anden film, komedien Raising Arizona (hvor Nicolas Cage ligner tegnefilmsulven Wile E. Coyote), havde premiere på Cannes i 1987. Den blev vist uden for konkurrence, men Cannes-ledelsen var altså allerede dengang opmærksom på Joel og Ethans eksistens.

I 1991 sparkede brødene så den åbne dør ind med Barton Fink. Filmen er et eksempel på, hvad man senere har kunnet forvente af en Coen-film: en absurd-komisk fortælling om en personlig nedtur. John Turturro spiller titelrollen som den idealistiske forfatter, der løber panden mod en mur i Hollywood. Her forsøger han at skrive en film om en bryder på sit glohede, uhumske hotelværelse. På værelset ved siden af bor forsikringsmanden Charlie (John Goodman). Han er venlig. Lige indtil Fanden tager ved ham.

Roman Polanski var juryformand i 1991, og det var året, hvor Lars von Trier – der dystede med Europa – kaldte den polske instruktør for dværg. Coen-brødrene havde ikke noget at være sur på Polanski over. De ryddede bordet og vandt for bedste film, Joel for bedste instruktion og Tuturro for bedste skuespiller. Siden er reglerne lavet om, så Guldpalme-vinderen for bedste film ikke kan vinde andre priser.

Barton Fink står stadig som en af Coen-brødrenes allerbedste.

1994: Det store spring

Brødene gør ofte punktnedslag i tidsperioder fra det 20. århundrede i USA. Og de udforsker ofte historien gennem gamle genrer. Det store spring (The Hudsocker Proxy) er en hyldest til 30’erne og 40’ernes screwball-komedie, hvor knivskarp dialog skydes af sted og returneres som i stangtennis – ofte mellem mand og kvinde.

Tim Robbins spiller den troskyldige Norville Barnes, der i 1958 indsættes som direktør i et stort firma, fordi den kyniske Sidney (Paul Newman) spekulerer i en aktienedtur. Jennifer Jason Leigh er den speed-snakkende journalist, der forsøger at afsløre det hele. Men selvfølgelig falder hun for Norvilles naive udtryk.

Ganske utraditionelt fik brødrene hjælp til manuskriptet. Den senere Spider-Man-instruktør Sam Raimi var med til at udvikle historien om, hvordan Norville genopfinder hjulet med en hulahopring. Det store spring er en flot hyldest til fortiden Hollywood. Desværre savnes den særegne Coen’ske stil, der normalt gennemsyrer filmene. For en gangs skyld formår de ikke at gøre genren til deres egen.

Filmen åbnede Cannes-festivalen i 1994, hvor Clint Eastwood var juryformand. Men brødrene måtte rejse tomhændet tilbage over Atlanten. Og det er helt fair, at Guldpalmen gik til Tarantinos nyskabende Pulp Fiction.

1996: Fargo

To år senere var de tilbage i vanlig topform med kult-thrilleren Fargo. Blodet flyder ud over de sneklædte marker i det nordlige USA, mens vanvittige personer leverer uforlignelig komik. Og så indeholder Fargo den slags idiotisk udtænkte kidnapning, man også ser i The Big Lebowski.

Bilforhandleren Jerry Lundegaard (William H. Macy) er i pengeproblemer, så han hyrer to lurvede voldsforbryder (Steve Buscemi og Peter Stormare) til at kidnappe konen, så den rige svigerfar vil betale løsesum. Men selvfølgelig går det galt.

Politiet kommer på sporet af plottet, og Frances McDormand leverer karrierens bedste præstation som betjenten Marge Gunderson. Hun nærmest synger hver replik med sin rare Minnesota-dialekt, så det er umuligt ikke at elske hende.

Det lykkedes dog ikke Coen-brødrene at hjemtage prisen for bedste film endnu engang. Og juryen, med Francis Ford Coppola i spidsen, havde da også et yderst kompetent felt at vælge fra. Trier, David Cronenberg og Aki Kaurismäki dystede det år, og Mike Leigh vandt hovedprisen for Hemmeligheder og løgne.

Joel fik dog en pris. Endnu engang vandt han for bedste instruktør. Og dette var før, at brødrene delte instruktørtitlen mellem sig. Ethan står noteret som producer på Fargo. Filmen har siden kastet en anmelderrost spin off-serie af sig med samme navn.

2000: O Brother, Where Art Thou?

I 2000 fik Trier så sin hævn fra 1991, da Dancer in the Dark blev udråbt som bedste film foran blandt andre O Brother, Where Art Thou?

Der bliver ellers også sunget meget i Coen-brødrenes opdaterede udgave af Homers Odysseen. I 30’ernes Minnesota, midt under Den Store Depression, flygter tre fanger fra straffearbejde. De begiver sig ud på en eventyrlig, men farefuld rejse gennem staten. De bliver forført af sirener og indspiller det fantastiske nummer Man of Constant Sorrow hos en blind radiomand. John Goodman leverer igen en uforglemmelig birollepræstation som en flæsket udgave af den enøjede kyklop, der forsøger at narre de farende svende.

Filmen har et særligt sepia-farvet udseende, der skal give en fornemmelse af de hårde 30’ere. De mørke billeder fungerer fremragende i en scene, hvor de tre mænd fanges i et Ku Klux Klan-optog. Igen forenes det farlige med det komiske, da en undersætsig politiker, som fører kampagne med en dværg ved sin side, afsløres som medlem af klanen.

Men formand Luc Besson og resten af juryen, blandt andre Jonathan Demme, Jeremy Irons og Kristin Scott Thomas, gav ikke Coens odyssé nogen priser.

2001: The Man Who Wasn’t There

Året efter var brødene klar med en ny film. Denne gang var det en sort-hvid film noir med Billy Bob Thornton i hovedrollen som den kæderygende barber Ed Crane. Med hæs, dyb stemme leverer han filmen igennem en stemningssættende voice-over.

Som i mange andre Coen-film starter filmen med en håbløs plan om at afpresse nogen for penge. Vi er i 1949, og Ed vil investere i det helt nye fænomen: Dry cleaning. Han har bare ikke penge til det. Dem vil han få fra konens chef, som han ved konen har en affære med. Alt går galt, og Ed søger trøst hos teenageren Birdy (en ung Scarlett Johansson), der spiller klaver. Ed planlægger en fremtid som hendes manager, men som i den senere Inside Lleweyn Davis fortæller en gammel musiker, at Birdy ikke er talentfuld nok.

2001 var et usædvanligt godt år på Cannes. Norske Liv Ullmann var juryformand, og hun skulle blandt andre vælge mellem Hanekes Pianisten, David Lynch’ Mulholland Drive og Nanni Morettis Sønnens værelse.

Moretti vandt for bedste film, mens Joel og Lynch måtte dele instruktørprisen mellem sig. Haneke fik andenpladsen, juryens Grand Prix, mens Isabelle Huppert og Benoît Magimel vandt skuespillerpriserne for deres præstation i Pianisten.

2004: The Ladykillers

2004 var et skandaleår i Cannes. For blot anden gang i festivalens historie vandt en dokumentar prisen for bedste film (første gang var The Silent World i 1956). Juryen med Tarantino i spidsen blev beskyldt for at have truffet en politisk beslutning, da de gav Michael Moore Guldpalmen for den særdeles Bush-kritiske Fahrenheit 9/11.

Tarantino har siden holdt fast ved, at det var den bedste film, der vandt det år. Og ikke den, han var mest politisk enig med. Selvom man måske skulle tro, at Park Chan-wooks blodige Oldboy ville behage Tarantino mere. Coen-brødrene kan ikke klage over at blive forbigået til den ypperste pris dette år. De deltog med deres mest forglemmelige film, tyvekomedien The Ladykillers – en genindspilning af udgaven fra 1955.

I filmen overspiller de fleste, og der er ingen balance mellem det farlige og gakkede, det absurde og oprigtige, som i deres bedste film. Tom Hanks som storbryderen Goldthwaite Higginson Dorr ligner mere Frank Hvam som Satan i Casper & Mandrilaftalen end en rigtig slem fyr.

Alligevel hjemtog The Ladykillers en pris. Irma P. Hall leverer uden nævneværdig konkurrence filmens bedste præstation som Marva Munson, der huser de overgearede tyveknægte. Juryen faldt for præstationen og opfandt en særlig pris til Hall.

Filmen markerer i øvrigt et skifte i brødrenes partnerskab. Fra og med The Ladykillers står også Ethan angivet som instruktør.

2007: No Country for Old Men

Filmatiseringen af Cormac McCarthys roman indbragte brødrene en Oscar for bedste film. Men i Cannes var der ingen priser til No Country for Old Men. Engelske Stephen Frears jury valgte at tildele Guldpalmen til rumænske Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

Coen-brødrenes tolvte film er en mørk, snørklet og alligevel virtuost afviklet fortælling om kattens leg med musen.

Handlingen foregår i Texas i 1980, hvor sheriffen Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) har svært ved at forstå de nye tider. Jægeren Moss (Josh Brolin) snubler over en bunke narkopenge, som han tager med sig. Herefter er han på flugt fra Coen-universets mest afskyelige karakter, lejemorderen Chigurh. Han spilles af Javier Bardem, der med glat pagehår stavrer rundt med en boltpistol til kvæg som foretrukne våben. Som Two-Face fra Batman-tegneserierne ynder han at slå plat eller krone, hvis han er i tvivl om, hvorvidt én skal likvideres.

No Country for Old Men er indspillet i Marfa, Texas. En dag måtte brødrene udskyde optagelserne, da tyk, sort røg drev forbi settet. Ikke langt derfra var Paul Thomas Anderson nemlig ved at afprøve pyroteknik til There Will Be Blood. Ved Oscar-showet 2008 var det netop de to film, der duellerede om de største priser.

2013: Inside Llewyn Davis

Coen-brødrene har til dags dato lavet seksten spillefilm. Halvdelen har dystet i hovedkonkurrencen på Cannes. Det er imponerende, og det vidner ikke mindst om, at de har holdt et højt niveau i over tyve år.

For to år siden var de i Cannes med endnu et forrygende tidsportræt.

Vi er i New York i starten af 1960’erne, lige før folkmusikken får sit store gennembrud med Bob Dylan. Llewyn Davis (Oscar Isaac) er en omflakkende musiker, som har svært ved at slå igennem. Han optræder på den lokale klub, men formår kun at skrabe håndører sammen. Desuden har han gjort sin vens kæreste gravid og tabt en kat af syne i New Yorks menneskemængde. John Goodman brillerer endnu engang som den koleriske jazzmusiker Roland Turner, der på stoffer og med svedfedtet hår sender stikpiller af sted mod folkmusikken.

Steven Spielberg sad i spidsen for juryen i 2013. Den valgte helt fortjent at tildele Guldpalmen til Abdellatif Kechiches Adèles liv - kapitel 1 & 2. Coen-brødrenes musikalske nedturskomedie blev dog ikke forbigået. Joel og Ethan kunne rejse hjem med Grand Prix-prisen, og endnu engang blev det slået fast, at The Two-headed Director er umådeligt højt værdsat i Cannes.