Sex en gros: Da pornoen blev fri
Det ligner noget fra en Monty Python-sketch. En lille mand iklædt beige rullekravetrøje viser sin ligeledes farveløse og smårodede kælderbutik frem.
Manden er Vagn Guldborg – tidligere vinduespudser og illegal pornobladssælger. Men året er 1970, og porno har været lovligt i knap et år. Så nu står de førhen så forbudte magasiner frit fremme, Vagn er officiel pornoforhandler, og folk glider i en lind strøm ind og ud for at kigge på varerne. Det er nærmest en attraktion.
Men Vagn ærgrer sig lidt.
”Det er sgu nogle gange ved at være lidt trist at være så lovlig, når man før i tiden måtte gemme sig. Selv betjentene, der går ude på gaden, er begyndt at hilse på én. Sådan en pornoforretning, det er sgu, som om man sælger gryn og mælk og fløde.”
Fik frie tøjler
Sådan begynder dokumentarfilmen Sex en gros (1971), der fortæller, hvordan pornoen er blevet stueren, hevet op fra dynens klumrede mørke og frem i lyset.
I efteråret viste Nils Vest filmen i Huset under festivalen Golden Days. Nu får den en ”rigtig” repremiere, efter at den er blevet restaureret. Det sker 28. marts, og igen lægger Huset lærred til.
”Det bliver stadig brugt til at gennemse arkivoptagelser, der ikke er blevet digitaliseret,” fortæller han.
I 1970 var Nils Vest nyuddannet fra Den Danske Filmskole. Et af hans elevarbejder var En film om tatoveringer, den første dokumentar fra Filmskolen. Så meget vakte filmen opsigt, at den unge instruktør blev kontaktet af det nu hedengangne selskab Laterna Film.
”Mogens Skot-Hansen fra Laterna Film var vældigt begejstret for min film, og så spurgte han, hvad jeg havde lyst til at lave film om. Jeg sagde, at jeg gerne ville lave det om det nyligt fritstillede pornografi-miljø,” fortæller Nils Vest.
Nils Vest fik frie tøjler, så han gik i gang med at researche til sin kommende film.
På kryds og tværs
Nysgerrigheden kom af, at billedpornoen var blevet frigivet 30. maj 1969. Flere af Nils Vests venner og bekendte flirtede med miljøet – nogle af dem optræder i filmen – og som han siger med et smil på læben, så interesserer alle unge mennesker sig for seksualitet på en eller anden måde.
”Vi bollede temmelig meget på kryds og tværs. Så dem af vores venner, der gik ind og blev en del af pornomiljøet og begyndte at optræde, undskyldte sig ofte med, at de havde brug for nogle penge. Men det var da okay.”
”Der var ingen fordømmelse. Der var en følelse af, at nu følger vi vores lyster uden de store moralske hæmninger – så længe man ikke sårer nogen. Det er det vigtigste.”
Piger der nyder det
Nils Vest fortæller, at kvinderne var de sjoveste at snakke med.
”Der var mange af dem, der godt ville være deres seksuelle begær bekendt. Nogle af dem sagde: ’Jeg elsker at være med, bare at løbe rundt og være rigtigt liderlig og få penge for det! Jeg siger bare, jeg skal tjene nogle penge, men jeg nyder det!’”
Men Vest havde også en del spørgsmål på sinde. For fra at porno have været noget forbudt, der blev solgt under disken, var der pludselig fuldt drøn på, og der var liveshows med flere forestillinger per aften.
”Jeg var nok lidt politisk påvirket af, at man diskuterede, hvad der sker, når en ting pludselig bliver genstand for køb, salg og efterspørgsel,” siger Nils Vest og fortsætter:
”Seksualiteten blev underlagt købmandsmarkedet, men seksualitet er også noget, der nedbryder alle grænser og ikke kun indretter sig efter køb og salg. Hvordan indvirker det på de mennesker, som måske har haft en lidt skjult forretning, hvor det hele pludselig bliver totalt frit?”
”Det ville jeg gerne registrere, mens det stadig var helt nyt og friskt. Inden de store spillere for alvor kom på banen.”
Religiøs trance minder om orgasme
Trods de mange spørgsmål så undgår Nils Vest i filmen så vidt muligt at være journalisten, der spørger. Han vil bare vise de forskellige miljøer, som de er.
Så han tager på tur i hele landet.
Derfor er der blandt andet fynsk liveshow med et ægtepar, der inviterer folk indenfor i privaten om aftenen og laver show. Og et grænsesupermarked, der har alt i sexlegetøj.
”Jeg prøvede at lede efter folk, som var parate til at fortælle om, hvorfor de gjorde det. Det, der var sværest at komme ind på, var bøssemiljøerne. For det var virkelig ikke velset at være bøsse dengang. Det er måske også den scene, der – efter min mening – er den tyndeste i filmen. Hvis du kigger godt efter, kan du se, hvordan de prøver at vende sig væk fra kameraet. De står meget med ryggen til.”
Også noget så umiddelbart aparte i pornosammenhæng som Foreningen Unge Kristne har en plads i filmen.
”Det var, fordi de i den grad markerede sig som nogle, der gik imod pornografi. De råbte virkelig højt. Så tænkte jeg, at de skal da også med. Samtidig – det sagde jeg ikke højt – så minder det om orgasme, når de står og falder i trance,” griner Nils Vest og tilføjer:
”Men de fik forevist deres medvirken i filmen, da den var færdigklippet, og de godkendte det.”
Begyndende forråelse
Nogle af miljøskildringerne er tankevækkende. Selv om mange af personerne i de forskellige pornomiljøer virker meget uskyldige, så kan man allerede mærke den begyndende forråelse.
Mens en ung pige sidder og strikker (og ryger en ordentligt joint), fortæller hun, hvordan hun og hendes veninde laver lesbiske shows. Det er jo meget sjovt og nemme penge. Men hun reflekterer samtidig over, at det ikke er helt det samme at have sex med kæresten længere.
Og Bodil Joensen, kendt som ”Ornepigen Bodil”, illustrerer uden videre, hvordan hun og hendes hund Lassie har sex.
Det er voldsomt at se på, men det var ikke unormalt dengang. Først for et år siden blev dyresex ulovligt herhjemme. Men også derfor er Sex en gros så interessant et værk, fordi den fanger tidsånden på en helt særlig måde.
”Hvis man ikke får lavet en dokumentation af sin egen tid, så er den der lige pludselig ikke længere,” forklarer Nils Vest. ”Jeg redigerer med meget nænsom hånd og holder med vilje scenerne så lange som vidt muligt.”
”Jeg laver stadig små film, som fastholder øjeblikket. Som er unikke. Det kedeligste er efter min mening film, hvor man ikke kan se, hvornår de er lavet.”
Folk gik midtvejs
Desværre for Nils Vest kom Laterna Film i økonomisk bekneb, efter at en filmatisering af Kong Lear floppede. Derfor fandt selskabet sammen med udlejeren Henning Karmark fra ASA Film ud af, at de ville markedsføre Sex en gros som en pornofilm.
Faktisk var et af Nils Vests egne titelforslag ”Mennesker i systemet”, men den var ikke fræk nok til at lokke turister i biffen.
”Og måske heller ikke særligt opfindsom,” indrømmer han.
Den flotte, grafiske plakat af kunstneren Peter Wibroe blev fravalgt til fordel for en tegning af en bar dame og fokus udelukkende på de frække ting i filmen som ”intim massage”, ”animal model” og ”live show”.
Så filmen ramte det helt forkerte publikum.
”Den blev kaldt en kedelig pornofilm. En hel del gik midtvejs i filmen. Det var synd og skam …”
På den sorte liste
Efter Sex en gros lavede Nils Vest Zurp Ahtamn, en gakket kortfilm om et påstået orgasmebælte, som kan ses på Youtube, og Hvem skal med hvem?, en reportage fra optagelserne af en pornofilm.
Så han blev hurtigt kaldt ”pornoinstruktøren”. Som modsvar lavede han to film om Palæstina. De blev vældigt godt modtaget. Og så var han aktiv i teatergruppen Solvognen, som holdt til i Christiania.
Men et år efter premieren blev Et undertrykt folk har altid ret – om konflikten i Palæstina – angrebet af Det konservative Folkeparti med Gerda Møller i spidsen og suppleret af Arne Melchior fra Dansk Zionistforbund. Det kom Nils Vests karriere til at lide under.
”Kombinationen af porno, Palæstina, Christiania og Solvognen gjorde, at jeg i syv år var fuldstændigt sortlistet i filmverdenen. Jeg fik ikke svar på mine ansøgninger, når jeg sendte forslag til projekter til Statens Filmcentral eller til Danmarks Radio. Jeg var ude.”
”Heldigvis havde jeg gode arbejdsløshedsforsikringer, altså dagpenge. Og jeg fik en del skuespillerroller. Så jeg klarede mig. Det var først, da jeg lavede Af jord er du kommet, at jeg blev taget lidt til nåde igen,” siger Nils Vest.
Fotografen forlod branchen
Så let tog hans kameramand ikke på det.
Carsten Behrendt-Poulsen og Nils Vest gik sammen på Filmskolen, og Behrendt-Poulsen blev anset som den dygtigste unge fotograf på skolen. Men filmskolefolk blev set ned på i filmmiljøet, der stadig var domineret af mesterlærer-mentalitet.
”I har jo ikke lært håndværket ordentligt,” fik de at vide.
Også Carsten Behrendt-Poulsen blev hånligt kaldt pornofotograf. Det var medvirkende til, at han forlod branchen.
For ganske nylig har han skrevet til Nils Vest om deres film sammen.
”Jeg vil også sige, at Sex en gros tog på mig. Som dokumentarfilm var den udmærket, og jeg var klar over, at den ville udløse skandale. Skandale er en god ting, når man er en kunstner,” skrev han og fortsatte:
”Spørger du, om vi kunne have gjort det anderledes, er svaret nej. Som filmskoleelever var vi ligesom de første soldater, der gik i land på Omaha Beach. Vi skulle bane vejen for nogle andre.”
Taber hurtigt pusten
Sex en gros og de to andre film var tæt på ikke at overleve. Da Laterna Film gik konkurs, overtog Nordisk Film filmruller og negativer.
En dag fik Nils Vest et opkald fra en bekendt på Nordisk Film om, at de var kørt på forbrændingen. Kopier og negativer.
Men nogle eksemplarer har alligevel overlevet – Zurp Athamn fandt man bag en reol hos Camera Film, hvor den var gledet ned bagved! – og Nils Vest har brugt lang tid på at restaurere dem, så de igen fremstår klart og tydeligt.
”Pornografi er grænsebrydende, og at bryde grænser ned kan være vældigt befriende for den enkelte, men det er jo også vigtigt i kunst,” siger Nils Vest.
Pornografien tabte relativt hurtigt pusten i Danmark, fordi det blev kommercialiseret.
”Der kom mere konkurrence fra udlandet. Nyhedens interesse blev afkølet efterhånden, som der kom flere spillere på markedet,
for eksempel fra Holland og USA,” siger Nils Vest.
I dag er miljøet meget mere forrået, og man kan godt sidde med en fordom om, at pornoskuespillere bliver ødelagte af at faldbyde deres krop til pornoen. Men dengang blev ingen af Nils Vests venner suget ned af det.
”Dem, jeg kender, blev ikke hængende i pornomiljøet. Det var en blanding af nysgerrighed og lyst til at afprøve deres egen lyst, der fik dem ind i miljøet.”
Nils Vest
Født 1943 i København.
Uddannet som cand.polyt. i 1968.
Filmskolens instruktørlinje 1968-70.
Har skrevet manuskript, instrueret eller produceret mere end 60 dokumentar- og kortfilm.
Markerede sig i 70’erne med to dokumentarfilm, der tager palæstinenserne i forsvar.
Medlem af teatergruppen Solvognen 1973-80.
Siden 1982 bosiddende på Christiania.
Udvalgte film
Et rådhus til alvor og fest
2010
Arkitekten der blev væk – eller hvem var Eigtved?
2005
Himmelstigen
1997
Christiania, du har mit hjerte
1991
Af jord er du kommet – på sporet af en dansk husmand
1982
Et undertrykt folk har altid ret
1976
Palæstina – Danmark, samme kamp
1973
Hvem skal med hvem?
1971
Sex en gros
1971
Repremiere
Mandag den 28. marts er der repremiere på Sex en gros, Zurp Athamn og Hvem skal med hvem? i Husets biograf.
Kl. 19.00: Sex en gros og Zurp Athamn vises
Kl. 20.30: Q&A med instruktøren
Kl. 20.45: Hvem skal med hvem? vises
Læs mere om arrangementet.
Kommentarer