”Danmarks sønner er farligere end Paludan”

Mens Rasmus Bjerg som den højreradikale politiker Martin Nordahl har krævet alle fremmede ud af landet i Danmarks sønner, har Rasmus Paludan turneret Danmark tyndt med det samme budskab.

Det ender galt i filmen, og den samme frygt kan man sidde med, når partilederen for Stram Kurs, omgivet af en mindre politihær, overhælder Koranen med påstået sæd fra kristne mænd og sætter ild til helligskriftet for øjnene af rasende muslimer.

De seneste ugers politiske konfrontationer, hvor København eksploderede i optøjer og vold, har bragt Danmark nærmere det polariserede 2025-samfund, som Ulaa Salims debutspillefilm skildrer.

Men det har ikke fået Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen til at ændre sit syn på filmen. I en anmeldelse i Berlingske beskrev kulturordføreren Danmarks sønner som en propagandistisk fantasi, hvis paralleller mellem 30’ernes tyske nazisme og dagens danske højrenationalisme er helt hen i vejret.

”Jeg ser ingen nazister rende rundt i Danmarks gader og skyde syre i hovedet på folk, og jeg ser heller ingen nazistisk magtovertagelse nogen steder. Til gengæld ser vi en masse bøller med mellemøstlig baggrund, der løber rundt i gaderne,” siger Alex Ahrendtsen til Filmmagasinet Ekko.

Paludan står alene
Kulturordføreren fra Dansk Folkeparti mener, at Ulaa Salim forsvarer radikaliseringen blandt muslimer ved at give debattonen skylden.

”Det er meget bekymrende, for man skal bare gå over Øresund til Sverige, hvor man har lagt låg på al kritik. Man har ikke haft den åbne og frie debat, vi har i Danmark. Og hvad er der sket i Sverige? Der har været tusindvis af nazister – og ikke nok med det. Der har også været en del terroranslag.”

– Men den fremmedfjendske Martin Nordahl er vel ikke en urealistisk karakter, når en personage som Rasmus Paludan fører sig frem under stor mediebevågenhed?

”Rasmus Paludan har i flere år forgæves forsøgt at blive opstillingsberettiget til Folketinget, og når han holder sine demonstrationer, er han stort set alene. Der er ingen danskere, der bakker ham op. Tror du virkelig, at Paludan ligesom Martin Nordahl kan samle 50 procent af stemmerne i Danmark? Hvis man skal lave en fremtidsfilm, må man tage udgangspunkt i nogle tendenser, og jeg ser dem ikke. Tværtimod. Dansk Folkeparti går jo voldsomt tilbage. Så nej, postulatet om, at racistiske danskere skaber vreden … altså gudfader bevares, der er jo vrede muslimer overalt i verden.”

– Med tanke på urolighederne i København kan Ulaa Salim så ikke have ret i, at der er brug for en film med et humanistisk budskab, som samler danskerne?

”Jo, men det gør filmen ikke. Den er propaganda. Hverken historien eller karaktererne overrasker. De bliver bare ledt frem mod den endelige logik: Hvis vi ikke begår selvtægt og skyder politikere, vi ikke kan lide, så ender vi med i et nazistisk regime.”

”Det er forestilling, som har eksisteret siden 30’erne, så på en måde lever instruktøren og Filminstituttets konsulenter i fortiden. ’Hvis vi bare havde stoppet Hitler …’ – det er så klichéfyldt, så uoriginalt og samtidig så farligt, fordi ubefæstede sjæle kan lade sig inspirere. De findes især i disse år, hvor folk i muslimske og arabiske miljøer i København og andre steder er utilfredse med deres liv og leder efter en undskyldning for at skride til handling. Man kan sagtens forstille sig én blive forledt til at ville gøre noget, fordi filmen er utvetydig i sin endegyldige logik.”

– Det lyder nærmest, som om du er mere bekymret over Danmarks sønner end Rasmus Paludan?

”Ja, for film er et kraftfuldt medium, hvor man ved hjælp af billeder og musik kan skabe voldsomme følelser. Og den her film manipulerer ekstremt meget.”

– Men Rasmus Paludan skaber da også noget ganske kraftfuldt, når han for rullende kameraer brænder Koranen af?

”Ja, men han er ikke den første, der har gjort det, og det får han altså ikke 50 procent af stemmerne på. Det er også slemt, at filmen trækker tråde til Dansk Folkeparti ved at bruge citater i en bestemt sammenhæng. Det er klassikeren, som man møder i et venstreorienteret miljø: At DF bare er nogle nazister. Er vi ikke kommet videre efter 25 år?”

Ømskindede kunstnere
I Danmarks sønner er fronterne trukket hårdt op efter et islamisk terrorangreb på Nørreport Station. De radikale miljøer på begge sider af konflikten får tilgang og bliver mere og mere voldelige.

”I bund og grund tror jeg, at filmen handler mere om Ulaa Salim og den splittelse, som han føler. Han siger i et interview, at han har Irak stående på dansk og Danmark stående på arabisk på hver sin arm. Han er selv enormt splittet, og filmen bliver fortællingen om hans indre splittelse og vrede. Undertiden har instruktører ikke styr på sig selv, og så laver de en anden film, end de tror.”

– Ulaa Salim siger, at du bryder med den kunstneriske frihed og de demokratiske principper, når du forsøger at diktere en fiktionsfilms indhold. Har han ikke ret i det?

”Nej, det er helt hul i hovedet. Jeg blev bedt af Berlingske om at anmelde filmen, og jeg er ikke den eneste, der når frem til den analyse. Anmelderne i Information og avisen Danmark skriver det samme, og det gør Berlingskes kommentator Kristian Lindberg også. Bryder de så med demokratiske principper? Nej, det er alene, fordi Dansk Folkeparti er afsender af kritikken.”

– Men du nøjes jo ikke med at kritisere filmen. Du skriver, at det er en skændsel, at Filminstituttets konsulenter ikke har slået ned på propagandaen!

”Jeg siger, at Filminstituttet burde have hjulpet med at lave et bedre manuskript og en bedre film. De skal suverænt beslutte, hvem de støtter, men de skal kunne se farerne og svaghederne. Derfor er det lidt bekymrende, at der er så gammeldags et verdenssyn på Filminstituttet. Der er også en verden uden for Gothersgade.”

– Men det er vel sjældent, at politikere kritiserer Filminstituttet så konkret. Bryder du ikke med armslængdeprincippet?

”Jeg vil aldrig sige, at der er film eller instruktører, de ikke må støtte. Det er deres opgave. Men ligesom jeg hver dag står til ansvar for, hvad jeg går og laver, skal Filminstituttet også stå til ansvar for deres beslutninger. Der er en ømskindethed blandt mange kunstnere, og jeg synes, det er slattent og klynkende, at Ulaa Salim ikke turde tage debatten med mig i Radio24syv. Stå dog ved din film og tag det som en mand!”

– DF forsvarede ytringsfriheden meget stærkt i forbindelse med Muhammedtegningerne, men I synes ikke at være helt så optaget af Ulaa Salims ytringsfrihed?

”Hvordan begrænser jeg Ulaa Salims ytringsfrihed? Han har fået fem millioner af staten til at lave en film ...”

– Men den synes du jo ikke burde være lavet – i hvert fald ikke på den måde, den er blevet?

”Det er jeg jo ikke den eneste, der siger.”

– Det virker, som om I er for ytringsfriheden, når I er enige i budskabet, og imod ytringsfriheden, når I er uenige i budskabet?

”Det handler ikke om ytringsfrihed. Det handler om, at han har lavet en propagandafilm, og Filminstituttet kunne have hjulpet ham med at gøre den bedre. Og så kan filmen lokke ubefæstede sjæle til at gøre noget. Derfor er den farlig. Det synes jeg faktisk, at jeg har pligt til at sige som demokratisk valgt politiker. Jeg har kolleger, der går rundt med livvagter hver dag, og så bliver der lavet en film, som leger med den slags. Så bliver man altså bekymret.”

– Rasmus Paludan og Muhammedtegningerne leger vel også med ubefæstede sjæle?

”Det gør de. Rasmus Paludan er da ekstremt provokerende, og det var Muhammedtegningerne også for mange mennesker, men det har ikke noget med sagen at gøre.”

Ekstremt er blevet normalt
Ulaa Salim siger til Filmmagasinet Ekko, at han gerne stiller op til en debat med Alex Ahrendtsen.

”En lang række medier henvendte sig til mig på premieredagen efter Ahrendtsens anmeldelse. Jeg takkede nej, ikke bare til Radio24syv, men også til de andre medier, fordi det var vigtigt, at filmen kunne leve sit eget liv og ikke blev et debatindlæg,” siger Ulaa Salim.

– Har Alex Ahrendtsen ikke en pointe i, at din film kan friste svage sjæle til at slå politikere ihjel?

”Filmen opfordrer selvfølgelig ikke til selvtægt. Den viser, hvordan folk, der bliver drevet af frygt og had, kan føres på afveje. Når en film viser det værste, så er det ikke, fordi det værste skal ske.”

”Jeg er sikker på, at der vil komme terrorfilm, som Alex Ahrendtsen ikke vil have et problem med, fordi de bygger på ”os-mod-dem”-tankegangen. Det er jo netop den tankegang, jeg prøver at gøre op med. Jeg viser, hvordan det ekstreme er blevet normalt, og det bliver Ahrendtsen selv et eksempel på, når han mener, at en fiktionsfilm er farligere end et menneske som Rasmus Paludan, der vil lave et apartheid-lignende samfund.”

Claus Ladegaard, der er direktør på Det Danske Filminstitut, har også blankt afvist Alex Ahrendtsens kritik.

”Debat hører også med til filmkunsten. Vi har ikke for vane at censurere filmkunst, og det vil vi heller ikke gøre her,” siger Claus Ladegaard i Berlingske og afviser, at filmen skulle opfordre til selvtægt.

”Hvis det er Alex Ahrendtsens bekymring, så synes jeg, at Dansk Folkeparti skal have et forbud mod amerikanske film i Danmark. De har en meget voldsommere selvtægtkultur, der langt overgår, hvad man ser i dansk film.”

Danmarks sønner går stadig i biografen og har foreløbigt solgt 27.707 billetter.