Dansk bjørnekandidat!

Til lykke!

Klokken er et kvarter i elleve fredag formiddag, og danske Pernille Fischer Christensens film, En familie, i Berlinalens hovedkonkurrence er netop blevet vist.

Det er min faste sidemand, dr. Holger Mirek fra Berliner Morgenposts dommerpanel, der gratulerer mig med min landsmand. Som netop har fået store dele af publikum i Berlinale Palast til at sidde og snøfte højlydt.

Kort efter er det mit daglige frokostselskab, den indiske forfatter Kiran Nagarkar, der udtrykker sin mere end høflige respekt for Jesper Christensens præstation i filmens mandlige hovedrolle. Men som også strøer malurt i bægeret med sin skepsis over for historien og dens skildring af en tredobbelt hjernetumors forløb.

Bagermesteren
Kort fortalt er det historien om en familie, der gennem flere generationer har drevet bageri med stolte traditioner for kvalitet og kgl. leverancer til hoffet. En virksomhed, der trods familiens sammenhold trues af medlemmernes forskelligartede ambitioner. Som den kræftsyge far med anakronistisk bondestolthed og selvhævdelse forsøger at overtrumfe.

Ditte, der er fars pige og med stor autoritet spilles af Lene Maria Christensen, har sammen med kæresten Peter planlagt at flytte til New York for at realisere drømme af en helt anden art end dem, der ligger i mel, mælk og smør.

Men hun er også fars pige og svanger med hans traditionstunge principper. Som udløser konflikten mellem København og New York, familievirksomhedens fortsatte eksistens og drømmenes højtflyvende forjættelser.

Utrolig personinstruktør
Det kan lyde en kende trivielt. Men med Fischer Christensens fokus på kræfter, der rører sig i enhver familie, og den skæbne, der får dem til at gære over, er det en historie, der bør røre enhver.

Ikke mindst takket være det overbevisende spil af hovedpersonerne og instruktørens loyalitet og tålmodighed over for deres skiftende vægelsind og beslutsomhed. Og afsluttende resignation over for dødens beske faktum.

Sjældent er døden beskrevet så realistisk som i denne film. En film, som kun skæmmes af, at dialog og historie – skrevet af instruktøren selv sammen med Kim Fupz Aakeson – har en tendens til at ville betrygge sig i komik, der ikke klæder en alvorlig film.

”Christensen er en utrolig personinstruktør,” skriver fagbladet Screen i sin anmeldelse, ”især gruppescenerne fremkalder et klimaks af uformelt, indfølt intimitet. Frem for alle er Jesper Christensen fantastisk.”

Buhråb til Winterbottom
Måske så fantastisk, at det rækker til en sølvbjørn for bedste mandlige hovedrolle, som det noteres af det tyske nyhedsbureau dpa. Nyhedsbureauet finder også, at historien er ”velgørende stille fortalt”.

I modsætning til dagens anden screening, nemlig af Michael Winterbottoms med spænding imødesete remake, The Killer Inside Me, der – som nyhedsbureuet bemærker – blev pebet ud.

Det er en mere end almindelig modbydeligt æstetiserende pseudo-thriller om en psykopatisk politibetjent, der i en texansk lilleby begår en række brutale mord. Mordene vises tilsyneladende med mere fascination end klinisk afsky i lange sekvenser, selv om Winterbottom efter filmen hævdede, at han netop ville vække afsky ved en realistisk skildring.

Mig forekom filmen komplet karakterløs.

Uden idé. En film, der dvæler ved en psykopats ekstremt voldelige mangel på empati. Og så omtrent gør sig til hans medskyldige, når overgrebene kun fortsætter, fordi omgivelserne på latterligste vis fraskrives enhver evne til at lægge to og to sammen. Og pågribe galningen. Slutningen overgår det meste i idioti og hang til ild og blod.

Depardieu på slap line
The Killer Inside Me er pæne billeder af vold, der krydres med utallige sexscener. Helt modsat Benoît Delépine og Gustave Kervens franske komedie, der lukkede og slukkede Berlinalens hovedkonkurrence fredag eftermiddag.

Mammuth hedder deres film, og mammutten er Gérard Depardieu. Langt fra i hans livs rolle, men bare i én af umådeligt mange andre.

Man griner lidt her, småsover lidt der. Og kommer ikke ud over i den langhårede skuespillers karakter at se Obelix. En grynet film, der sender sin enfoldige hovedperson på motorcykel tilbage i hans forhistorie for at møde venner, elskere og elskerinder fra dengang.

Svundne tiders storhed
Men det gør den uden på nogen måde at overbevise om, at instruktørerne har villet noget med filmen. Andet end at præsentere svundne tiders storstjerne, Depardieu, i et lejlighedsvist samspil med Isabelle Adjani, der trods sine kvaliteter her reduceres til fastelavnsmasken af en levende død.
Med blod fra en motorcykelulykke, der tog livet af hende for længe siden.

Sådan har man hyppigt siddet på denne Berlinale og sværmet nostalgisk for en fortid, der trods lavere budgetter og ringere teknik syntes at ville filmen på dens egne præmisser. Som kunst og ikke som maskerade.