Nyhed
01. aug. 2022 | 16:25

Dansk debutfilm udtaget til stor festival

Foto | Mia Mai Dengsø Graabæk
Kort inden hun skal afgive sit nonneløfte, bliver Alma (Kristine Kujath Thorp) konfronteret med en mørk hemmelighed, der får hende til at vakle i troen på Gud.

To kvindelige stjerneskud er klar til et gennembrud med Den store stilhed, der er blevet udtaget til verdenspremiere på hæderkronet spansk filmfestival.

Af Nicki Bruun

Der var flot dansk deltagelse, da Venedig-festivalen for nylig afslørede årets program med både Lars von Trier og Nicolas Winding Refn på plakaten.

Men også en anden af verdens førende filmfestivaler har gjort plads til en dansk film.

Stortalentet Katrine Brocks’ spillefilmdebut Den store stilhed er blevet udtaget til sektionen for nye instruktører på festivalen San Sebastian.

Her vandt instruktør Tea Lindeburg og hovedrolleindehaver Flora Ofelia Hofmann Lindahl sidste år hver sin pris for det kritikerroste drama Du som er i himlen. Sidstnævnte bliver fremhævet som et af dansk films største skuespiltalenter i det aktuelle Ekko #91.

Katrine Brocks er på samme måde en af de mest lovende instruktører i dansk film. Hun vandt i 2021 en Robert for bedste kortfilm med Uden at blinke, der kan ses på Ekko Shortlist.

Den unge instruktør er glad og stolt over hæderen til filmen, udtaler hun i en pressemeddelelse fra distributøren Scanbox.

”Det er en stor ære. Jeg ser udtagelsen som en fejring af de store kollektive kræfter, som er lagt i tilblivelsen af filmen, og det at filmen nu får verdenspremiere på en så prestigefuld festival, er en drøm, som er gået i opfyldelse.”

Troen sat på prøve
I Den store stilhed har norske Kristine Kujath Thorp hovedrollen som unge Alma, der bor i et katolsk kloster og snart skal aflægge sit nonneløfte. Et besøg fra hendes bror – spillet af Elliott Crosset Hove – afslører en mørk hemmelighed, og hendes tro bliver sat på prøve.

Katrine Brocks og Kristine Kujath Thorp samarbejdede også i instruktørens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Under bølgerne, over skyerne, hvor skuespilleren står over for Frederikke Dahl Hansen i et venindedrama om psykisk sygdom.

Kristine Kujath Thorp var i 2020 nomineret som bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards, hvor filmen var i spil i fire andre kategorier og vandt prisen for bedste klipning.

Senest begejstrede den norskfødte, men i Danmark bosiddende skuespiller på forårets Cannes-festival, hvor hun kunne opleves i det sprælske komediedrama Syk pike.

San Sebastian-festivalen løber af stablen fra 16. til 24. september, og Den store stilhed får premiere i danske biografer den 12. januar næste år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko