Nyhed
23. sep. 2021 | 11:56 - Opdateret 24. sep. 2021 | 07:03

Debutfilm om livet med Jesus som forbillede

Foto | Åsmund Sollihøgda
Elliott Crosset Hove, Kristine Kujath Thorp, Katrine Brocks og Karen-Lise Mynster er klar til fra hver deres side af kameraet af forløse en debutfilm om tro og tvivl.

Instruktøren bag Ekko Shortlist-vinderen Under bølgerne, over skyerne er klar til at indtage dansk film med et drama, der er inspireret af hendes opvækst i et kristent bofællesskab.

Af Nicki Bruun

Katrine Brocks er et kendt navn på Ekko Shortlist.

Hendes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole – Under bølgerne, over skyerne – var nomineret til fem priser ved Ekko Shortlist Awards 2020, hvor den vandt for bedste klipning.

Nu starter instruktøren optagelserne til sin debutfilm Den store stilhed.

Den har stortalentet Kristine Kujath Thorp fra afgangsfilmen i hovedrollen som unge Alma, der gør klar til at aflægge nonneløftet. Men da hun bliver opsøgt af broren Erik (Elliott Crosset Hove), starter det en arvestrid, og hun begynder at vakle i troen.

”Jeg er vokset op i et kristent bofællesskab, og min oplevelse af at vokse op med Jesus som det ultimative forbillede er, at det sætter et tårnhøjt ideal for, hvad det vil sige at være ’god nok’ som menneske,” siger Katrine Brocks.

”Jeg er fascineret af den eksistentielle kamp mellem det fejlbarlige og det ufejlbarlige – synderen og helgenen. Det ufejlbarlige menneske er selvfølgelig en utopi, men med filmen vil jeg gerne undersøge det basale, menneskelige instinkt, der driver os mod at gemme vores mørkeste, grimmeste sider væk og dæmonisere andre for at holde vores egen sti ren.”

”At vi forsøger at klamre os til lyset og lede efter en højere sandhed, selv om vi ikke tør at se sandheden om os selv i øjnene.”

Skyld og tilgivelse
Instruktøren har skrevet manuskriptet sammen med Marianne Lentz, som hun også lavede den Odense-vindende kortfilm Uden at blinke med.

Lentz er ligeledes et kendt navn i Ekkos spalter. Hun skrev manuskriptet til Zinnini Elkingtons #MeToo-drama En flirt, der blev den store vinder ved Ekko Shortlist Awards i 2020.

Begge film har desuden vundet en Robert for bedste kortfilm.

De to kvinder udforsker i Den store stilhed emner som skyld og tilgivelse. Foruden talenterne Kristine Kujath Thorp og Elliott Crosset Hove i hovedrollerne som søskendeparret, medvirker Karen-Lise Mynster som Moder Miriam.

Den store stilhed har fået fem millioner kroner i produktionsstøtte ved Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen. Den produceres af nyopstartede Monolit Film ved Pernille Tornøe, der også producerede Brocks’ afgangsfilm.

Filmen forventes at få biografpremiere i 2022.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko