Dansk krimi-dokumentar til Toronto
2. november 2007 blev den 21-årige brite Meredith Kercher fundet brutalt myrdet i sin lejlighed i universitetsbyen Perugia i Norditalien. Hendes sambo Amanda Knox blev idømt 26 års fængsel for mordet.
Nu er Amanda Knox blevet hovedpersonen i en ny, dansk dokumentar, der fokuserer på, hvad der skete, i tiden efter at hun blev fængslet.
Dokumentaren Amanda Knox er blevet udtaget til Toronto Film Festival i september. Amerikanerne Rod Blackhurst og Brian McGinn har instrueret dokumentaren, der er produceret af Plus Pictures.
“Amanda Knox er en mordhistorie, der løber løbsk. Det handler om, hvor stor en betydning medierne kan have, og hvor meget folks interesse kan påvirke mediernes dækning,” fortæller producer Mette Heide, der har lavet prisvindende dokumentarer som Drømmen om en familie, The Queen of Verseilles og Rekordmanden.
Kommer på Netflix
Meredith Kercher blev dræbt med 40 knivstik, hvoraf et skar hendes hals over. Journalister og medier sugede til sig af kriminalsagen, der skabte forsider i både England og Italien.
Og måske var Amanda Knox slet ikke skyldig.
I 2011 blev Knox og Raffaele Sollecito frikendt for mordet. To år senere blev de fængslet igen, men endte med begge at blive frikendt på grund af manglende beviser.
Dokumentaren er blevet købt af streaming-giganten Netflix, hvor den vil kunne ses fra 30. september.
”Historien har international interesse, og Netflix’ involvering sikrer, at den når ud til et globalt publikum,” siger Mette Heide om valget af distributionsplatform.
Netflix har tidligere haft stor succes med serien Making a Murderer.
Kommentarer