Kåring
12. jan. 2023 | 10:57

Årets bedste: Danske dokumentarer

Foto | diverse
Danskere i alle aldre, ukrainske børnehjemsbørn og sågar den internationale kunstverden bliver behandlet i de danske dokumentarer, som sidste år begejstrede os mest.

Rørende autenticitet og hårdtslående journalistik, der har formet virkeligheden, mødes i skøn forening i de bedste danske dokumentarer fra 2022.

Af redaktionen

Ligesom vi i 2022 gik over til at lave en separat liste med årets bedste danske serier – som vi altid har på filmområdet – har vi også valgt at lave en artikel med vores bud på de fem bedste danske dokumentarer i det forgangne år.

Det burde vi nok have gjort for mange år siden.

Dansk dokumentarisme har nemlig længe været kendetegnet ved et verdensklasseniveau, og hvert år er værker af danske dokumentarister med i den internationale topliga.

Man kan dermed ikke kalde det en nådegave at fremhæve fem danske dokumentarer, ligesom vi har gjort det med udenlandske værker. Tværtimod er det faktisk en vanskelig øvelse at finde frem til de bedste.

Vi har udvalgt en blanding af film og tv-produktioner, som afspejler den mangfoldighed, der gør dansk dokumentarisme til en sprudlende størrelse. Filmfolkene kommer ofte ud i den store verden, men dykker også ned danske problemstillinger, som alle kan forholde sig til.

Se vores fem udvalgte herunder!
 

5. Herlufsholms hemmeligheder

Med en spilletid på blot 42 minutter formåede tilrettelæggerne Rikke Dyrberg og Bjarke Stender at sætte et enormt fingeraftryk på 2022 med deres tv-dokumentar Herlufsholms hemmeligheder.

Her oprulles en række chokerende afsløringer af, hvordan elitens børn behandler hinanden på den hæderkronede kostskole Herlufsholm. Det er skrap kost at være vidne til beretninger om alt fra korporlig afstraffelse til seksuelle overgreb.

TV 2-dokumentaren resulterede da også i, at rektor blev fyret, mens der blev igangsat en grundlæggende ændring af skolen.

Det er måske ikke stor filmkunst. Men ligesom sidste års MeToo: Sexisme bag skærmen har Herlufsholms hemmeligheder med sit sprængfarlige indhold defineret den samtale, som vi har haft – både privat og i medierne.

Dokumentaren har ændret virkeligheden takket været de modige medvirkende, der stod frem. Dét fortjener i sig selv hæder.

 

4. Mr. Graversen

Michael Graversen har gennem karrieren lavet glimrende dokumentarer som Ingenmandsland og Drømmen om Danmark. Men i sin seneste film finder han virkelig ind til noget rammende ved at tage af hovedstolen, som man siger.

Mr. Graversen er en personlig familiehistorie, der med sin skildring af forsoning er lige så gribende, som den er opløftende. Instruktøren genbesøger fortidens traume, hvor han som fireårig fik konstateret leukæmi.

Det splittede familien og satte en kile mellem forældrene. Moren satte alt ind på at være ved sønnens side, mens faren i afmagt begyndte at drikke og gik konkurs med sin herretøjsbutik Mr. Graversen.

39 år senere flytter Michael Graversen hjem til sine forældre for at konfrontere barndomstraumet.

Instruktøren finder ind til et lager af rå og upolerede følelser, når han forsøger at få forældrene til at lægge fortidens problemer bag sig. Det er en universel historie, som alle kan relatere sig til. Men gennem specifikke detaljer kommer filmen til at emme af stemning i det lille, midtjyske hjem.

På den måde formår Graversen at ophøje hverdagen til en nærmest episk fortælling om kærlighed og tilgivelse.

 

3. The Lost Leonardo

Kunstverdenen havner på den anden ende i Andreas Koefoeds dokumentar, der er nervepirrende som en thriller og lige så forførende som en veltalende kunstsvindler.

The Lost Leonardo er en hæsblæsende og ofte humoristisk jagt på sandheden om ægtheden af et Jesus-maleri af Leonardo da Vinci.

Salvator Mundi – som maleriet hedder – er som det dyreste af slagsen nogensinde blevet solgt for et svimlende milliardbeløb, men er det overhovedet ægte? Det undersøger den visuelt smukke film, som dog først og fremmest afdækker en branche fuld af helte og skurke.

Andreas Koefoed har udviklet sig voldsomt siden afgangsfilmen fra Den Danske Filmskole, Alberts vinter, der kan ses på Ekko Shortlist. Han blev uddannet fra skolens dokumentarlinje i 2009 og fik i 2014 fem stjerner i Ekkos spalter for sin åndeløst spændende dokumentar Våbensmuglingen, der handler om den danske våbensmugler Niels Holck.

Snart er den produktive instruktør igen aktuel i danske biografer med jazz-dokumentaren Music for Black Pigeons, som han har instrueret sammen med Jørgen Leth. Også den er et særdeles vindende bekendtskab, og Andreas Koefoed har stille og roligt kørt sig i stilling som en af dansk films dygtigste dokumentarister.

 

2. Det sidste ord

Mikael Bertelsen har for nylig haft premiere på sit tv-koncept All Exclusive, hvor han som medsammensvoren er andenviolin, når Casper Christensen har samtaler med en flok forskellige kendisser. Men det er et andet format, som giver Bertelsen andenpladsen på denne liste.

Det sidste ord er lige så genialt, som det er enkelt: en samtale med store personligheder, som først bliver vist efter deres død. Med den erkendelse in mente er det tanken, at de medvirkende skal åbne sig og dele ud af deres erfaringer fra et langt liv.

Bertelsen er kendt for at være en gudsbenådet ironiker, men ved mødet med døden lægger han ironien på hylden, selv om programmet bestemt ikke mangler varm humor.

TV 2-serien er indtil videre blevet vist i fire afsnit, der blev vist kort efter de medvirkendes død. Vi har anmeldt afsnittene med komponisten Bent Fabricius-Bjerre og politikeren Uffe Ellemann-Jensen særdeles begejstret. Siden har programmet taget rørende afsked med sangeren Povl Dissing og forfatteren Lise Nørgaard.

At bede et menneske om at omtale sig selv og sit liv i datid, er bizart grænsende til det morbide. Og det er da heller ikke altid, at Bertelsen har held med på dødens rand at få personen til at vise en overraskende side af sig selv og afsløre store hemmeligheder om sit liv.

Til gengæld resulterer blandingen af det højtidelige og jordbundne i smukke refleksioner og tankevækkende anekdoter. Hvad lægger vi vægt på i bagklogskabens ulideligt klare lys? Hvad har givet livet mening? Vi bliver ikke bare klogere på en anden person, men også på os selv. Det skaber nemlig en almenmenneskelig forbundethed at opleve, hvordan vi alle bliver ens, når det sidste ord er sagt.

 

1. A House Made of Splinters

Årets bedste danske dokumentar foregår ikke i Danmark, men på et børnehjem i det krigsplagede Ukraine. A House Made of Splinters er af et internationalt format, og Simon Lereng Wilmont har sammen med produktionsselskabet Final Cut for Real skabt en film, der borer sig ubarmhjertigt ind i hjertekulen.

Instruktøren har tidligere lavet The Distant Barking of Dogs, der senere fik den danske titel Olegs krig – en barndom i krigens skygge. Den foregår også i det østlige Ukraine, som mange år inden krigen var præget af kampe, hvorfor Wilmonts filmprojekter næsten kan kaldes humanitært arbejde.

A House Made of Splinters fik verdenspremiere før Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, men for de unge på det ukrainske børnehjem tæt på den russiske grænse har hverdagen længe været nådesløs.

Det skildres subtilt hjerteskærende med børnenes egne ord, der er mere præcise end voksne nogensinde ville kunne formulere dem. De er blevet hårde af et liv med fordrukne og ligeglade forældre, men alligevel går man fra filmen med et spirende håb om en bedre fremtid.

”Hatten af for Simon Lereng Wilmont og hans årvågne kamera, som han selv bærer. Med dårende smukke kompositioner og hudløs autenticitet indfanges de små detaljer, der fortæller et helt barnelivs historie,” skrev Ekkos anmelder, da A House Made of Splinters fik premiere på den amerikanske Sundance-festival.

Nu er dokumentaren gået videre i kampen om at lande en af de eftertragtede Oscar-nomineringer. Det ville være helt igennem fortjent, hvis det lykkedes holdet bag den funklende perle.

Kommentarer

Årets bedste

Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film. Siden 2011 har vi også kåret årets bedste tv-serier, og fra 2022 årets danske tv-serier.

Vi udpeger de bedste i dansk, amerikansk og ikke-amerikansk film samt tv-serier og dokumentarer i separate artikler.

De udvalgte film og serier har alle haft dansk premiere i det forløbne år

© Filmmagasinet Ekko