”Virkeligheden tager røven på dig”

På dokumentarfestivalen Cph:Dox kan danskerne fra 21. april opleve nogle af tidens mest spændende dokumentarfilm fra hele verden.

Det har taget adskillige år og mange arbejdstimers benhård knoklen at følge mennesker og dyr i deres liv. De største og mest afgørende begivenheder er nogle gange planlagt, men andre gange opstår de pludseligt.

Vi har snakket med tre filmskabere, som har kæmpet med hver deres udfordringer for at realisere den store filmdrøm.

Kig med kærlighed
Frigge Fri er kendt på Ekko Shortlist for Otgon, om en lille piges kamp for at uddanne sig til slangemenneske i Mongoliet. Nu debuterer hun med den lange dokumentar Klub Kranium, der på Cph:Dox vises under sin engelske titel Dark Blossom. Filmen skildrer tre unge goths fællesskab.

– Hvordan faldt du over historien og de her personer?

”Det startede faktisk med en stor fascination i forhold til, hvordan ungdommen bruger sociale medier. Og særligt hvordan de bruger Instagram som en slags åben dagbog til at udtrykke sig.”

”For tre år siden gik jeg i gang med at følge helt vildt mange forskellige unge i hele Danmark på sociale medier. Jeg havde en lang researchperiode for at finde frem til nogle, der virkelig brugte sociale medier som et slags vindue til at udtrykke noget.”

”Jeg stødte på filmens hovedperson Josephine, der havde en profil ved navn Girly Goth, og blev ramt af hendes rå vildskab, samtidig med at der var en længselsfuld ensomhed – eller måske nærmere kedsomhed – i mange af hendes billeder.”

”Jeg tog kontakt til hende og fandt ud af, at hun bor i den lille by Fjerritslev på Vendsyssel. Der er spændende kontrast i at være så udtryksfuld som Josephine og vokse op i en lille flække, hvor der ikke kan være mange, der ser ud som hende.”

– Hvad er din tanke med filmen?

”Jeg vil gerne vise, hvordan sociale medier kan bruges positivt til at finde et fællesskab. Josephine har fundet samhørighed på nettet gennem et goth-fælleskab. Her skal hun ikke hele tiden svare på spørgsmål om, hvorfor hun ser sådan ud. Det er rart at have et helle.”

– Hvordan har du undgået at skildre miljøet uden at gøre det eksotisk?

”Jeg har selv vokset op og følt mig uden for de store fællesskaber, så jeg har spejlet mig i Josephine. På den måde oplevede jeg Fjerritslev som mere eksotisk end hendes univers, som jeg kunne forstå. Jeg flyttede op til hende i lange perioder og kom virkelig i øjenhøjde med hendes gotiske trekløver.”

– Hvordan blev du del af det miljø?

”Forståeligt nok var der en barriere i det første møde. De unge har oplevet at blive holdt udenfor, så det er klart, at de undrede sig over, hvorfor jeg gik op i dem. Men jeg blev ret hurtigt lukket ind. De leger, fordi de godt kan lide at iscenesætte sig selv, og de har haft det fedt over, at jeg har haft lyst til at kigge på dem. De har været vant til at blive skulet til, men jeg har kigget med stor ømhed og kærlighed.”

– Hvilke fællesskaber har du selv indgået i?

”Jeg var sytten-atten år, da Ungdomshuset blev ryddet, og det var et vigtigt sted i min opvækst. Jeg voksede op i Husum, hvor håndbold var det fede, og det var jeg ikke en del af. Men i miljøet omkring Ungdomshuset fandt jeg ud af, at jeg kunne noget, og jeg var del af en alternativ bevægelse.”

”Mareridt, en af personerne i filmen, sagde på et tidspunkt, at det fede ved goth er, at det er en platform for ekstreme følelser. I musikken er teksterne fulde af smerte og kærlighed, og i det hele taget er følelserne virkelig uden på tøjet. Det kan både være et oprør og et kunstnerisk drive. Der er plads til det, og man må give den gas i den kultur.”

– Hvad har været den største udfordring ved at lave filmen?

”At filme tre gode venner, der bliver uvenner, var virkelig hårdt. Jeg blev meget knyttet til mine medvirkende, som ikke har mange venner at vælge imellem, så når det krakelerer, er det hårdt. Det går op for dig, at du ikke kan styre virkeligheden. Du kan skrive ansøgninger og forberede alt muligt, men virkeligheden tager røven på dig.”

– Hvorfor er det vigtigt at skildre mennesker, som er anderledes?

”Jeg håber, at filmen kan blive et solidarisk spejl. Som lille pige havde jeg et forbillede som Pippi, der stak ud og var sej. Men som teenager var der ikke mange, jeg kunne spejle mig i som outsider. Der bliver ikke lavet nok film, som hylder outsiderne. Det ikke-konforme Danmark mangler virkelig en stemme.”

Træd ind foran kameraet
Mads Hedegaard har instrueret Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden, som følger hovedpersonens forsøg på at slå en rekord ved at spille et arkadespil i 100 timer.

– Hvordan kom du i gang med filmen?

”Da jeg gik på Den Danske Filmskole i 2016, var en af teknikerne medejer af arkadebaren Bip Bip Bar. Jeg blev venner med ham, og han inviterede mig ned i arkaden, hvor jeg blev blæst omkuld af musikken, farverne og lydene. Han introducerede mig for stamgæsterne. Når man ser dem første gang, tænker man, at de er lidt sjove og skæve, men jeg faldt for dem og deres verdenssyn.”

”Jeg hørte, at en mand – Kim Köbke – planlagde et rekordforsøg. Det lød vanvittigt, og det var samtidig en god præmis for en film: En mand har et ekstremt mål – når han det eller ej? Dejligt enkelt. Og det hele gik op i en højere enhed, da jeg lærte personerne at kende. Vi havde mange af de samme interesser, så jeg fik stor lyst til at folde dem ud som mennesker i en film.”

– Hvornår tog du kameraet med?

”De første to gange havde jeg ikke et kamera med, men jeg kunne med det samme mærke, at her var noget, som kunne blive til en film. Det var et specielt og dragende univers. Tredje gang havde jeg et kamera med og filmede lidt.”

”Den enkle historie er bare en mand, der står foran en maskine i ekstremt mange timer. Jeg havde virkelig problemer med at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det filmisk. I starten havde jeg en idé om, at jeg skulle lave en meget ren cinéma vérité-film, hvor jeg bare var der og lod det udspille sig. Men dybest set er det jo bare mand foran en spillemaskine, og så er Kim tilmed ikke verdens største sludrechatol.”

”Men ved at drage mig selv ind og gøre mig til en karakter i filmen, kunne jeg blive publikums stedfortræder. Jeg valgte at lave en fortællerstemme, og så kunne jeg gå mere legende til det og fortælle om personerne.”

– Er der ikke en fare ved at træde foran kameraet som instruktør?

”Jeg køber ikke præmissen om, at dokumentarfilm kan blive for subjektive. Ligegyldig hvor meget man prøver at skjule sig, kan man ikke gemme sig som instruktør. Man kan være mere eller mindre skjult, men det føltes mest ærligt at sige til publikum: ’Jeg er også ny her, nu går vi på oplevelse sammen i den her verden, som de færreste kender noget til.’”

– Hvad har været din største udfordring?

”Det var fra start til slut en udfordring at finde ud af, hvordan man fortæller historien så spændende som muligt. Klipperen Mark Bukdahl har været en enorm kapacitet. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at filmen er så legende og sprudlende. Intet var dårlig smag, for mærkeligt eller noget andet. Man får en frihed til at gøre nogle ting i et arkade-univers, hvor der er gang i den.”

– Hvad håber du publikum får ud af filmen?

”At publikum lærer nogle umiddelbart spøjse typer at kende og opdager, at de er anderledes, end de troede. På den måde bliver man som tilskuer konfronteret med sine egne fordomme, ligesom man oplever værdien i fællesskabet. Vi har alle brug for et sted, hvor vi kan være os selv. Det kan være i en fodboldklub eller en arkadehal.”

Tålmodighed belønnes
Robin Petré har instrueret naturdokumentaren Fra det vilde hav, der fik verdenspremiere på Berlin-festivalen og handler om menneskers forsøg på at redde havdyr i nød.

– Hvor stammer din interesse for naturen fra?

”Jeg er født og opvokset på Mols, hvor der er et dejligt naturlandskab. Jeg har en intuitiv tilgang til naturen, som jeg på et tidspunkt begyndte at kombinere med dét at lave film. Jeg bliver enormt inspireret af naturen.”

”Så mit fokus på natur og miljø har ikke noget med buzz, trends eller tendenser at gøre. Det er noget, jeg ikke kan lade være med at lave. Klima var egentlig ikke mit udgangspunkt i Fra det vilde hav, men det kom til at fylde mere og mere. Da jeg gik rundt på kysten og fulgte et netværk af frivillige, der redder vilde havdyr, opdagede jeg, at dyrene især bliver reddet fra menneskeskabte problemer.”

– Hvad var udgangspunktet i starten?

”I researchfasen til det her projekt startede jeg med at udforske mellemartslig empati. Hvad driver en art som mennesket til at række ud og hjælpe et andet levende væsen? Det startede med det og endte på kysten i England, hvor frivillige prøver at redde dyr, der kæmper med klimastorme, plastik og alt sådan noget.”

”Det er selvfølgelig en lang rejse, men sådan kan jeg lide at arbejde. Jeg vælger ikke et emne for så at gå ud og prøve at underbygge det. Der er ikke nogen fastsat agenda, en film er en opdagelsesrejse.”

– Hvad var din største udfordring i arbejdet med filmen?

”Noget af det mest stressende var, at vi manglede en scene, da coronakrisen ramte. Det var en meget vigtig scene, men den var nærmest umulig, fordi det var undervisningen af et nyt hold frivillige, der skal lære at lave førstehjælp på dyr.”

”Vi skulle til England og filme dem. Første gang, vi tog afsted for at filme det, blev det aflyst på dagen. Og da vi skulle over igen, vidste vi ikke før på dagen, om vi overhovedet kunne flyve. Det var med corona i hælene, men til sidste lykkedes det at få scenen hjem.”

”Det krævede også stor tålmodighed at filme en stranding af et dyr. Det kan man ikke instruere sig til. Man er bare nødt til at vente uger og måneder på, at der skal ske noget.”

– Får man en slags intuition, eller er det bare at holde sig klar?

”Vi fulgte vejrudsigten, fordi der er et 1:1-forhold mellem vejret og strandede dyr. Hver gang en storm rammer, skyller der nogle sælunger i land med sår og andre problemer. På et tidspunkt ramte to kæmpestorme lige efter hinanden, og i nummer to strandede en hval, fordi den ikke havde kræfter til at stå imod længere. Det er tankevækkende, at vejret bliver værre og værre, for selvfølgelig påvirker det dyrene.”

– Var det frustrerende de dage, hvor der ikke skete noget?

”Jeg er ikke noget et specielt tålmodigt menneske, men når det gælder dyr, kan jeg bruge timer på at få det rigtige billede, hvor den gør noget sjovt. Jeg kan enormt godt lide at bruge tid med dyr.”

”I forhold til menneskene tog det noget tid at lære deres arbejde at kende. De frivillige kommer og går, og der er noget spændende i bevægelsen af mennesker, der mobiliserer sig og tager ansvar for naturen. Jo flere gange man står på stranden i sindssygt vejr og fryser i timer af gangen for at filme en redning, jo mere credit giver det hos de mennesker.”