Cph:Dox 2021
01. mar. 2021 | 22:06

Fra det vilde hav

Foto | Hansen & Pedersen
Det er svært ikke at falde for sælernes store, sørgmodige øjne, når de uforstående udsættes for menneskenes velmenende behandling.

Det danske Berlinale-håb er en velmenende, men stillestående dokumentar, der bringer publikum tæt på nødstedte havpattedyr.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

En flok frivillige og tilskuere står forsamlet på stranden og kigger mod det lille bur, hvor en sæl ligger med måsen til kameraet og rokker lidt utilpas med blikket stift og utålmodigt rettet mod havet. 

Inden længe bliver buret åbnet, og det store havpattedyr får sig møffet ubehjælpsomt, men begejstret ud af buret, hen ad sandet og ned i vandkanten. 

Hjem. 

Kameraet er helt i øjenhøjde med den elskelige, lille sælhund. Og det er en del af pointen i Robin Petrés debutfilm, dokumentaren Fra det vilde hav, der har verdenspremiere på årets Berlinale i sidekonkurrencen Generations. 

Filmen fører publikum tæt på dyreværnsorganisationer ved kysten i det nordlige Holland, Cornwall i Sydengland og kysten ud for Dublin i Irland. Her behandler ildsjæle og dyrlæger nødstedte sæler, strandede delfiner og tilsmudsede svaner. 

Men fokus er ikke på menneskene, der kommer og går uden at blive introduceret. Eller på de forskellige lande, hvis regnvejrsgrå kyststrækninger ligner hinanden til forveksling. Nej, dyrene og deres forskræmte oplevelse af menneskenes velmenende pleje er i centrum. 

Problemet er bare, at den ene sæl også ligner den anden til forveksling. Robin Petrés film er ofte nærværende, men sjældent engagerende. Billederne får lov at tale for sig selv – også når de ikke siger særlig meget. 

I en fem minutter lang scene bakser en dyrlæger sammen med en hjælper for at kunne undersøge en hvæsende sæls gummer. De stikker en plastikslange ned i halsen på sælen. Scenen præsenteres uden forklaring, om ikke uden kontekst: Mange sæler bliver syge af det plasticaffald, der forurener i havet. 

Der er en naturlig dramatik i optagelser af dyrevenner, som forsøger at holde liv i en døende sælunge, eller en obduktion af en ung delfin, hvis hud er gennemvævet af grimme ar, fordi den gang på gang har siddet fast i fiskeres net. 

Men det føles også som at skippe samtlige tekster på et akvarium for blot at kigge på fiskene. Man bliver langt klogere på dyrenes vilkår, da en frivillig på et tidspunkt fortæller, hvordan klimaforandringer presser havlivet med hyppigere og mere voldsomme storme. 

På en strand for at føre en strandet delfin tilbage i havet stiller en af de frivillige et væsentligt spørgsmål: For hvis skyld redder vi disse dyr? 

Det er sjældent et rent uheld, når store havpattedyr skyller i land. Det er syge og sårede dyr, der ikke altid står til at redde. Og trækker man dem blot tilbage ud i brændingen, stresser man dem blot unødigt i deres sidste timer. 

Sæler er ikke en truet dyreart. 

En af de frivillige fortæller om en arktisk blæresæl, der forvildede sig helt ned til marokkansk farvand, hvor den blev reddet og sendt til Portugal for at modtage pleje, derfra videre til Cornwall og endelig nordpå til Orkney-øerne, hvor den endelig blev sat fri. 

Den søgte omgående sydpå igen. Og så tænker man: Kunne de ressourcer være brugt på noget bedre? 

Det er umuligt ikke at falde pladask for nuttede sælunger, når de aser og maser og rykker rundt for at finde en behagelig position. Men naturen er også grusom, og frisatte sæler risikerer at smitte resten af bestanden med sygdomme, de har fået i fangenskab. 

Der er ingen tvivl om, at menneskeskabte klimaforandringer sætter havmiljøet under et alvorligt pres. Men den vinkel føles til tider som en indforstået baggrund, de løsrevne scener udspiller sig på. 

Nogle scener er stærke, andre føles som fyldstof, og fælles for dem alle er, at den kontant observerende æstetik – ét kamera og få klip – har svært ved at skabe en dynamik, der kan gøre dem levende. 

Fra det vilde hav savner fokus og fremdrift. Men sælerne er bedårende.

Kommentarer

Titel:
Fra det vilde hav

Land:
Danmark

År:
2021

Instruktør:
Robin Petré

Manuskript:
Robin Petré

Spilletid:
78 minutter

Premiere:
3. marts på Berlin-festivalen og 22. april på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko