Danske familiebilleder

En prominent socialpsykolog definerede for nogle år siden fire forskellige slags familier. Han indførte en forskel mellem på den ene side traditionelle og moderne familier — og på den anden side svage og stærke familier. Det førte til fire grundtyper: traditionelle stærke, traditionelle svage, moderne stærke og moderne svage.

Der er indtil flere forskelle på traditionelle og moderne familier. En traditionel familie er patriarkalsk. Det vil sige, at Fader har det sidste ord i alle de sager, han ikke har uddelegeret til Moder. Fader har også retten til at ændre hvert familiemedlems portefølje af opgaver ud fra, hvad han anser for mest passende.

En moderne familie er en forhandlingsfamilie. Det vil sige, at hvert familiemedlem har ret til at deltage i forhandlingerne om store og små spørgsmål: Hvor man skal bo, hvem der skal tage sig af hvilke arbejdsopgaver osv.  Muligvis har de voksne medlemmer af familien flere stemmer end børnene, men det vigtige er, at børnene har en vis indflydelse.

En traditionel familie bygger på, at hvert medlem har veldefinerede roller. Det er derfor, at en ægtemand i fuld alvor kan finde på at kalde sin hustru for "mor" — selv i sammenhænge, hvor hun ikke er nogens mor. En moderne familie bygger på, at hvert medlem skal kunne realisere sig selv. En traditionel familie rummer sin egen mening. En moderne familie er en kontrakt om sex, fælles økonomi og solidarisk selvrealisering. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Hvis kontrakten bliver brudt af den ene part, har den anden part både moralsk og juridisk ret til at ophæve kontrakten.

En stærk familie er en bæredygtig familie. Det vil sige en familie, der fungerer på en måde, så den er i stand til at fortsætte. En svag familie er en familie, der ikke er bæredygtig. Det vil sige en familie, der fungerer på en måde, så den undergraver sig selv og dermed går sin opløsning i møde.
    
Stærke og svage familier
Hovedparten af den skematik blev i 1998 skildret i en fremragende dokumentarisk tv-serie af Gitte Løkkegaard, Inge Bang Termansen og Vibeke Heide-Jørgensen, De kære familier. Serien krydsklippede mellem tre familier.

Den traditionelle, stærke: familien Bjerregaard i Rødekro. Den var præget af solidaritet og en fornemmelse af meningsfulde formål. Børnene skulle have en tryg og kærlig opvækst. De voksne skulle deltage i kristent menighedsarbejde og række det tilhørende værdisæt videre til børnene. Desuden spillede begrebet slægt (som er forbundet med begrebet familie, men ikke identisk med det), også en vigtig rolle. De voksne så sig selv i en midterposition. Det var en væsentlig opgave både at fastholde båndene tilbage til den ældre generation og frem til den unge generation.

Den familie havde to kontraster. På den ene side den ubegribeligt svage, traditionelle familien Prinds i Ribe. Dér fandt ikke nogen form for bevidst, værdimæssig prægning af børnene sted. Samtlige familiemedlemmer var stopfodrede — dels af junkfood, som satte et tydeligt præg på deres fysiske statur, dels af massekultur, som det var op til det enkelte medlem at uddrage en eller anden form for lære af.

Ud fra mit eget middelklassestandpunkt ville jeg betegne børnene i familien som på kanten af omsorgssvigt, og jeg syntes ikke, det var betryggende, at forældrene ernærede sig ved at være dagplejere. Serien efterlod det indtryk, at hvis det ikke havde været for familiens bedstemor, som var præget af stærke, traditionelle værdier, ville Ribe-familien være brudt totalt sammen.

På den anden side den moderne familien Wall-Gremstrup i Charlottenlund. Om den var stærk eller svag, syntes jeg ikke, var let at sige. Familien bestod af en underkuet ægtemand og en dominerende hustru. De havde begge karrierejob og havde avlet et projektbarn, som skulle drive familiens navn og anseelse til nye højder. Hvad man så i dokumentaren, var en evigt bossende kvinde, der ustandselig satte mand og barn i gang med projekter, der skulle hæve hendes anseelse blandt venner og kolleger.

Jeg ved ikke, om ægteparret blev skilt eller ej, men jeg ville ikke fortænke den arme mand i at finde sig en sød, buttet kone, der bare engang imellem ville se på ham med beundrende øjne og tænke, at hvad Fatter gør, er nu engang det bedste. Han fik virkelig ikke et ben til jorden, og det gjorde deres arme dreng heller ikke.

Farvel til slægten
Familien anses af de fleste voksne for at være et nøgleprojekt. Det er den "rigtige" måde at gøre tingene på, og derfor skal man ikke lægge alt for meget i forestillingerne om, at single-livsstilen vinder frem. Det gør den måske, betragtet som et råt faktum: Lidt over en tredjedel af alle voksne danskere lever alene.

Men der er flere ting, man skal tage i betragtning. For det første er en single-husstand ofte lig med et ældre menneske, der har en lang periode med familieliv bag sig. For det andet kan man ikke sige, at single-livsstilen vinder frem som en norm for yngre mennesker. Hvad enten det er rimeligt eller ej, er far og mor og børn den normativt rigtige måde at leve på. Mens singler på en eller anden måde er "defekte". Derfor vil singler under de gældende omstændigheder altid have det handicap, at deres livsform er "forkert". Nogle gange vil de opleve, det kun er omverdenen, der giver det indtryk. Andre gange kan det sætte sig indvendigt som selvbebrejdelser og nedsat selvværdsfølelse.

Lige så udsatte er skilsmissefamilier ikke. Det er almindeligt accepteret, at familieprojektet kan mislykkes, for eksempel hvis kontrakten bliver brudt. Og det anerkendes også, at man derpå kaster sig ud i projektet igen. Bare det gøres med en vis alvor og omtanke.

Den store ændring i familiens historie er den nedsatte betydning af begrebet "slægt". I samfund, hvor det er almindeligt, at familiernes økonomiske aktiver og sociale position gives videre ved arv, er slægten uhørt vigtig. Den slægtsorienterede måde at leve på har været fuldstændig normal praksis i Danmark på landet blandt godsejere og gårdmænd og i byerne blandt håndværkere og købmænd. Før det børsnoterede aktieselskab blev en almindelig ejerkonstruktion, var det også almindeligt med en udpræget slægtsorientering blandt industrialister. Det ses på Per Flys film Arven, der nøjagtig lige så godt kunne hedde Slægten.

Slægtsideologien er en kollektivistisk ideologi, som går ud på, at det enkelte individ må indordne sig under slægtens krav og behov. I verdenslitteraturen ser man slægtsideologiens forfald komme til udtryk på den tydeligste måde i Thomas Manns gennembrudsværk Buddenbrooks fra 1901. Her har Buddenbrook-købmændene gennem generationer heddet Johann til fornavn. Slægtens undergang indvarsles af et skifte i traditionen, hvor den sidste Johann døber sin førstefødte søn Thomas. Sandsynligvis fordi der hos den sidste Johann har indsneget sig den fejlopfattelse, at hans børn er selvstændige individer, som har et selvstændigt krav på selvrealisering og lykke. Desværre forplanter forestillingen sig til den ulyksalige Thomas, hvorefter han med sikker hånd styrer både slægten og dens virksomhed i afgrunden.

Slægtsideologien er nu stort set afviklet. Ingen orker at passe de gamle i slægten eller hjælpe deres søskende med børnepasning. Derfor må både gamle og børn henslæbe deres tilværelse på institutioner og glæde sig over den kvalitetstid, de kan få tilmålt af den ansvarshavende midtergeneration.

Hvad er almindeligt?
Det er kun sjældent, at kunst, der opfatter sig selv som seriøs, beskæftiger sig med, hvad der er almindeligt. Det har den mærkeligt nok tilfælles med moderne socialforskning.

Da erfaringen viser, at folk har en tilbøjelighed til at overvurdere udbredelsen af ting, de hører meget om, betyder det, at folk har en tilbøjelighed til at betragte det sjældne som almindeligt og det almindelige som sjældent. Ikke mindst hvis de har et stort forbrug af seriøs kunst og socialforskning, men også ellers. Langt de fleste tror for eksempel, at vold, mord og ulykker er betydeligt mere almindelige, end de faktisk er. Mens de måber, når man fortæller, at det absolut mest almindelige for et barn under atten er at bo sammen med begge sine biologiske forældre. Det er næsten fem gange så almindeligt som det næstmest normale: at bo sammen med sin fraskilte mor.

Når familien skildres i moderne dansk film, har det absolut ikke noget at gøre med, hvad der er almindeligt. Det kan man illustrere ved at rangordne nogle familie-relaterede elementer i nyere, danske film efter almindelighed (skema 1).

Opstillingen siger intet om filmenes kvalitet. Hvis jeg nu udnytter min fortrinsret som smagsdommer over for de samme film, fremkommer denne liste rangordnet efter kvalitet: Festen, Dømmen, Den eneste ene, Okay, Anklaget — og i en kategori langt under de øvrige: Far til fire — gi'r aldrig op. Det viser sig, at nummer først og nummer sidst på denne liste begge hører til i skemaets øverste halvdel, det vil sige blandt de film med de mindst almindelige problemstillinger. Den film, hvis familietema ifølge skemaet er mest almindeligt, er havnet så nogenlunde i midten af listen.

Der er naturligvis flere grunde til, at det går sådan. En films generelle vellykkethed skyldes meget mere end dens miljø og problemstilling. Det spiller en væsentlig rolle, hvor gode skuespillerne er, og der må man sige, at Festen har A-kæden inde hele kampen. Det spiller en rolle, at karaktererne fungerer overbevisende, og der scorer Festen igen højt. Desuden betyder det meget, at filmen omsætter sine egne eller genrens præmisser til virkelighed på en tilfredsstillende måde. Derfor kan en i virkeligheden ret smal film som Drømmen og et meget vellykket lystspil som Den eneste ene komme ret højt op på min liste.

Elsket for den, man er
Men det afgørende ligger et andet sted. Film får ikke nødvendigvis anmeldelser ud fra deres psykologiske kvaliteter. Til gengæld er det de psykologiske kvaliteter, der ofte giver dem et publikum. Man kan sige, at om noget er filmen en psykologisk kunstart, og filmenes miljø og karakterer er kun midler til at vise almene, psykologiske problemstillinger. Selv om de nye danske film ofte behandler nogle ret usædvanlige og marginale temaer, så viser det sig alligevel, at de rammer nogle helt centrale, menneskelige erfaringer (skema 2).

Skal man konkludere, hvordan moderne dansk film opfatter familien, kan man ikke nå frem til andet end, at familien fremstår som et fremragende sted at henlægge handlingen, hvis man har en plan om at udstille menneskets værste sider.

Er det fair? Svaret er: både-og. Familien har aldrig været tættere på at være et frivilligt arrangement, end den er i dag. Juridisk set er det pærelet at komme både ind i familielivet og ud af det igen. Det eneste problem er en formel, juridisk diskrimination mod fraskilte fædre, men i skrivende stund overvejer man at rette op på den helt åbenbare brist i vores lovværk.

Der lyder ingen moralske bebrejdelser mod mennesker, der bryder ud af deres familieliv, så længe de gør det på en ansvarlig måde. Og med hensyn til kvalifikationer er de fleste kvinder så godt uddannet, at de uden større problemer kan forsørge sig selv, hvis de med eller mod deres vilje forlader et parforhold.

Når familien har den tiltrækning, den har, beror det for det første på noget, der allerede har været nævnt: Familieliv er stadig den dag i dag normen for, hvordan et voksent menneske skal leve. Men dertil kommer, at den har nogle særdeles ægte og vigtige fordele. Når familier fungerer efter hensigten, er de for både børn og voksne en beskyttende havn, hvor man bliver elsket for, hvad man er, og ikke kun for, hvad man gør. Den er et sted, hvor man kan opleve så behagelige ting som loyalitet, solidaritet og anerkendelse. Derfor er familien stadig attraktiv.

På den anden side kan familien være et sted, hvor man kommer alt for tæt på hinanden. Ikke bare i den kriminelle forstand, mange moderne familiefilm beskriver, men i rent psykologisk forstand. Man kender hinanden for godt og har for lidt respekt for, at de enkelte medlemmer af familien er selvstændige væsener med selvstændige behov og ønsker, der ikke altid går op i en højere enhed med de øvrige familiemedlemmers. Så bliver familien til hårdt og beskidt arbejde — i modsætning til den moderne arbejdsplads, der stadig mere kommer til at ligne én stor familie.