Nyhed
25. jan. 2018 | 11:14

Filmfolk underskriver Time’s Up–manifest

Foto | Zentropa
Trine Dyrholm kæmper med sin hjerneskadede mand i Du forsvinder fra 2017. Nu har hun sammen med en lang række kolleger skrevet under på et manifest, der fordømmer sexchikane og overgreb.

Trine Dyrholm, Nikolaj Coster-Waldau og Ghita Nørby er blandt de over 1000 danske film- og teaterfolk, der vil gøre op med magtmisbrug og seksuelle krænkelser i branchen.

Af Patricia Smollerup

”Det er vores branche. Vores arbejdsplader. Vores fælles ansvar.”

Prominente danske filmfolk som Trine Dyrholm, Nikolaj Coster-Waldau og Ghita Nørby er blandt de over 1000 danske film- og teaterfolk, der har underskrevet et Time’s Up-manifest, som tager afstand fra sexchikane og -krænkelser i den danske film- og teaterbranche.

Manifestet er pt. underskrevet af mere en 1.100 kvinder og mænd, mens stadig flere kommer til.

Manifestet blev først formuleret i en Facebook-gruppe med over 1000 kvinder fra scenekunst- og filmbranchen. I manifestet står der, at ”underskriverne ønsker en ny kultur med nul-tolerance over for sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb i den danske film- og scenekunstbranche”.

De ønsker et opgør med tavshedskulturen og patriarkalske strukturer og vil skabe en kultur, hvor det er accepteret at sige fra, og hvor der bliver handlet med det samme, hvis krænkelser alligevel forekommer.

”Vi opfordrer til, at chefer og ledere på institutioner, skoler, teatre, produktionsselskaber og tv-stationer iværksætter tiltag, der vil sikre, at seksuelle krænkelser, overgreb, chikane, magtmisbrug og kønsdiskriminering ophører,” lyder det i manifestet, der er blevet sendt ud som en pressemeddelelse.

Afslutningsvis forpligter underskriverne sig på at reagere, når de er vidner til krænkelser og overgreb. Og de forpligter sig til at støtte ofrene.

Tiderne skifter
Hollywood befinder sig i disse dage i en opbrudstid.

Harvey Weinstein-skandalen udløste i oktober sidste år en lavine, som stadig rammer den ene magtfulde filmpersonlighed efter den anden og sætter fokus på strukturelle problemer med magtmisbrug, seksuelle krænkelser og manglede ligestilling i den amerikanske filmindustri.

I forbindelse med de nye strømninger er stærke Hollywood-kvinder som Reese Witherspoon, Tessa Thompson og Eva Longoria kommet på banen med Time’s Up-initiativet.

De har oprettet en fond, der støtter kvinder i sager om sexchikane og overgreb. Bevægelsen fik stjerner til at bære sort til Golden Globe-uddelingen, og flere Hollywood-kvinder holdt brandtaler ved den verdensomspændende demonstration Women’s March, som sætter fokus på kvinderettigheder.

Den danske pendant, Time’s Up-manifestet, er inspireret af den internationale bevægelse og kan desuden ses som en reaktion på godt 500 vidnesbyrd om seksuelle krænkelser og magtmisbrug begået i Danmark på branchens uddannelser og arbejdspladser.

Vidnesbyrdene blev sidste år delt i en hemmelig gruppe på Facebook for danske kvinder i film- og teaterbranchen og blev i december oplæst på teatret Edison i København.

Manifestet er underskrevet af unge filmskabere som Team Hurricane-instruktøren Annika Berg og Ekko Shortlist-vinderen Tone Ottilie samt veteraner inden for filmbranchen, deriblandt Pilou Asbæk og Sofie Gråbøl.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko