Danske talenter på stor festival
Stortalentet Lisa Jespersens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, September, var nomineret til to priser ved Ekko Shortlist Awards 2018.
Instruktøren har nu lavet sin spillefilmdebut Hvor kragerne vender, som har Rosalinde Mynster, Bodil Jørgensen og Jens Jørn Spottag på rollelisten.
Familiedramaet om den unge kunstner Laura, der rejser hjem på landet for at deltage i brorens bryllup, får premiere herhjemme 1. juli.
Filmen er ganske imponerende kommet med i det eftertragtede program hos Biografklub Danmark.
Men Hvor kragerne vender får meget snart verdenspremiere, og det sker i vores naboland Sverige, hvor filmfestivalen i Göteborg løber af stablen fra 29. januar til 8. februar.
Lisa Jespersen har skrevet manuskriptet sammen med Sara Isabella Jønsson. De to blev nomineret ved Ekko Shortlist Awards for September. Det samme gjorde Karen-Lise Mynster for sin hovedrolle i kortfilmen, men denne gang er det datteren Rosalinde Mynster, som indtager hovedrollen i makkerparrets film.
Hvor kragerne vender er produceret af filmselskabet Hyæne Film, hvis ene ejer – instruktøren Ulaa Salim – også viste sin debutfilm Danmarks sønner på den svenske festival.
På vej med debuter
På filmfestivalen i Göteborg bliver der også afholdt Nordic Film Lab, hvor fremadstormende, skandinaviske filmskabere kan mødes og udveksle erfaringer.
De sytten deltagere på årets festival tæller fem danskere, hvis navne vil være kendt for brugere af Ekko Shortlist.
Cecilie McNair stod med sin afgangsfilm fra Super16, lille a, bag film nummer 1000 på onlinehitlisten. Hun arbejder nu på spillefilmdebuten Baby Pyramid, der fortsætter kortfilmens tema om barnløshed.
McNair får på Nordic Film Lab selskab af instruktørkollegerne og landsmændene Nitesh Anjaan og Gabriel Bier Gislason. Anjaans afgangsfilm fra dokumentarlinjen på Filmskolen, Natbus, var nomineret for bedste lyddesign ved sidste års Ekko Shortlist Awards.
Cecilie McNair, Nitesh Anjaan og Gabriel Bier Gislason kommer alle til at spillefilmdebut med støtte fra talentordningen New Danish Screen på Det Danske Filminstitut.
Endelig er også de danske producere Charlotte Hjordt og Pernille Tornøe udvalgt til networking-forummet på Göteborg-festivalen.
De er begge uddannet på Den Danske Filmskole og har blandt andet produceret henholdsvis Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER og Under bølgerne, over skyerne, der begge var nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2020.
Kommentarer