Nekrolog
11. jan. 2016 | 12:59 - Opdateret 13. jan. 2016 | 14:22

David Bowie blev 69 år

Foto | Anthony B. Richmond
David Bowie spiller hovedrollen i Manden som kom ned på Jorden som et rumvæsen, der er på jorden for at hente vand til sin døende planet. Filmen har i løbet af årene fået lidt af en kultstatus og et godt renommé blandt især engelske kritikere.

Den højtelskede musiker, der havde en lille, men velanset karriere som filmskuespiller, er død af kræft.

Af Rasmus Kruse

Sangeren og musikeren David Bowie tabte i går længere tids kamp mod kræft og sov stille ind i en alder af 69 år.

David Robert Jones, som er den engelske musikers rigtige navn, slog igennem i 1969 med albummet Space Oddity, hvor nummeret med samme navn røg ind som nummer fem på den britiske hitliste.

Siden fulgte en lang og succesfuld karriere, som ifølge BBC har budt på omkring 140 millioner solgte albums.

Så sent som i fredags, hvor David Bowie fyldte 69 år, udkom hans album nummer 25, Blackstar, og fik meget flotte anmeldelser.

Som om det ikke var nok med en så imponerende musikalsk karriere, har multitalentet Bowie også haft en hæderlig karriere som skuespiller.

På trods af en forholdsvis lille mængde af film, som han har medvirket i gennem årene, har han alligevel været med i nogle ret så velansete.

Debut som rumvæsen
Han debuterede med en hovedrolle i Nicolas Roegs science fiction-drama Manden som kom ned på Jorden (1976), om det menneskelignende rumvæsen Thomas Jerome Newton, som kommer til jorden for at finde vand til sin døende planet.

Det fulgte han op i 1978 med det tyske drama Just a Gigolo, hvor han spiller en preussisk krigshelt, der efter Første Verdenskrig ser sig nødsaget til at blive gigolo til ensomme rige kvinder. Filmen er i dag mest husket for at være Marlene Dietrich’ sidste film.

Fem år senere havde han endnu en hovedrolle, da han spillede krigsfange i Anden Verdenskrigs-dramaet Merry Christmas Mr. Lawrence, som var nomineret til Guldpalmen på Cannes-festivalen.

Hans nok mest populære rolle på det store lærred kom i 1986, som Troldkongen Jareth i Jim Hensons fantasy-film Labyrinten, hvor han spiller over for en ung Jennifer Connelly.

Mindeværdige biroller
Selv om enkelte roller har været ret så store, er det i højere grad birollerne, at hans skuespilkarriere vil blive husket for.

Det er roller som Pontius Pilatus i Scorseses The Last Temptation of Christ (1988), FBI-agent i Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992), Andy Warhol i kunstnerportrættet Basquiat (1996) og som Nikola Tesla i Christopher Nolans tryllekunstner-thriller The Prestige fra 2006.

Det er ikke store skuespilpræstationer, men hans naturlige karisma skinnede altid igennem.

Instruktør-søn
Hvor David Bowie havde film som en sekundær levevej, så har hans søn, Duncan Jones, til gengæld kastet sig fuldt ud ind i branchen.

Han slog igennem som instruktør i 2009 med science fiction-dramaet Moon, som indbragte Jones en Bafta for bedste debut. I år er der premiere på hans nyeste film, fantasy-eventyret Warcraft, som er baseret på det populære computerspil af samme navn.

På Twitter bekræftede Duncan Jones den triste nyhed sammen med et billede af sig selv som lille dreng på skuldrende af sin nu afdøde far.

Trailer: Manden som kom ned på Jorden

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko