Kan AI bearbejde sorgen over de døde?

Ti er et magisk nummer. 

For Tarantino er det mængden af værker, han ynder at runde sin karriere af med. For Trier og Vinterberg er det antallet af kyskhedsløfter i Dogme 95-bevægelsen. 

For Ekko Shortlist Awards er det rund fødselsdag. Og for filmskaber David Metz er det nogenlunde antallet af år, der er gået, siden vi sidst har set en film fra ham. 

Den forrige In absintia var også ti år undervejs, før den havde premiere i 2013. Filmen indbragte året efter Sarah-Sofie Boussnina prisen for bedste kvindelige skuespiller ved den allerførste Ekko Shortlist Awards. 

Atter et årti skulle der gå, før den tålmodige instruktør havde premiere på en ny kortfilm. Og hvilken film! Sci-fri-dramaet Kazarians Pagt har internationale ambitioner, et tårnhøjt produktionsniveau og et tema om kunstig intelligens – AI – der ikke kunne være mere aktuelt.

Filmen er fortjent nomineret til fire priser – bedste fiktion, mandlig skuespiller (Anders Mossling), scenograf og musik – ved dette års Ekko Shortlist Awards, der finder sted i Bremen Teater den 17. november. 

Stadier af sorg
Videnskabsmanden Grigor Kazarian har gjort et enestående fund inden for den neurologiske forskning. Han har opdaget en teknologi til at overføre bevidstheden fra døde mennesker og omsætte den til kunstig intelligens. 

Trods det avancerede tema ønskede David Metz dog at lave en film drevet mere af karaktererne, end hvad der er tradition for i genren. 

”Science fiction kan have en tendens til at blive lidt forklaringstung og steril, hvis man går for meget ind i de tekniske detaljer,” forklarer instruktøren med henvisning til en scene, hvor Grigor præsenterer sin teknologi ved en neurovidenskabelig forelæsning. 

”Det var oprindeligt en meget længere scene, hvor han også talte om de transhumanes rettigheder og samarbejdet med den koreanske investor, Mr. Moon.” 

Men som instruktøren hurtigt fandt ud af, var det ikke nødvendigt at udpensle det aspekt for at fortælle det mest centrale i historien.

Mere end et forskningsmæssigt prestigeprojekt repræsenterer det teknologiske nybrud nemlig et håb for Grigor. Håbet om at blive genforenet med datteren, som han og konen mistede i et tragisk biluheld. 

Håbet om atter at kunne blive en familie. 

”Kernen i fortællingen er en mand, der går igennem de forskellige stadier af sorg. Og det ville sætte en følelsesmæssig stopklods for filmens momentum, hvis vi brugte mange kræfter på at opbygge selve universet,” forklarer instruktøren.

Barnet i sandkassen
I filmens sidste scene sidder Grigor og konen ude i haven sammen. Foran dem er apparatet, hvori hele datterens bevidsthed er lagret. 

Først her giver den intellektuelle og følelsesmæssigt afmålte hovedperson for alvor efter for den sorg, han alt for længe har fortrængt. 

”Når konen holder ham i hånden til sidst, er det, som om de kigger på deres barn i sandkassen. Det er en ny måde at leve på.” 

Det er naturligvis ikke første gang, at kunstig intelligens skildres på film og i serier. Blandt andet har sci-fi-serien Black Mirror kredset om emnet, men som David Metz pointerer, er det oftest ud fra et perspektiv, hvor teknologien er en trussel. 

”Jeg har gerne villet have, at min film ender med en form for håb. Det er stadig en trist historie, men for Grigor og hans kone er det her så den nye måde, de skal være forældre på.” 

Klippe på følelsen
David Metz har svært ved at sætte ord på, hvad selve idéen til filmen udspringer af. Men han vidste, at filmen skulle være båret af musik og klippe på følelsen. 

”Der skulle være en flydende overgang fra det ene stykke musik til det næste, og de skulle på en eller anden måde være i familie med hinanden.” 

”De afsløringer og erkendelser, personerne får henad vejen, når vi springer i tid og sted, spejler sig i hinanden og følges ad. Og gør det forhåbentligt mere naturligt at følge Grigors forskellige stadier af sorg.” 

Et stykke operamusik af en armensk komponist blev udgangspunktet for en af filmens mest signifikante scener – obduktionsscenen – som instruktøren selv mistænker for at være kimen til filmens raison d’etre. 

”Det inspirerede mig og gjorde, at hele scenen stod meget stærkt indprentet i min bevidsthed. Måske skabte jeg hele filmen omkring dét musikstykke.” 

I scenen følger vi med glidende kameraføring et bundt kablers vej fra en serverhal til en obduktionsstue, hvor Grigor udfører den bevidsthedsoverførsel, Mr. Moon har efterspurgt. På en briks ligger liget af en asiatisk kvinde med hjernen halvt blottet fra et åbent kranie, hvis data et lille apparat fanger med små sensorer. 

”Det er en sørgemarch, hvor vi følger ledninger, som er en symbolsk navlestreng til et nyt liv. Der var en masse ting, hvor man kunne lave noget visuelt interessant,” siger instruktøren. 

Han nævner en anden scene, hvor en mystisk hætteklædt mand står i mørket og stirrer på Grigor. 

”Det er meget symbolladet – som døden, der står i skyggerne. På den måde var der mange små, ufortalte historier, som jeg kunne lægge visuelt ind i forløbet.” 

Katastrofale drejninger
Kazarians Pagt er en på alle måder flot og gennemført kortfilm. Det dramatiske plot, der udfolder sig over en lille halv time, ville nemt kunne udfylde en spillefilm med et langt større budget. 

Der ville være rigeligt at brygge videre på. 

Det gælder eksempelvis kløften mellem Grigor og konen. For hende er mandens besættelse af at genskabe datterens bevidsthed unaturlig. Den står i vejen for at kunne bearbejde sorgen. Men for videnskabsmanden er det et helt naturligt ønske. 

”Da jeg skrev filmen i sin tid, arbejdede vi på at gøre det til en webserie, hvor denne kortfilm så ville have været første afsnit,” fortæller David Metz. 

”I det format havde det dramaturgisk set givet mening, hvis det hele gik ad helvedes til. Du ville nemt kunne gøre plottet mere katastrofalt ved, at datteren lider i sin nye eksistens. Eller ved at fremhæve, at det er uvirkeligt, når man er en kropløs eksistens,” siger instruktøren. 

”Det ville passe godt, hvis moren måske tog det et skridt videre. Hvis hun prøvede at finde en erstatningskrop til sin datter …” 

Efter afslag på en ansøgning om støtte fra Filminstituttets talentordning New Danish Screen blev Kazarians Pagt til det, vi i dag kender. Retrospektivt er instruktøren godt tilfreds med, at projektet mundede ud i en kortfilm. 

”Det gik op for mig, at jeg syntes, den her historie var bedre. At den slutter åbent og ikke dømmer Grigor.” 

Livets filmskole
Den autodidakte instruktør har fortalt, at han fik idéen til In absentia, da han blev smidt ud af gymnasiet. 

Filmen fik støtte af Filmværkstedet, der giver unge filmskabere uden uddannelse en chance for at producere en kortfilm. 

Også Kazarians Pagt har Filmværkstedet støttet. 

”Jeg kan ikke fremhæve Filmværkstedets nyligt afgåede leder Prami Larsen for meget. Han har støttet helhjertet op om mine projekter og været helt uvurderlig. Filmværkstedet og livet har tilsammen været en ret god filmskole for mig,” siger han.

Metz indrømmer dog, at hans vej ind i filmbranchen har været særpræget. 

”Jeg kommer nok lidt ind fra sidelinjen med mine projekter. Og hvis jeg på forhånd vidste, at det ville tage mig fire-fem år at lave en kortfilm, ville jeg nok overveje at starte en ny karriere.” 

”Men med den her film var de indre billeder, jeg havde, en meget stærk drivkraft. Den skulle bare laves.” 

Efter tre kortfilm har David Metz et par spillefilmprojekter i støbeskeen. De er ikke mindre ambitiøse end kortfilmene. 

”Den ene er en historisk film, som foregår i 1500-tallet under Syvårskrigen mellem Danmark og Sverige. Og så arbejder jeg på en kosmisk gyserfilm.” 

– Tror du, der går ti år mere, før vi ser dit næste projekt? 

”Det håber jeg ikke. Jeg har i hvert fald fået blod på tanden af den gode respons og de mange nomineringer, som Kazarians Pagt nu har fået.”