De gamle mænd i sumpen

Hans Petter Moland er et af de helt store navne i norsk film.

Han har lavet det stort opsatte, amerikansk-asiatiske flygtningedrama The Beautiful Country, som har både Nick Nolte og Tim Roth på rollelisten. Og sidste år lavede han det sorthumoristiske gangsterdrama En ganske rar mand, der vakte opsigt på Berlin-festivalen.

Hans Petter Moland er repræsenteret på dvd’en Funny Films of the North — produceret af Ekko i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner — med De beste går først, som er en kærlig satire over arbejderbevægelsen.

En gruppe gamle mænd, der synger Internationale og bruger anakronismer som ”solidaritet”, tager på skovvandring og ender med at sidde fast i den sump, de netop har hjulpet en ung kvinde op af. Og så er gode råd dyre, for den moderne kvinde ... hun er over alle bjerge.

De fleste bor i Kina
— Hans Petter Moland, hvordan kom du på idéen til De beste går først, og under hvilke omstændigheder blev den lavet?

”Den er med i en serie af kortfilm, der sammen udgør spillefilmen Folk flest bor i Kina, hvor ni forfattere hver især portrætterer et politisk parti. Alle film skulle i øvrigt involvere den Statoil-tank, der optræder i filmen.”

— Hvad var dine intentioner bag De beste går først?

”Det ved jeg ikke. Det er en af de hårdeste ting, jeg nogensinde har lavet. Jeg ville have den til at være sjov, men kortfilmformatet er meget udfordrende. Du kan nå at fortælle meget i løbet af ni minutter, og du kan bruge symboler på en måde, der ikke er tilladt i en spillefilm. Erlend (Loe, red.) har en fantastisk tone i sit sprog.”

”Faktisk var det vigtigste for mig at formidle hans stemme. Desuden ønskede jeg, at de gamle mænds tempo skulle diktere filmens tempo. I filmens åbningsindstilling ser man dem parkere og færdiggøre deres sang i bilen, før de kommer ud. Min klipper syntes, jeg var vanvittig, fordi jeg ønskede, at den indstilling skulle være så lang.”

— Er du inspireret af specifikke kunstnere eller værker?

”Alle med en klangfuld stemme er inspirerende. Forfattere, filmskabere, musikere - diskrete såvel som højtråbende. Ikke at de dermed inspirerer mig til at være enten det ene eller det andet. Det handler bare om at fornemme en andens kunstneriske stræben. At blive mindet om, hvor varieret den menneskelige oplevelse kan være. Jeg har dog et svagt punkt for en del amerikanske filmskabere fra 70’erne: Terrence Malick, Sidney Lumet, Martin Scorsese - og 20-30 andre.”

Gamle gutter
— Hvad var den største udfordring ved at lave filmen - kunstnerisk såvel som praktisk?

”Som jeg nævnte tidligere - at finde filmens stemme. Det var nu heller ikke nogen dans på roser at grave en gruppe gamle mænd ned i en eng i slutningen af oktober måned. Men de overlevede alle sammen og gjorde det fantastisk. Gad vide om en gruppe unge kunne klare det, som de gamle gutter var i stand til. Jeg tror, de ville have tigget og bedt om at blive sluppet fri.”

— På hvilken måde bruger du humor i De beste går først?

”Det handler om at få folk til at le. Filmens karakterer er ikke sjove, de er dødsens alvorlige og dedikerede til deres overbevisninger. Det er sjovt på en tragikomisk måde. Det tragiske er, at deres største dyd - solidaritet overfor andre mennesker - ikke bliver gengældt. Kvinden værdsætter de gamle mænd på en overfladisk og egoistisk måde, men hun glemmer totalt, at hun selv har en forpligtelse til at hjælpe andre. Det er sjovt, men det er endnu sjovere, at de gamle mænd ikke føler, at de er blevet udnyttet.”

Woody Allen i Lofoten
— Hvad kan man opnå med humor, som tragedien ikke er i stand til?

”Mange ting - eksempelvis ting, der ellers ville have været smagløse. Og at få folk til at grine er ikke det samme som at sige noget ubetydeligt. Eller har jeg misforstået noget?”

— Synes du, at der eksisterer en særlig, nordisk humor?

”Ja. Og nej. Vi er alle påvirket af de geografiske omstændigheder, vi befinder os i, og hvad der ellers er omkring os. Woody Allen ville ikke have været Woody Allen, hvis han var født i Lofoten (øgruppe i Norge, red.). Men vi hører ikke blot til en social gruppering eller et geografisk område, vi har alle en individuel stemme. Vi er det individ, vi nu engang er. Hvem vi er, afhænger af lokale omstændigheder, men vores indre landskaber er det mest afgørende. Erlend besidder en unik stemme, selv om han ikke skjuler, hvor han kommer fra.”

— Hvilken reaktion ønsker du at fremkalde hos publikum med De beste går først?

”Latter. Og måske en tristhed over livets utaknemmelighed. Livet er uretfærdigt. Vi kan grine og græde over det - eller begge dele.”

Drop kvalitetskontrol
— Hvad synes du om det endelige resultat?

”Jeg betragter det som den bedste Erlend Loe-film til dato. Og jeg så manuskriptet som en gave sendt fra himlen. Den var meget sjov at lave, og de penge, den genererede på festivaler verden over, holdt mig oven vande i mere end et år, mens jeg ventede på finansieringen til filmen The Beautiful Country. Jeg havde ikke regnet med at kunne leve af en kortfilm i et helt år.”

— Hvad har De beste går først betydet for dig personligt?

”Det mindede mig om, hvor sjovt det er at lave film. Det eneste, der pressede mig, var, at filmen skulle laves ordentligt. Det er selvfølgelig pres nok i sig selv, men den rigtige form for pres. Ofte forstyrrer andre elementer filmprocessen og ikke nødvendigvis på en konstruktiv måde.”

— Er du i gang med nogle nye projekter?

”En dokumentar om finansbobler. Og et par spillefilmprojekter, der endnu ikke er finansieret.”

— Hvad synes du om den nuværende tilstand i norsk film?

”De fleste film i denne verden opnår ikke succes, og norske film er ingen undtagelse. Men i det mindste laver vi film. Jeg synes, der er for meget politisk indblanding i norske film. Når der nu engang er så stor risiko ved at lave film, er det meningsløst at lave kvalitetskontrol, som om vi producerede biler eller byggede IKEA-møbler. Politikerne burde forsvare fiaskoerne såvel som at rose succeserne, da begge er produkter af et klima, hvor det uforudsigelige og det originale skal have lov at blomstre.”