Oscar: De politiske talers år

Der var reelt set kun ét øjeblik ved Oscar-showet natten til mandag, som vil blive husket i den bredere befolkning: John Legends sang Glory fra Selma greb alt og alle om hjertet med både smerte og historisk vingesus.

At det så var Birdman, der endte med at baske af sted med de helt tunge priser, er nok ikke noget, der vil skabe et stort ramaskrig.

Showet var præget af stor spredning i priserne, selvom det mest markante var, at anmelder-darlingen Boyhood kun modtog en enkelt pris, nemlig til Patricia Arquette for bedste kvindelige birolle.

At en så enestående og succesfuld film, både hvad prisuddelinger og anmeldelser angår, kun får én Oscar er en overraskelse (nogle ville sige skandale).

Ring til din mor!
Men egentlig er der ikke så meget at sige til det, for priserne afspejlede i flere henseenderne den ferskhed, der af og til sneg sig ind i showet anno 2015.

Der var på forhånd store forventninger til værten Neil Patrick Harris, som imidlertid åbnede meget forsigtigt. Harris (der er kendt for sin rolle som kvindecharmøren Barney Stinson i komedieserien How I Met Your Mother) brød allerede ud i sang i sin tredje linje, og hverken Anna Kendrick eller Jack Black, der akkompagnerede ham, kunne holde morsomhederne oppe.

Da syngeriet sluttede, forventede vi så den klassiske trash talk mod salens stjerner, men denne var desværre druknet i den ellers visuelt flot opsatte introsang, og således kom showet humpende i gang.

Men så indtog J. K. Simmons scenen. Skuespilleren vandt nemlig fuldt fortjent for sin birolle som ubarmhjertig musiklærer i Whiplash, og han brugte sin tale på at hylde sin kone og sine børn, som han opfordrede til at ringe mere til deres mor.

”Ring til jeres mor, alle sammen!” sagde Simmons derefter til såvel Oscar-sal som tv-seere og forklarede, at ingen var vilde med sms’er – der skal altså opkald til.

Polsk vinder skaber åndehul
Således opmuntret gik showet sødt og næstekærligt videre og nåede et højdepunkt, da polske Ida vandt for bedste fremmedsprogede film.

Her talte instruktør Pawel Pawlikowski om, hvordan hans stille, sort-hvide nonne-film var alt andet end den stemning, der de seneste dage var pisket op om Oscar-uddelingen.

Og det var tydeligt, at folk i salen pludselig trak vejret lettere et øjeblik, fordi der reelt set var én, som sagde det alle tænkte.

Det blev kun understeget af, at én af de Oscar-nominerede sange fra Lego filmen – et klodset eventyr kort efter gik på scenen og mest af alt mindede om et skolebal, hvor nogen har puttet ecstasy i sodavandene.

Legends sprøde stemme
En sang, der bragte noget ganske andet frem i salen, var Glory af John Legend fra Selma.

Her hulkede salen simpelthen til Legends sprøde stemme, og da prisen for bedste originale sang så kort efter gik til netop Selma, rejste alle sig (stadig grådkvalte) og gav uden sammenligning aftenens største bifald.

Det er sjældent, at det går til en sangpris (og Legends tale var da også god), men 2015 var nu heller ikke noget normalt Oscar-år.

For hvor ofte er det sket, at én af de store favoritter har modtaget én enkelt pris og ellers har måttet klappe ad de andre resten af aftenen?

Men overordnet set var der ikke en entydig vinder ved uddelingen, hvor de mest vindende nappede fire priser hver: Birdman og The Grand Budapest Hotel. Samtidig tog Whiplash tre statuetter. Blandt andet for bedste klipning, hvilket var en ret imponerende sejr.

Samfundets outsidere
Og så kom følelserne.

Patricia Arquette vandt nemlig Boyhood’s eneste pris, og selvom hun desværre ikke havde lagt talepapiret fra sig, som Tom Hanks ellers anbefaler i lækket instruktionsvideo, var den kærlighed, der flød imellem Boyhood-folkene efter annonceringen, dybt rørende.

Det samme var de ord Arquette hæftede på sin statuette, da årets bedste birolleskuespillerinde talte om ligeløn for kvinder over alt i det amerikanske samfund.

I samme dur gik der politik i den, da folkene bag Oscar-uddelingen fik taletid og fortalte, at film er ytringsfrihed frem for alt andet. Og adskillige prismodtagere benyttede deres taletid til at slå et politisk slag. Undertrykte sorte, mexicanske indvandrere, ALS-ramte, Edward Snowden, homoseksuelle og selvmordstruede var nogle af dem, vi blev mindet om, at vi skulle huske på.

Det politiske blev dog lagt til side, da en meget rørt Meryl Streep præsenterede de filmfolk, der er gået bort inden for det seneste år. Det var både modigt og meget værdigt gjort, inden de afdøde filmfolk blev hyldet på storskærmen. Heriblandt var Searching for Sugar Man-instruktør Malik Bendjelloul, som var svensk statsborger og på tragisk tog sit eget liv.

Harris i underhyler
Årets uddeling løftede sig i takt med værten. Neil Patrick Harris virkede til en start tynget af situationen, men han fik efterhånden bygget sig bedre op, blandt andet som tryllekunstner og med en fremragende parodi over Birdman og dets kameraføring, hvor Harris endte på scenen kun iført Frank Hvam-underdrenge.

Tryllekunsten gik ud på at, at værten under hele seancen havde gemt sine Oscar-forudsigelser i en forseglet kuffert, og først inden den sidste pris afslørede han, hvad der var i den – og ja, ”tryllekunstneren” havde forudset så mange detaljer ved showet, at der måtte ligge magi bag.

Dermed sejrede værten mod slutningen, og det samme må man sige om Birdman. For selvom Eddie Redmayne nappede statuetten foran forhåndsfavoritten Michael Keaton i bedste skuespiller-kategorien og efterfølgende måtte knappe sin smokingskjorte lidt op for at kunne få vejret, så var afslutningen af showet nærmest dedikeret til Birdman, hvis man altså lige ser bort fra bedste kvindelige hovedrolle.

Det bør man imidlertid ikke gøre, for prisen var muligvis aftenens mest fortjente – og forventede. Julianne Moore vandt for Alzheimer-dramaet Jeg er stadig Alice, og naturligvis åbnede den femdobbelte Oscar-nominerede med at nævne, at der ikke findes en ”bedste skuespillerinde”, når hun nu kunne se ud over de kvinder, hun var oppe imod.

Det var muligvis aftenens mest elegante kommentar, og Moore var både pigebegejstret og kisteglad hele vejen igennem sin ellers lidt for sikre tale.

Takker sin hund
Sikker var Alejandro González Iñárritu til gengæld ikke. Han var mere eller mindre urolig, da han modtog først manuskriptprisen (foran The Grand Budapest Hotel, hvilket virkelig var en overraskelse) og sidenhen instruktørprisen. Mest morsom var talen sammen med instruktørens andre manuskriptforfattere, hvor den ene af dem takkede sin hund.

Det stod i skærende kontrast til aftenens klart bedste tale, som ellers var en Oscar, der blev tildelt uddelingens nok mest flade film: The Imitation Game. Men netop her gik manuskriptforfatter på Graham Moore på scenen og modtog en Oscar for bedste manuskript baseret på andet forlæg.

Graham Moore talte om at føle sig anderledes som ung i en verden, hvor alle gerne vil rette ind. Han afslørede, at han havde forsøgt at tage livet af sig selv som teenager og satte på den måde The Imitation Game i perspektiv, fordi filmens virkelige hovedperson netop begik selvmord.

Kalkuleret hyldest
Med sådan en fortælling var det svært at komme helt op og støde over de sidste pristaler, hvor Birdman-instruktør Iñárritu imidlertid forsøgte at sætte fokus på mexicanske immigranter i USA.

Men det, de fleste sociale medier egentlig talte mest om, var popstjernen Lady Gagas optræden med temasangen fra The Sound of Music, som havde 50 års-jubilæum som Oscar-vinder i år. Hyldesten virkede imidlertid noget kalkuleret, og passede således ret godt til showet, hvor vinderfilmen Birdman nok er fremragende, men også handler om den nøjeregnende og stjerneinteresserede filmverden.

Netop det fokus havde Oscar-showet også i år, hvor den formidable Boyhood i den grad blev overset, men stadig leverede stor følsomhed i det øjeblik, den fik lov til at være i centrum.