Dag 2: De ydmygede

Cannes er ikke kun udsøgte film, der ser livets kompleksitet gennem kunstens besjælede prisme. Det er også stjerner, som smiler til de blitzende fotografer og kaster glans over festivalen.

Filosofien er, at kunsten og kassen ikke kan undvære hinanden, og det er jo utvivlsomt rigtigt, idet en festival både har brug for opmærksomhed og film, der berettiger opmærksomheden.

På festivalens anden dag sørgede den sympatiske superstjerne George Clooney for opmærksomheden.

Han var i charmerende storform på pressemødet, men Jodies Fosters Money Monster, som var anledning til stjernens visit, levede desværre ikke op til forventningerne – og filmen blev da også vist uden for konkurrence.

Gidseldrama for åben skærm
Money Monster starter ellers ganske lovende med en kvikt klippet sekvens, der indfanger den hektiske stemning, inden et tv-show går i luften.

Clooney spiller den overfladiske og selvoptagede tv-vært Lee Gates, som i programmet Money Monster blander tant og fjas med råd til seerne om aktiemarkedet, mens Julia Roberts har rollen som hans producer.

Da showet går i gang, trænger den unge buschauffør Kyle (Jack O’Connell) ind i studiet og tager med pistol og bombevest Lee som gidsel. Hans krav er, at den virksomhed, som han på Lees opfordring har investeret hele sin opsparing i, skal forklare, hvordan man over night har kunnet tabe 800 millioner dollars.

Hele Amerika kan følge begivenheden på skærmen, for Kyle kræver, at kameraerne skal forblive tændt – og senere fortsætter gidseldramaet minsandten gennem New Yorks gader, stadig for rullende kameraer.

Alibi for rigdom
Filmen skal nok ikke sætte næsen op efter en Oscar for suspension of disbelief, men selv hvis man giver afkald på et rimeligt forlangende om bare et minimum af sandsynlighed, skuffer filmen.

Den lægger nemlig op til, at vi får et satirisk blik på kapitalismens økonomiske system – a la The Big Short. Men det viser sig, at de 800 millioner dollars’ forsvinden bare skyldes banal svindel foretaget af en enkelt skurk.

Så kan vi jo alle sammen ånde lettet op.

Jodie Fosters film stiller sig ellers på den lille mands side, og hun kunne ikke til hovedrollen have fået en bedre skuespiller end Clooney, som giver Lee Gates et menneskeligt ansigt og især er sjov, når han forsøger at danse (hvilket han ikke kan).

Men når rulleteksterne er slut, må man konstatere, at filmen ikke gør meget andet godt end at give Foster og hendes kammesjukker et moralsk alibi for at være rige.

Mennesket i centrum
Det ligner en tanke, at Cannes-festivalen havde valgt at slutte dagen af med en politisk film, der er den diametrale modsætning til den fortænkte Money Monster.

Socialrealismens mester Ken Loach demonstrerer med I, Daniel Blake, hvordan man laver en socialt indigneret film, der går i kødet på systemet og sætter mennesket i centrum.

Den snart 80-årige Loach havde ellers bedyret, at den historiske og noget skuffende Jimmy’s Hall fra 2014 ville blive hans sidste film. Men to år senere er han gudskelov tilbage i Cannes – oven i købet med en af sine bedste film længe.

Efter et hjerteslag bliver den 59-årige arbejder og enkemand Daniel Blake for første gang afhængig af offentlig forsørgelse. På arbejdsløshedskontoret kommer han i kontakt med den unge mor Katie og hendes to børn, som er blevet flyttet fra London til Newcastle, hvor de har fået en lejlighed.

Daniel og Katie protesterer over den behandling, som de bliver udsat for, og gradvist danner de en slags familie. For første gang har Daniel nogle af tage sig af, mens Katie har brug for hjælp til det praktiske.

Systematisk ydmygelse
Ken Loach og manuskriptforfatter Paul Laverty har rejst rundt i England og indsamlet historier om folk, der er kommet i klemme i systemet. Det mærkes. Det er slice of life i allerbedste forstand, hvor skæbner får et menneskeligt ansigt og kryber ind under huden på os.

Filmen viser, hvordan socialvæsenet, der skulle fungere som et sikkerhedsnet under vores skrøbelige tilværelse, systematisk umyndiggør mennesker. Der er ikke tale om en understøttelse, men en gennemført ydmygelse – med labyrintiske regler, stupide aktiveringskurser og brutale sanktioner.

Og i modsætning til Money Monster er der tale om en systemkritik. Bevares, der er både gode og mindre gode bureaukrater, men man efterlades ikke i tvivl om, at systemet er råddent. Og selv om filmen foregår i England, hvor der er større fattigdom og en helt anden forarmelse end i Danmark, så er der meget, man som dansker kan nikke genkendende til.

Stærkeste scene
Filmens stærkeste scene foregår i en af de berygtede food banks, hvor trængende kan komme og få udleveret mad. Katie har sultet sig selv for at kunne forsørge sine børn, men i centret kan hun ikke længere holde sig tilbage og kaster sig over en dåse bønner. Hvorefter hun bryder sammen.

Filmen er ikke uden svagheder.

Indimellem bliver den for didaktisk – Loach’ svaghed – og slutningen er ikke så bevægende, som den er tiltænkt.

Men undervejs er der andre scener, som kalder tårerne frem. Som da Katies lille datter kommer med en gave til Daniel, der efter en konflikt med Katie har forskanset sig i sin egen lejlighed. Han har resigneret og vil bare dø i fred.

Dave Johns og Hayley Squires er forrygende i hovedrollerne, og når det drejer sig om at fortælle en overbevisende og hjertegribende historie om den økonomiske krise, så må vi konstatere, at Europa slog USA på andendagen af festivalen.