Dag 2: Del Toro drysser romantik over Venedig

Filmfestivalen i Venedig er et paradoks.

Arrangørerne har år efter år held med at tiltrække det bedste, Hollywood har at tilbyde. Men det er sjældent stjernerne, der vinder den fineste pris, Guldløven.

Den ære tilfalder som regel en arthouse-film, som nok vil få rimelig svært ved at tiltrække det samme antal autograf- og selfie-hungrende mennesker, som Clooney, Damon og alle de andre A-listere kan.

Andendagen i Venedig bød netop på film fra en af de helt store Hollywood-instruktører, nemlig Guillermo del Toro. Trods glimrende anmeldelser skal han nok ikke gøre sig forhåbninger om Guldløven, hvis Venedig-juryen fortsætter ad samme spor som de forrige år.

Et monster i forklædning
Allerede fra begyndelsen lader fortælleren i The Shape of Water os vide, at et monster vil forsøge at gøre frygtelige ting i løbet af historien. Det er dog ikke en hentydning til filmens overnaturlige væsen, men et vidnesbyrd om, at man godt kan være en rædselsfuld person, selv om man har udseendet med sig.

Filmen, som må regnes for at være instruktørens bedste siden Pans Labyrint, foregår i en romantiseret udgave af koldkrigstidens USA. Det er en slags koldkrigs-noir, men med strejf af musicals fra 30’erne og tilsat en kærlighedshistorie.

Vi møder den stumme rengøringskvinde Elisa, suverænt spillet af Sally Hawkins. Hun er enlig og har kun to mennesker i sit liv.

Det er den arbejdsløse reklamemaler Giles (Richard Jenkins), der elsker gamle film og ikke kan forstå, at han er ved at blive gammel. Og arbejdskollegaen Zelda (Octavia Spencer), en fyldig, sort kvinde med en solid sydstatsaccent.

På arbejdspladsen har den hårde og arrogante Strickland (Michael Shannon) imidlertid gang i noget lusket. På en rejse i Latinamerika har han fanget et væsen (Doug Jones), som de lokale indianere betragter som en gud. Han har samme form som et menneske, men lever under vandet, om end han i kortere perioder også kan trække vejret på land.

Væsenet kan være en nøgle for amerikanerne til at slå russerne i kapløbet om at komme først til Månen.

Blod på gulvet
En dag får den modbydelige Strickland bidt to fingre af i det aflåste rum, hvor væsenet holdes fanget, og en uvidende Elisa sættes til at vaske blodet væk fra gulvet.

Det bliver begyndelsen på et forhold mellem Elisa og havskabningen, som blomstrer stødt, indtil det besluttes, at havmanden skal tages af dage.

Det kan Elisa selvfølgelig ikke finde sig i, og sammen med sine to eneste venner sætter hun en farefuld redningsaktion i gang.

Filmen er vidunderligt fortalt i kraft af Richard Jenkins og Octavia Spencer, som i skiftende monologer bærer Elisa igennem historien. Især i begyndelsen føles det, som om man er vidne til noget ganske specielt.

Mod slutningen fiser luften dog lidt ud af ballonen, hvor del Toro desværre lader plottet udvikle sig i en alt for forudsigelig retning.

Manden bag Taxi Driver
Efter Guillermo del Toro havde givet publikum et skud romantik, blev det tid til at svælge rundt i depressionens mørke.

”Han er virkelig faldet af på den. Har ikke lavet noget godt i årtier,” fortalte en kritiker i køen til Paul Schraders First Reformed, som også er i konkurrence om Guldløven.

”Han er sikkert kun blevet udtaget, fordi han engang var et stort navn,” fortsatte den kritiske røst.

Selv om det lyder lidt skingert, kan man næsten ikke sige sig andet end enig i, at Schraders mest anerkendte bedrift ligger et par år tilbage.

De fleste vil nemlig kende ham som forfatter til manuskriptet i Scorseses Taxi Driver, men andre vil måske være mere rosende end min sidemand i køen. For Shrader har længe været anerkendt som arthouse-instruktør efter sine dage som manuskriptforfatter.

Cancer og en død søn
I First Reformed befinder vi os i New York, hvor en melankolsk og drukfældig præst Toller (Ethan Hawke) kæmper med sin mørke fortid.

Som tidligere feltpræst overtalte Toller sin søn til at drage i krig i Irak, hvor han mistede livet. Det ødelagde Tollers ægteskab, og nu reflekterer han over sit liv i en dagbog, han skriver, mens han sipper til sin whisky. Imens vokser en smerte i Tollers maveregion, som meget vel kan være cancer.

En dag besøger den unge Mary præsten. Hendes kæreste, Michael, er en depressiv og aldeles forstyrret miljøaktivist, og Mary håber på Tollers hjælp.

Før Toller når at hjælpe, skyder Michael sig selv i hovedet med et gevær i en sneklædt skov.

Toller fortsætter med at udforske årsagen til depressionen og bliver undervejs selv overbevist om den afdødes sag. Vanviddet trænger ind i Toller, som bliver mere og mere besat af klimaet. Snart opdager han en korrupt forbindelse mellem kirken og et af landets største miljøsvin.

Samtidig ser han sin dødelighed komme nærmere. Han ved, at han ikke har længe tilbage. Kirken kunne ikke redde ham, men måske kan martyrdommen, så Hawke spænder bombevesten og sætter sig for at fuldende det arbejde, som Michael ikke kunne.

Efterhånden som filmen skrider frem, bliver det hele mere og mere absurd, og Schrader skåner heller ikke præsten – og publikum – for en spacy flyvetur. Men hvor arthouse-film ofte skræmmer folk væk, når de bevæger sig ud i det absurde, sker det omvendte her. Man må bare vide, hvad der sker med den selvmordsbombetrængende præst.

At Paul Schrader skulle være færdig som filmskaber, er således en overdrivelse.

Ai Weiweis flygtningefilm
Venedig-festivalen blændede dernæst op for den stærkt imødesete dokumentar af kunstneren Ai Weiwei.

Human Flow hedder filmen, som også er i konkurrence om Guldløven, og her udforsker Ai Weiwei det globale flygtningeproblem. Weiwei er selv vokset op som flygtning i Kina og giver sig i kast med et vigtigt, men også fortærsket emne – især siden borgerkrigen i Syrien har eskaleret de seneste par år.

Hvor andre instruktører har haft held med at zoome helt ind på enkeltstående personer, vælger Ai Weiwei helikopterperspektivet. Et bevidst valg, men det gør det samtidig svært for tilskueren for alvor at kunne identificere sig med de mange, mange medvirkende.

Filmen begynder med syriske bådflygtninge, men inden længe rejser Weiwei bevæbnet med droner, Leica- og iPhone-kamera hen til snart sagt alle de steder i verden, hvor flygtningene befinder sig. Han fokuserer ikke kun på politiske flygtninge, men også på mennesker, der flygter som følge af klimaforandringer.

Der er ikke nogen historie, men de mange dronebilleder danner viser tilsammen omfanget af problemet. Weiwei skildrer viser situationen i Palæstina, Mosul i Irak, Kenya, Tyrkiet, Jordan, Ungarn, Tyskland, Mexico blandt mange flere steder.

Ai Weiwei taler med en lang række eksperter, som hver især vurderer, hvad vi skal gøre for at løse den tilsyneladende håbløse situation.

Human Flow føles med sin 140 minutter virkelig som en lang film. I den stopfyldte biograf begyndte folk at lukke øjnene, telefoner blev fundet frem fra lommerne, og udgangene blev brugt til at slippe væk fra det depressive emne og ud i septembersolen.