Venedig 2017
31. aug. 2017 | 16:01

Dyrholm spiller Nico med smerte og passion

Foto | Lorenzo Piermattei
Trine Dyrholm får mange pæne ord med på vejen i rollen som den tyske kultsanger Nico. Anmelderne skriver, at Dyrholm synger forbløffende og fortolker ikonet frem for blot at efterligne.

Kritikerne på Venedig-festivalen roser Trine Dyrholms spil som den aldrende kultsanger Nico i biopic’en Nico, 1988.

Af Patricia Smollerup

Det var fascinerede filmanmeldere, som forlod biografen efter italienske Susanna Nicchiarellis biopic Nico, 1988, der i går blev vist på førstedagen af Venedigs årlige festival.

I den biografiske fortælling følger vi sangerinden Nico, som bliver spillet af danske Trine Dyrholm.

Det er dog ikke Nicos storhedstid i bandet, der interesserer Nicchiarelli.

I stedet har hun skabt et psykologiske drama om Nicos sidste år frem til sangerens død på Ibiza i 1988.

Anmelderne fremhæver filmens autentiske tone, og så er de vilde med Dyrholm, som modtager mange roser.

Ægte smerte og passion
Det førende amerikanske brancheblad Variety fremhæver filmens intensitet. Med et snævert fokus tager den ”os tæt på Nicos flossede karisma,” skriver Owen Gleiberman. Han beskriver Trine Dyrholm, som en ”sorthåret, kold, kraftfuld, erotisk zombie-version af Roseanne Barr”.

Trine Dyrholms præstation roses for at være tryllebindende melankolsk. ”Dyrholm tilfører Nico en anspændt intelligens og synger forbløffende,” fortsætter Gleiberman.

The Hollywood Reporters anmelder er også begejstret og understreger, hvordan Nicchiarellis værk ”dykker dybt ned i en tragisk, men bemærkelsesværdig kvindes liv”.

Her bliver Dyrholm rost for sine sangkundskaber og beskrives som en sanger i egen ret, der ”tilfører den aldrende sangerinde ægte smerte og passion”.

Fortolkning frem for efterligning
Den positive respons giver også genklang i Sarah Wards anmeldelse i Screen Daily.

Her fremhæves manuskriptet, der formår at ”forme en historie – som er fortalt af dem, der kendte hende i virkeligheden – til en usentimental fremstilling af en kompromisløs kvinde”.

Anmelderen skriver, at Trine Dyrholm leverer en engageret præstation, som fortolker Nico frem for at blot at efterligne hende.

I det nye Ekko #76 fortæller Trine Dyrholm om sit arbejdet med rollen som Nico.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko