Top 10: Demens på film

Ordet ”demens” stammer fra latin og kan oversættes til det nærmest poetiske ”væk fra sindet”.

Betegnelsen dækker over en tilstand, hvor de mentale færdigheder svækkes af sygdom, og den mest udbredte af disse er Alzheimers.

Et af symptomerne er svigtende hukommelse, og demens afstedkommer det eksistentielle spørgsmål: Hvem er man som menneske, når man ikke længere har overblik over sin fortid?

På torsdag har Erik Clausens Mennesker bliver spist biografpremiere, og ugen efter følger den amerikanske Jeg er stadig Alice(premiere 3. marts), som netop har indbragt Julianne Moore en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. De handler begge om demens, og i den anledning har vi samlet ti af de mest gribende film om sygdommen.

10. Jernladyen

I 1979 blev Margaret Thatcher valgt som den første kvindelige premierminister i Storbritannien. Den britiske befolkning enten hadede eller hyldede hende for hendes håndfaste økonomiske politik og en kompromisløshed, der gav hende det tilnavn, som Phyllida Lloyds film fra 2011 er opkaldt efter: Jernladyen.

Jernladyen skabte kontroverser, da den udkom. Især fordi den skildrer den aldrende Thatchers demens, mens hun stadig var i live. Mange opfattede det som en uværdig skildring, hvilket måske også siger noget om et generelt syn på demens som noget, der helst bør forties – særligt i biografien.

Filmen fik også blandede anmeldelser. Og til tider forfalder den til en overfladisk Wikipedia-gennemgang af den urokkelige kvindes liv. Men Meryl Streep gør det (som altid) formidabelt som Thatcher, og hun modtog da også endnu en Oscar for anstrengelserne.

9. Iris

Richard Eyres film fra 2001 er endnu en biopic om en demensramt kvinde. Iris handler om den britiske forfatter og filosof Iris Murdoch, der bragte seksualmoral til debat.

Filmen beskriver hendes forhold til den mere forsigtige John Bayley. Iris zoomer derfor også ind på partnerens smerte, når ægtefælden rammes af Alzheimers. Som når Bayley skal finde på et svar, da Iris tøvende spørger: ”I ... wrote?”

Kate Winslet og Judi Dench oplevede det særlige at blive Oscar-nomineret for at spille samme kvinde: Winslet spiller Murdoch som ung, mens Dench varetager den ældre udgave. Ingen af dem vandt dog. Det gjorde til gengæld Jim Broadbent i rollen som Bayley.

For film om sygdomme har en tendens til at sluge statuetter ved Oscar-showet.

8. The Savages

Tamara Jenkins’ The Savages er en indie-film, der i 2007 havde premiere på Sundance-festivalen.

Philip Seymour Hoffmann spiller Jon Savages, en professor i teatervidenskab, der ønsker at skrive et stort værk om Bertolt Brecht. Søsteren Wendy (Laura Linney) forsøger at slå igennem som dramatiker i New York – uden succes. Og det kommer frem, at søskendeparret har haft en hård barndom med en brutal far.

Faren Lenny (Philip Bosco) rammes imidlertid af demens efter længere tids sygdom. Og The Savages undersøger herefter det potentiale for forsoning, der også findes, når en omvæltende sygdom rammer.

7. En sang for Martin

Bille August har kvalitetsmæssigt skudt med spredehagl i sin lange karriere. Han har lavet fremragende film som Busters verden, Pelle erobreren og sidste års Stille hjerte, men også undselige bagateller som Farvel Bafana og Night Train to Lisbon.

En sang for Martin fra 2001 er en af hans bedre. Den handler om den svenske komponist Martin (Sven Wollter), der starter et forhold til en violinist (Viveka Seldahl). Under arbejdet med at opføre en ny koncert bliver Martin mere og mere glemsom, og han får til sidst konstateret Alzheimers. På et tidspunkt ender den distingverede komponist på en café i Marokko uden bukser på!

Bille Augusts film er et eksempel på et generelt træk ved denne liste: På film rammer demens ofte intelligentsiaen – akademikere og kunstnere. Måske formodes det, at de har mere at miste?

6. Deres sensommer

Jane Fonda købte efter sigende rettighederne til stykket On Golden Pond, fordi det fiktive forhold mellem datteren Chelsea og den vrisne far Norman havde mange lighedspunkter med hendes eget forhold til faren Henry Fonda.

I 1981 blev filmen lavet – med Henry og Jane i rollerne som far og datter. Henry Fonda spiller den pensionerede professor, der tilbringer hver sommer i en hytte ved en sø med sin kone Ethel (Katharine Hepburn).

Han er blevet uforsonlig med årene, og samtidig er han ved at få alvorlige hukommelsesproblemer. Men han får en ny chance for at forbedre kommunikationsevnerne, da Chelsea efterlader sin forlovedes søn i hytten. Henry Fonda vandt i 1982 en Oscar for sin præstation som en sygdomsramt ældre herre, for hvem livet endnu ikke har mistet sin mening.

5. Nader og Simin – en separation

Iranske Asghar Farhadis skilsmissedrama blev hyldet overalt, da den kom frem. I Hollywood fik den en Oscar, og herhjemme kårede vi på Ekko Nader og Simin – en separation til den bedste film i 2011. Senere blev den udgivet på dvd #21.

Dramaet beskriver på imponerende vis store emner som kvinders rettigheder, forældreansvar, det iranske retssystem og religion. Og selvom det primære fokus er på titlens to ægtefolk og deres skilsmisseproces, spiller Alzheimerz en afgørende rolle for omvæltningerne i fortællingen.

Manden Nader vælger nemlig at springe fra aftalen om at flytte fra Iran med konen Simin og deres datter for at passe sin Alzheimers-ramte far. Derfor bliver de skilt, og Nader må ansætte en hushjælp til at tage sig af faren, når han selv er på arbejde. Hurtigt hober problemerne sig dog op for Nader.

I Farhadis film zoomes der altså ikke ind på demensen og dens konsekvenser for individet. Alzheimers bruges i stedet som afsæt til at diskutere ansvar, familie og integritet.

4. Nebraska

”Does he have Alzheimer’s?”

”No, he just believes what people tell him.”

David Grant (Will Forte) har svært ved at komme med en klinisk diagnose, når der spørges ind til hans far Woody (Bruce Dern). Men der er tilsyneladende noget galt med den aldrende Woody med den viltre, grå hårpragt. Han har problemer med hukommelsen og virker ofte fjern.

Én ting er Woody Grant dog fuldstændigt overbevist om: Der ligger én million dollars og venter på ham i Lincoln, Nebraska. Det står der nemlig på en mystisk værdikupon i postkassen!

Nebraska er en underspillet, underfundig og utraditionel sort-hvid roadmovie instrueret af Alexander Payne, der er kendt for sine bittersøde komediedramaer (Rundt om Schmidt, Sideways). I Nebraska er demensen ikke et ufravigeligt faktum, som alle må forholde sig til. For vi ved faktisk ikke, hvad der foregår i Woodys hoved. Filmen er derfor lettere i tonen end resten af listens titler.

3. First Cousin Once Removed

Alzheimers er i nogle tilfælde arveligt. Dokumentaristen Alan Berliner er derfor bange for, at han er særligt udsat. Hans farfar og far har nemlig begge lidt af sygdommen.

Derfor begynder han at lave en portrætfilm om sin mors onkel, Edwin Honig, der også er ramt. Honig var digter, før sygdommen fik overtaget. Og selvom han ikke kan huske sine egne adoptivbørn eller det universitet, han i en årrække underviste på, simrer poesien stadig dybt i ham.

”Trees are the ambassadors of time,” kommer det pludseligt fra ham på et tidspunkt i en dokumentar, der konstant forbliver på den rigtige og rørende side af skellet mellem personlig og udstillende. Selvom Honig nogle gange kommunikerer mere med lyde end ord.

2. Away from Her

Skuespilleren Sarah Polleys instruktørdebut er baseret på novellen The Bear Came over the Mountain af den Nobelpris-vindende forfatter Alice Munro.

Filmen er et både varmt og melankolsk portræt af et ældre ægtepar i Canada, hvis liv omkalfatres af den modbydelige sygdom. Efter Fiona (Julie Christie) får konstateret Alzheimers, kan hun til sidst ikke genkende sin mand Grant (Gordon Pinsent). Og pludselig føler hun sig meget tættere knyttet til en tilfældig mand, hun møder på plejehjemmet.

Away from Her er en imponerende debut om den lavine af dårlig samvittighed og magtesløshed, som sygdom i den nærmeste familie kan afstedkomme.

1. Amour

Michael Haneke har lavet den film, der går længst, når det handler om at diskutere sygdom og værdighed. Amour er på en gang knugende og følsom, intim og kold.

Som i enhver Haneke-film hedder ægteparret her Anne (Emmanuelle Riva) og Georges (Jean-Louis Trintignant). De er begge tidligere musiklærere og nyder nu deres otium i en herskabslejlighed i Paris. Men en morgen rammes Anne af et slagtilfælde, der gør hende delvist lam. Samtidig begynder hun at lide af demens.

Anne fortæller Georges, at hun ikke ønsker at blive ved at leve sådan her. Hvordan forholder man sig som ægtemand til sådan en udmelding?

Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre, at en så nådesløs film kan efterlade én så beriget.