Nyhed
01. sep. 2011 | 15:48

Nader og Simin er sublimt afbalanceret

Det siger noget om Asghar Farhadis mesterskab, at Nader og Simin – en separation både er socialrealisme, tudefilm, retssalsdrama, kriminalgåde og kønskamp, skriver Ekkos anmelder og giver seks stjerner.

Af Rasmus Brendstrup

en separation både er socialrealisme, tudefilm, retssalsdrama, kriminalgåde og kønskamp, skriver Ekkos anmelder og giver seks stjerner.

Hvis man endnu ikke har lært sig navnet Asghar Farhadi, er det på tide at gøre det. Han er nærmest egenhændigt manden, der holder det iranske filmmirakel fra 90’erne i live i disse år. Farhadi har siden 2003 instrueret fem film, og alle har været fremragende.

I forhold til, hvad vi normalt venter os fra iransk kant, er Farhadi kort i spyttet. Temperamenter kommer hurtigt i kog, og han går ikke af vejen for et højlydt ægteskabeligt skænderi eller et korporligt slagsmål på en trappeafsats.

Meget sigende for Farhadis profil er dramatikken og psykologien universelt forståelig, men konflikterne tilspidses ofte af kulturspecifikke normer, for eksempel kønsadskillelse, religiøse domstole, blodpenge.

Nader og Simin en separation, der kommer til Danmark med en berlinsk Guldbjørn, er ingen undtagelse fra den regel.

Ægteskabspagten

Vi starter in medias res.

Lærerinden Simin er ved at overbevise en skilsmissedommer om sin moralske ret til at blive skilt fra den mand, der nægter at rejse med hende til udlandet. Hun ønsker at tage deres elleveårige datter med sig, men også det nægter hendes mand. Dommeren afviser hende.

I Iran skal en skilsmisse være ønsket af begge parter, med mindre en af dem har forbrudt sig mod ægteskabspagten.

Under hele dette indledende retsmøde ligger et tabu og spøger. I sin frustration beder hun dommeren tænke på de omstændigheder, deres barn ville vokse op under i Iran.

Dommerens blik bliver med ét stift: ”Hvilke omstændigheder?”

Socialdramaet ændrer kurs
Simin, der spilles med ungdommelig kampiver og opportunisme af den bedårende Leila Hatami, får på den måde fra starten vores sympati.

Men da hun flytter ud af parrets lejlighed, rykker fokus til gemalen Nader (spillet gennemtroværdigt af Peyman Moaadi), der har sine egne problemer.

For det første skal der skaffes en hushjælp, for Naders elskede far er hjemmeboende med Alzheimers og kræver konstant overvågning. Den nye pige i huset, Razieh, klarer umiddelbart opgaven fint, men en dag finder Nader sin far på gulvet, efterladt og bundet til hovedgærdet.

Ligesom i Farhadis foregående film, About Elly, ændrer socialdramaet pludselig kurs. Personer træder frem i et nyt lys, angst og mistro gror.

Hollywood-thrillers intensitet

Ind kommer Raziehs mand, en selvretfærdig koleriker med depression og stor gæld. En tragisk hændelse følger, hvorefter en retssag om ansvaret skydes i gang. Nye oplysninger og en modretssag kommer til.

Denne malstrøm har den perfekte Hollywood-thrillers kompleksitet og intensitet. Viden tilbageholdes, oplysninger misbruges, rygter får vinger.

Retsmøderne går rapt, for der er ingen advokater til stede. Midt i det hele sidder en stakkels dommer, der med stor retfærdighedssans og tålmod forsøger at holde rede på forklaringer og temperamenter i et overbefolket kommunalt kontor, der tjener som retslokale.

Umulige dilemmaer

Nader og Simin – en separation er en sublimt afbalanceret film.

Det siger noget om Asghar Farhadis mesterskab, at filmen på en og samme tid er socialrealisme, tudefilm, retssalsdrama, kriminalgåde og kønskamp.

Og så er den en forstemmende fortælling om moralsk korruption af dem, der skal tegne fremtiden. Datteren Termeh på elleve, der er vidne til hysteriet og hykleriet, bliver nemlig sat i umulige dilemmaer, efterhånden som hun får svar på sine renhjertede spørgsmål:

”Far, løj du ikke? Kommer mor ikke hjem igen?”

Kulturkritisk flamme

Den store instruktør Mohsen Makhmalbaf har engang udtalt, at filmkunsten blomstrer mest i Iran, når det ser sortest ud.

Det er beviseligt noget sludder, for i øjeblikket er Asghar Farhadi en af de ganske få instruktører, der får lov at lave kritiske film i Iran. Det kan fængslede, eksilerede eller obstruerede instruktører som Jafar Panahi, Rafi Pitts og Abbas Kiarostami tale med om.

Farhadis kulturkritiske flamme buldrer endnu. Men det kan meget vel være et spørgsmål om tid, før også han falder i unåde og må flytte udenlands.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko