Demo: Palads frem for sjælløst byggeri

Det pisser ned.

Klokken er 18.02, og godt 50 mennesker står samlet i det kolde mørke på Axeltorv foran trapperne til Palads.

”Palads frem for sjælløst nybyggeri,” står der med blå sprittusch på et lille papskilt. Det bliver holdt oppe af Klara Vlamynck, en nittenårig studerende, som står bag dagens demonstration for at redde bygningen – og biografen.

”Det er en bevaringsværdig bygning med en historisk og arkitektonisk værdi. Vi skal bibeholde det i København, der har en sjæl, og ikke blot det, der er af metal. Noget, som skiller sig ud, og som turister kan se på.”

Hun bor ti minutters gang herfra og har brugt biografen, siden hun var lille.

Man må tage sixpencen af for hendes engagement. Det er sjældent, at unge går på gaden for noget som helst, når det da ikke drejer sig om SU.

Egentlig ville hun have afholdt en kæmpe demonstration. Men booker man en plads i byrummet, står man til ansvar for eventuelt hærværk, og det kan blive dyrt for en studerende. Derfor er det planlagte oprør endt med, at hun syv aftener i træk har arrangeret et mindre rend-sammen af mennesker foran Palads.

Problemet for demonstranterne er DSB Ejendommes tårnhøje ambitioner for området omkring Vesterport Station. Højhuse højere end SAS-hotellet skal skygge over banegraven. Planerne indbefatter en nedrivning af den gamle biograf, hvis nuværende vartegn har stået solidt i det københavnske siden 1919.

Eftersom byrådspolitikerne ikke har afvist planen og stadig bearbejder den, taler meget for, at projektet får grønt lys. Bygningen er ikke fredet, og Nordisk Film har indrømmet, at det går ned ad bakke for ”den gamle dame”. Publikum svinder ind, og udgifterne er høje. Derfor er Nordisk Film trods vemodighed indstillet på planen.

Hvem skal betale?
Klara Vlamynck, der går på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, finder stål- og betonplanen sjælløs.

– Men området er jo privatejet, og bygningen er lovligt dyr i drift for byrådspolitikerne. Hvem skal gå ind og redde bygningen?

”Befolkningen. Alle skal stå op for, at bygningen skal bevares,” siger Klara stålfast.

”Bevar Palads,” står der tørt på et andet papskilt. Det bliver holdt af en anden ung pige med kasket og dynejakke.

”Det svarer til at rive Rundetårn ned,” siger hun.

– Ved du, hvem der ejer bygningen?”

”Nej, det har jeg ingen anelse om,” siger hun ærligt. ”Men befolkningen må vise, at de er imod.”

”Regeringen burde købe bygningen,” foreslår en ung mand.

Ussel mammon
Her er primært unge mennesker, og man spejder forgæves efter de toneangivende filmfolk, der på de sociale medier ellers er gået stærkt i brechen for bevarelsen af Palads-bygningen.

Flere drikker Ren Pilsner, alle unge menneskers foretrukne øl, fordi man kan drikke sig stiv for en tyver. Der drikkes også sprutsodavand og spises popcorn, uden at det dog udvikler sig til en fest.

Det var oprindelig tanken, at menneskemængden skulle slå en ring omkring Palads, men så langt rækker 50 mennesker ikke. Så efter ti minutter begynder alle at gå rundt om Palads. Jeg bliver fanget bag nogle mere erfarne mænd, øjensynligt kommunister, der taler om storkapitalens sejr over befolkningen.

”Deres Gud er ussel mammon. Det handler om at bekæmpe stål og beton. Prøv at se, hvad byen er blevet til. Alt er til salg. Politikerne kan nægte at give dem nedrivningstilladelse,” siger en mand med gul Helly Hansen-jakke og hvidt fuldskæg.

”Vi har glasbure alle vegne. Der er ikke behov for mere af den slags,” siger en af de andre mænd.

Et landemærke
Efter to minutter står vi alle på pladsen igen. Vi ser op på bygningens gule, lyserøde og blå striber, der kunne minde om en H.C. Andersen-forlystelse i Tivoli.

”Den er fascinerende grim,” siger en ung pige.

Ulrikka Gernes er her også. Hun er datter af kunstneren Poul Gernes, som stod for overmalingen af Palads i 1989. Ulrikka Gernes var selv med til at udsmykke bygningen.

”Palads er kunstværk i sig selv,” siger hun og tilføjer, at det er lige meget, om folk synes, den er grim eller flot. For det her er kunst, som vækker følelser.

”Palads er noget helt enestående i verden. Der er brug for mærkelige, afvigende, provokerende og karakterfyldte bygninger. Palads er blevet Palads, fordi min far har udsmykket bygningen. Før han udsmykkede den, var den usynlig. Nu er det en skulptur og et landemærke.”

Hun mener dog, at Palads har brug for en genopfriskning. Så hun og malerteamet er klar på at finde penslerne og kreativiteten frem.

Klokken 18.30 er demonstrationen død. Der er en ny demonstration i dag fredag. Og lørdag. På tirsdag er der borgermøde inde i Palads med byrådspolitikerne.

Klara Vlamynck har været med til at starte en underskriftindsamling, hvor indtil videre 1.000 borgere har skrevet under på, at det er en dårlig idé at rive Palads ned.