Løfter sløret for film omgærdet af mystik

Instruktøren Simon Staho har længe arbejdet på en film, der indtil nu har været omgærdet af mystik. 

Manuskriptet er blevet til i samarbejde med dramatikeren Christian Lollike, der har vakt opsigt med et stykke baseret på massemorderen Breiviks manifest. 

Under titlen Den danske racekrig fik projektet 3,7 millioner kroner i produktionsstøtte af Filminstituttets konsulent Mikkel Munch-Fals i 2017. Da Jyllands-Postens Michael Enggaard i 2018 forsøgte at kaste lys over projektet, var producer Per Damgaard Hansen yderst fåmælt. 

”Vi vil gerne holde kortene tæt til kroppen, så jeg har ingen kommentarer. Overhovedet,” sagde produceren fra selskabet Masterplan Pictures, der har skabt Bodil-vinderen Vinterbrødre. 

Mødet med det fremmede
Men nu løfter Simon Staho for første gang sløret for, hvad det er for en film, han arbejder på. 

”Det er en film om et emne, som optager mig. Og jeg kan se, at det også optager verden og mennesker og har gjort det til alle tider. Det er mødet med det fremmede,” forklarer instruktøren i et eksklusivt interview med Filmmagasinet Ekko. 

Børn i blackface er et af de billeder, som Simon Staho teaser sin kommende film med.

”Hvorfor har mennesket så svært ved at forholde sig til den, der ikke er som os selv? Vi opdeler konstant verden i ’os mod dem’. Hver gang vi møder et nyt menneske, definerer vi os i kontrasten til den anden. Vi kigger ikke på det, der forbinder os, men det, der adskiller os,” siger den 47-årige instruktør og fortsætter: 

”Det virker som noget, der er gennemgående – ikke bare for Danmark, Europa og USA, men i alle mulige samfund og kulturer i verden til alle tider. Det er et fællesmenneskeligt vilkår, at vi har uendeligt svært ved at forholde os til den fremmede.” 

”Med filmen vil jeg stille et enkelt spørgsmål, som sætter verden i brand. Det er en udforskning af min egen undren over, hvorfor mødet med det fremmede er så eksplosivt og kan gøre tilsyneladende fornuftige mennesker som mig selv og andre til galninge.” 

Abu Ghraib og kz-fanger
Simon Staho brød i 2004 igennem med den svenske Dag og nat, hvor Mikael Persbrandt spiller en mand, der har besluttet sig for at tage sit liv og kører rundt i en bil for at sige farvel til sine nærmeste.

Det fik kritikere til at sammenligne med selveste Ingmar Bergman, men Staho gik sine egne veje med den tragikomiske Bang bang orangutang, hvor Persbrandt også spiller hovedrollen.

Kontroversiel var Daisy Diamond, hvor Noomi Rapace har mere end svært ved forene moderrollen med drømmen om en skuespillerkarriere.

Herefter gik det ned ad bakke for Staho, hvis seneste to spillefilm – Magi i luften og Miraklet fra 2011 og 2013 – gennemgik store ændringer i klippebordet og endte med at blive set af ganske få publikummer.

I 2014 udgav Filmmagasinet Ekko dvd’en Jørgen Leth – fem undersøgelser, hvor Simon Staho i fem kunstfilm bruger Leths film og digte til at komme nærmere en forståelse af den ubekymrede æstetiker.

Siden da har der på filmfronten været stille om den excentriske instruktør. Men i den sidste tid er han på sin private Facebook-side begyndt at lægge en række gådefulde billeder, der har en relation til filmen. 

Udmagrede kz-fanger fra Anden Verdenskrig er blevet et sindbillede på racisme.

Det er grafisk bearbejdede fotos af blandt andet det berygtede Abu Ghraib-fængsel, kz-fanger under Anden Verdenskrig, børn i blackface og en afroamerikaner i den elektriske stol.

Desuden poster instruktøren udsagn om racediskrimination såsom: ”Arabs or Muslims were portrayed positively in twelve out of a thousand Hollywood films with Arab or Muslim between 1896 and 2000.”

Civilisationen står i stampe
På Facebook har Simon Staho også annonceret, at den franske skuespiller Slimane Dazi, der medvirker i Jarmusch’ Only Lovers Left Alive, Audiards Profeten og den kommende danske Selvmordsturisten, er på rollelisten.

Over for Ekko oplyser Staho, at Henning Jensen, Ghita Nørby og Emma Sehested Høeg, der spiller hovedrollen i Magi i luften, også er på rollelisten.

Men hvad de skal spille, og hvad filmen mere konkret handler om, bliver fortsat hemmeligholdt. Det gælder også titlen, hvor Staho for tiden bruger det engelske navn The/Other.

Endn et billede fra Stahos lancering af sin film: En afroamerikaner i den elektriske stol i USA.

Han fortæller, at der er tale om en fiktionsfilm, som kommer vidt omkring i verden og har et stort ensemble af både skuespillere og andre personer, der medvirker som sig selv. Fotografen Maria von Hausswolff, som har vundet en Bodil for Vinterbrødre og Forældre, står bag kameraet.

”I 2019 kan verden til tider ligne en sindssygeanstalt. Tanken om, at mennesket har gjort fremskridt og lært af de ufattelige tragedier, dødsfald og blodudgydelser i historien, virker som en illusion. Civilisationen står i stampe, og man kan enten vælge at fortvivle over det eller lave en film,” siger Simon Staho med et grin.

En menneskelig pligt
Anledningen til filmen er de stigende spændinger og polariseringen, som er slået igennem i de sidste ti år med flygtningestrømme, brutal terrorisme, fremmedhad og højreekstremisme.

”Vi har fået tingene tættere ind på kroppen. Det er ikke længere rent hypotetisk at spørge, hvad skal der til for, at vi ender det samme sted som for eksempel dengang med nazismen. Er vi med små skridt på vej ned i den samme kulkælder?”

– Bliver filmen en humanistisk løftet pegefinger?

”Nej, bestemt ikke. Emnet er langt mere komplekst end at kræve, at man som menneske skal omfavne alt. Der kan faktisk være en vis rimelighed i at forsvare det, man selv tror på – at man ikke altid skal mødes på midten. Visse værdier og meninger kan ikke gradbøjes. Og der kan være en dyrisk beskyttertrang, som gør, at vi med god grund holder os på afstand af det fremmede. Det, vi betragter som værende farligt, åbner vi naturligvis ikke døren for.”

”Så du kan sige, at jeg prøver at finde en mening i en verden, der for tiden eskalerer i absurditet. Der er også den kompleksitet, at filmen er lavet af en privilegeret hvid mand, som ikke har nogen ret til at lave en film om det her.”

– Men det gør du alligevel?

”Ja, for jeg mener, at det er en menneskelig pligt at forholde sig til et emne, som berører os alle og stiller fundamentale spørgsmål ved, hvem vi er, og hvilket samfund vi vil leve i. For en filminstruktør er det et emne, som har kulturel betydning, uanset om man lykkes eller ej. Det skal undersøges, ikke halleluja-optimistisk, men med alt det mørke, som det kræver. En dansk film har en pligt til at forholde sig til det, der sker uden for vores dørtrin.”

Stort emne, lille budget
Filmen bliver ikke som andre optaget i ét stræk, men i blokke over længere tid. Budgettet er en femtedel af, hvad en typisk dansk film koster, men det beklager instruktøren sig ikke over. Tværtimod.

”Der er en fin kontrast i emnets gigantiske storhed og budgettets mikroskopiske størrelse. Jeg er dybt taknemmelig over, at vi i Danmark har et system, der gør, at sådan en film overhovedet kan komme til verden. Og jeg vil gerne realisere noget, der for andre ville være en umulig mission. De få penge er konstruktive. De tvinger os til at finde nogle andre filmiske løsninger end de konventionelle.”

Et billede fra Simon Stahos kommende film om mødet med det fremmede.

Simon Staho indrømmer, at emnet giver ham ”åndenød af ydmyghed”. Han tager sig derfor god tid og kan ikke sige noget om, hvornår filmen er klar til at blive vist.

”Det er jo ikke noget, man leger med. Mennesker er blevet fængslet, tortureret, brændt og slagtet på grund af det her emne, så jeg vil ikke komme ind som en smart-i-en-fart-instruktør og tro, at jeg lige kan spytte en film ud og suse videre til den næste,” siger han.

Instruktøren understreger samtidig, at han ikke er ude på at provokere.

”Det er ikke svært at lave tomme provokationer, som krænker folk, men jeg forsøger at komme dybere ned. Jeg håber, filmen bliver tankevækkende og giver anledning til debat. Det provokerende er der lige nu rigeligt af i verden, så jeg har lyst til at stimulere på en anden måde.”