Dvd #30

Jørgen Leth – fem undersøgelser

Instr. Simon Staho
Danmark
2014
150 min.


Simon Staho har skabt fem kunstfilm, der er collager af klip fra Jørgen Leths film og digte gennem mere end 50 år. Alle ord og billeder skabt af Jørgen Leth, men Staho har sat dem sammen på en ny og overraskende måde. Filmene får verdenspremiere med dette nummers eksklusive dvd. 

”Forestillingen om den ubekymrede æstetiker har altid fyldt mig med rædsel! Men da jeg gav mig til at undersøge Jørgen Leths værk, fandt jeg vreden, angsten, sammenbruddet og den forladte elskers smerte.”
– Simon Staho

”Jeg har valgt at sætte mig selv på spil i respekt for Simon Stahos mod. Jeg kan godt lide, at han isolerer nogle elementer og går hele vejen med dem. Det er, som om han søger det magiske i stilhedens verden.”
– Jørgen Leth

De fem film er: 

Den hvide mand (7 min.)
På lydsporet læser Leth op af Stahos collagetekst, som har omkvædet ”Den hvide mand knepper den sorte kvinde”. På billedsiden gengives samlejescenen fra Det erotiske menneske mellem Leth og hans haitianske kæreste i ekstrem slowmotion.

Sort sne (10 min.)
Leth læser fire af Stahos collagetekster op. De er præget af vemod og desperation. Med jævne mellemrum under oplæsningen bliver mørket på billedsiden afbrudt af et tv-agtigt, hvidt flimmer og en stikkende lyd.

Andy Warhol Eats a Burger (112 min.)
Leths én-indstilling-optagelse af popkunstneren Andy Warhol, som spiser en hamburger i 66 Scener fra Amerika, forlænges til en længde af 112 minutter gennem ekstrem slowmotion. Uden lyd.

I Destroy You with My Machine (14 min.)
En scene fra 66 scener fra Amerika, gengivet i ekstrem slowmotion, viser en blond, ung kvinde, som ryger en cigaret ved et åbenstående vindue i sin limousine. I baggrunden ser man Manhattan skyline med World Trade-centerets to tårne.

Der er ikke andet end det der er (7 min.)
Et segment fra Leths Det erotiske menneske – optagelsen af en stol fra forskellige vinkler – gengives i ekstrem slowmotion, mens Leth med jævne mellemrum gentager sætningen: ”Der er ikke andet end det der er.”

© Filmmagasinet Ekko