Den døende amerikaner

”Nærværende tid og svunden tid / Er begge måske nærværende i kommende tid, / Og den kommende tid indeholdt i den svundne tid,” skriver T.S. Eliot i digtet Burnt Norton fra samlingen Fire kvartetter.

Det er netop sådan, Dennis Hopper fremstår. Som en mand, der stopper alt og opsummerer alt i sit tilstandsmæssige nærvær. Han kommer ind i rummet. Et værelse, en diner, en butik, en restaurant. Han nagler tiden med sine øjne og bevægelser. At se ham fra ryggen er som at blive frataget sine muligheder. Som det sker i Dommedag nu, hvor det er, som om han definitivt vender ryggen til verden. Rummet lukker sig.

Det er, som om han sætter punktum for en hel epoke, således at hans død bliver epokens død. Der er en sammenhæng mellem åndedraget i den amerikanske tid og i Hoppers liv og indsats, der antager mytologiske træk. Hans opgang sker samtidig med USA’s indtræden på den politiske verdensscene. Vanviddet rammer ham, da den amerikanske ånd bliver vanvittig – da Vietnam-krigen, Nixon, selvkritikken og stofferne overtager landet. Og nu forsvinder han i det øjeblik, hvor den imperiale magt opløses.

Mr. Middle America
Der bør være folk, som optager hans sidste tid på film. Jeg har opfordret Jørgen Leth til at søge at få adgang. Jeg kan ikke forestille mig et smukkere epitafium end en film af Jørgen Leth om de sidste dage. En mand tilbagelægger afstandene i sin have. En mand går fra sit bibliotek ind i dagligstuen. En mand sidder og spiser. En mand læser op af sit yndlingsdigt. En mand lægger sig lettet i sin seng. Og man kan se, at han er ved at dø. I hvert skridt.

De billeder, der er kommet frem af Hopper i forbindelse med, at han har fået sin stjerne på Hollywood Walk of Fame, er forfærdelige. Han har prostatakræft. Jeg har ikke set nogen mere døende siden de berømte billeder af Lenin fra sanatoriet i 1923-24, syfilitisk sammensunken i en rullestol.

Lenin efterlod sig millioner af ødelagte mennesker. Hopper efterlader sig det mest præcise og smukke billede af menneskeheden på dets højdepunkt. Mr. Middle America.
Hopper er skuespilleren og filminstruktøren, der ændrede Hollywood. 1969 blev et afgørende år. Her lavede Hopper som forfatter og instruktør den film, der skulle ændre Hollywoods filmsyn.

I lang tid shoppede han rundt med Easy Rider, men ingen ville producere den. Så lavede Hopper og Peter Fonda den selv med Jack Nicholson i en tredje rolle. Filmen kostede 400.000 dollars og indspillede 80 millioner. Det er en ny tids løsere struktur, en road movie, hvor tingene sker hen ad vejen. Nye situationer opstår i skiftende landskaber.

Kunsten at drikke et glas vand
Dennis Hopper: fotograf af det virkelige liv, livsnyder, elskede kvinder, engagerede sig i livet. Han blev født i Kansas i 1936 og er nu på dødens rand i 2010. Hans nekrolog må nødvendigvis indeholde ordet ”intens”, som er det adjektiv, der går igen i vennernes beskrivelse af ham.

Det begyndte med venskabet til James Dean under optagelserne til Rebel Without a Cause. Hopper fortæller, at han troede, han var sin tids bedste unge skuespiller. Men da han så Dean, blev han forbløffet.

En dag hev han kollegaen ind i sin bil og nægtede ham at komme ud, før han havde afsløret hemmeligheden ved denne løse, selvfølgelige og alligevel præcise optræden, han havde i filmen. Dean sagde, at når man for eksempel går ind i en scene, hvor man skal drikke et glas vand, så er det dét, man skal koncentrere sig om – at drikke et glas vand. Man skal ikke ”vise publikum”, at man drikker. Man skal bare gøre det og være helt nedsunket i denne handling. Det var hans metode. Og det blev Hoppers.

James Dean lærte ham også en anden ting: at fotografere. I perioden 1961-67 fotograferede han den amerikanske gade og sine venner: tidens skuespillere og popstjerner og den amerikanske kunstscenes kommende koryfæer – Warhol, Kienholz og Rauschenberg. Ét af hans smukkeste fotos er et stærkt nærbillede af Paul Newman.

Tidens kronikør
Overalt havde han sit kamera med i bedste amerikanske reporterstil. Han kan i dag ses som den tids kronikør og en af de bedste skildrere af den amerikanske vestkyst.

Mens andre fotograferede i farver, tog han sorthvide billeder, fordi han interesserede sig for lyset. Lysets dvælen omkring portrættets konturer, den hastige gennemstrømning af det moderne landskab, Alabama- demonstrationerne, slummen, highways, facaderne, skiltene, dåserne, readymades … hele den nybrydende popkunsts repertoire. Et af hans flotteste billeder er Double Standard (1961), som er taget ved et gadekryds i Los Angeles:

”Fordi jeg altid var i min bil i Los Angeles, er der en del billeder, som jeg så at sige knipsede på vejen, impulsivt. Jeg stoppede bilen og skød løs. Jeg var stærkt påvirket af Robert Capa – og Henri Cartier-Bresson, der med sine virkelig improviserede gadefotos kunne indfange stedets essens.”

Hopper var også samler af samtidskunst. Han havde USA’s største samling, siges det et sted, indtil hele skidtet brændte. Men han samlede videre.

Warhols første møde med Vestkysten fandt sted i Hoppers hjem. Det kan ikke overses, at det var James Deans anbefaling til alle kunstnere, at de skulle interessere sig for andre kunstarter end deres egen. På den måde kan man sige, at den døende Hopper minder os om, at alt kommer af virkeligheden og af kunsten, en lidenskabelig parring.

Palet af vanvid
Ligesom verden gik Hoppers liv i spåner ved det store opbrud, som vi kalder ’68 – et nødvendigt frigørelsesprojekt, som i realiteten også markerer starten på Vestens fald, vores værdisammenbrud. Hopper fordybede sig engageret i spiritus og bevidsthedsudvidende stoffer.

Han optog endnu en film, The Last Movie, som er inspireret af Jean-Luc Godards udtalelse om, at nok har en film altid en begyndelse, en midte og en slutning, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Det blev en ruin. I flere år var han nærmest persona non grata i Hollywood, og han forsvandt fra offentligheden ind i drugs og druk.

Hans store indsats som amerikansk filmskuespiller skal findes i perioden fra slutningen af 70’erne til i dag. Måske er han i al stilhed den mest betydningsfulde mandlige skuespiller i sin generation, der ellers tæller folk som Dustin Hoffman, Paul Newman, Robert Redford, Al Pacino og Robert De Niro.

Langt over 100 roller på film og i tv blev det til siden debuten i 1954. Flere af filmene føles styret ikke alene af Hoppers gestalt, men også af hans mytologi. Det er, som om typecastingen har sat sig så dybe spor i tematikken, at filmene selv er blevet Hoppers private, mentale Americana. Det er film som USA-freaken Wim Wenders’ Den amerikanske ven (1977), Francis Ford Coppolas Dommedag nu (1979), David Lynch’ Blue Velvet (1986), den Tarantino-skrevne True Romance (1993) – en palet af vanvid, der vender både indad i mennesket og udad, men som i alle tilfælde tegner billedet af truende undergang, kynisme og nøgenhed.

”Jeg er Frank”
I gamle dage kørte Dennis Hopper rundt med et skilt i sin bil: ”Den eneste -isme for mig er abstrakt ekspressionisme.” De meget enkle, konkrete historier, som er højdepunktet i hans karriere, er samtidig film til kanten. De tegner konturerne af en virkelighed, der i sit væsen er abstrakt ekspressionisme, opløst i adskilte bestanddele og eksplosivt til stede.

Som i David Lynch’ Blue Velvet. Efter at have læst manuskriptet sagde Hopper til Lynch: ”David, du bliver nødt til at lade mig spille Frank, for jeg er Frank.”

Frank er den psykopatiske, sadistiske elsker. Han har kidnappet den smukke, ikoniske Isabella Rosselliniog holder hende i et jerngreb af lidelsesfulde og vellystige sexovergreb, som bemærkelsesværdigt giver hende lige så megen nydelse som den blide, unge bejler, der gemmer sig i skabet. Det er et beskidt portræt af den forbudte sandhed om kærlighedens væsen. Erotikken som grænseoverskridende og diabolsk, en dyb viden om menneskets egentlige, mørke energi, der i det erotiske – og kun i det erotiske – udfolder sin skønhed som en mørkets engel, der går med glans.

Nu er han ved at dø. Epoken er slut. Verden er ved at pakke sammen, ommøblere. I True Romance sidder Hopper roligt og smilende over for Christopher Walken og håner ham for som sicilianer at være af niggerafstamning. Det er for Hopper det samme som at bede om en dødsdom. Det får han da også. Hopper bliver skudt midt i panden. Der er ikke noget skuespil med ham. Verden går under i en struktur af fiktion.