Nekrolog: Den frankofile verdensmand

Danmark har mistet en instruktør, der i slutningen af 1980’erne satte dansk film på verdenskortet i en grad, som vores lille land ikke havde oplevet siden stumfilmmesteren Carl Th. Dreyers dage.

Ironisk nok blev Babettes gæstebud – det måske eneste rigtige højdepunkt i Gabriel Axels karriere – modtaget med vild begejstring i udlandet, mens de danske anmeldere mumlede lidt tøvende ned i frakken.

Måske skyldes det, at filmen om det vindblæste Vestjylland i virkeligheden handler om at åbne den danske dør for varmere, sydlige vinde med dufte af sydeuropæisk gastronomi.

Og måske skyldes det, at Gabriel Axel i sit hjerte var mere fransk end dansk: en jysk ingeniørsøn med en livslang udlængsel.

Madhjælp fra hustruen
Siden sin fødsel i Aarhus flyttede Gabriel Axel frem og tilbage mellem Danmark og Frankrig. Og den tosprogede opvækst blev senere et vigtigt fundament for hans dobbeltnationale karriere.

Det var hans franske kone Lucie Axel Mørch, som i sin tid stak ham en dansk bog i hånden og sagde ”prøv at læs den her”, skriver Kristeligt Dagblad.

Bogen indeholdt Karen Blixens novelle om den franske gourmet-kvinde Babette. Senere blev hustruen gastronomisk konsulent på Babettes gæstebud – selv havde Gabriel Axel nemlig ingen forstand på traditionerne inden for fransk cuisine.

Han forfattede selv et filmmanuskript til Babettes gæstebud, som han præsenterede i 1973. Ført fjorten år senere, efter en notorisk lang og stridsom produktionsproces, fik filmen en overstrømmende modtagelse i Cannes.

Franskmændene forelskede sig hovedkulds i det lille skandinaviske landsbydrama. Det samme gjorde Oscar-akademiet, som i 1988 udråbte Babettes gæstebud til bedste ikke-engelsksprogede film som den første danske spillefilm nogensinde.

I træning som skuespiller
De første atten år af Gabriel Axels liv udfoldede sig i Paris’ gader, hvor han både talte dansk og fransk.

Da han i 1935 flyttede tilbage til Danmark, var det for at tjene i marinen og uddanne sig til møbelsnedker. Men efter at have modtaget skuespiltræning, blandt andet hos John Price, besluttede han at gøre karriere som skuespiller og uddannede sig på Det Kongelige Teater.

Axel har både udfoldet sine skuespiltalenter på scenen og på film, og både i Frankrig og i Danmark. Herhjemme fik han lov at slå sine frankofile folder i en af de mere kendte roller som Marcel du Sade i Jeg – en markis fra 1967.

Karrieren går op og ned
Det var først i 1950’erne, at han tog fat på karrierens hovedmetier som instruktør, og det gjorde han i Danmark. Altid ballade fra 1955 er et veloplagt, socialrealistisk problemdrama om den gennemsnitlige, danske familien Nielsen.

Siden har hans filmproduktion spredt sig over usædvanlig mange genrer og stilarter, og kvaliteten af spillefilm er svingende.

Blandt de mere betydelige er filmatiseringen af Knud Sønderbys roman En kvinde er overflødig og det satiriske lystspil Guld og grønne skove. I den mere letbenede ende finder man serien af folkekomedier om den Familien Gyldenkål, der måske ikke vandt anmeldernes hjerter, men til gengæld danskernes.

Hårdest kritik har han fået for sin fortolkning af den islandske saga om Hagbard og Signe i Den røde kappe.

Ambitionerne om at indtage udlandet viste sig også at løbe over ende i den episke Prinsen af Jylland, der genfortæller Saxos fortælling om prins Amled. Rollelisten var ellers dresset op til succes med Helen Mirren, Christian Bale, Gabriel Byrne og Kate Beckinsale.

Gabriel Axels sidste film Leïla fra 2001 tilhører også gruppen af hans svageste film med en dialogløs historie om en europæisk mands tragiske kærlighed til en marokkansk pige.

Pornoens fortaler
Ud over de tunge, episke dramaer lavede Gabriel Axel også film med en fri og frejdig tone. Mest kulørt blev det i hans erotiske lystspil, som i Det tossede paradis, hvor Dirch Passer spiser potensfremmende hønseæg.

Han var i det hele taget aktiv i 1960’ernes debat om fri sex på film, og hans halvdokumentariske Det kære legetøj hylder kropslig frihed med en række absurde eksempler på, hvad der måtte og ikke måtte vises på film.

Axel var også en af de mest produktive instruktører i det tidlige tv-teater, og han instruerede ikke færre end 48 opsætninger. Hans tv-produktioner på fransk tv var større og mere prangende, og han har haft en ikke ubetydelig indflydelse på Frankrigs tv-dramatik, blandt andet i Præsten i Tour.

Talent lever af kærlighed
Søndag 9. februar sov Gabriel Axel stille ind. Han efterlader sig fire børn, heriblandt journalisten Karin Mørch.

Selv om han aldrig blev de danske filmkritikeres darling – han har således aldrig fået en Bodil – efterlader han sig til gengæld en status som en af de mest internationalt anerkendte danske instruktører.

”Babettes festmåltid til ære for de to damer bliver tilberedt, tilbudt og modtaget i kærlighed,” udtalte Gabriel Axel til Kristeligt Dagblad.

”Uden kærlighed, uden lidenskab, bliver kunsten gold, hvad enten det drejer sig om madkunst eller klaverkoncerter. Men når talentet, som hos Babette, forvaltes med kærlighed, bliver det på forunderlig måde i stand til at forene os mennesker.”