Den gordiske filmknude

Om fire måneder er det vinter i Danmark, men temperaturen i og omkring den danske filmbranche vil være rødglødende. Her vil politikerne nemlig være i færd med at tegne de afgørende streger i de kommende fire års filmaftale og dermed danne grundlaget for dansk films udvikling.

Udfordringerne er ganske solide. Filmbranchen begynder for alvor at se virkningerne af digitaliseringen, og politikerne kan ikke længere skubbe den møgbunke af dårlige beslutninger foran sig, som kulminerede med indgåelsen af det nuværende filmforlig.

Dansk film er en kulturpolitisk succeshistorie af de helt store, og det giver fortsat mening at tale om verdens bedste filmlov. Men succesen kan sættes over styr, hvis politikerne fortsætter i samme spor som sidst.

Den nuværende filmaftale er decideret pinlig læsning. Ikke blot er de kulturpolitiske visioner erstattet af syv siders detaljer om fordelingen af Det Danske Filminstituts årlige budget i små kasser og tal – eksempelvis for hvor mange fremmedsprogede Filminstituttet må støtte. Endnu mere grotesk blev situationen efterfølgende. Politikerne sad og pillede i sætninger og kommaer for, hvordan pointsystemet til fordeling af støtten til mainstreamfilm, den såkaldte 60/40-ordning, skulle indrettes.

Enkelte producenter havde nemlig hvisket dem i ørerne, at pointsystemet var forkert, og et så filmpolitisk emne turde politikerne ikke overlade til andre at forhandle på plads. Et absurd politisk detaljeridt, der umyndiggør og overflødiggør Filminstituttets bestyrelse og ledelse i en sådan grad, at den eneste fornuftige konsekvens havde været at spare bestyrelsen væk.

Liv eller død
Jeg forstår politikerne. Både i mit professionelle og private liv kender jeg trangen til at kaste mig over inferiøre detaljer, når de virkelig store spørgsmål brænder på. Men det har bare ikke noget med politik at gøre. Denne gang må politikerne have modet til at være… politikere. De skal opstille solide rammer og klare mål for dansk film og stole på, at Det Danske Filminstitut og filmbranchen kan formulere de kunstneriske visioner, der fylder rammerne ud.

Det giver til gengæld politikerne tid til at tage fat på den gordiske filmknude, nemlig had/kærlighedsforholdet mellem dansk film på den ene side og DR og TV 2 på den anden. Forholdet startede i 1990’erne med kulturminister Jytte Hildens fine intention om at sikre dansk film flere penge. Men da hun ikke havde magten til at få penge fra finansministeren på den gængse måde, tvangsudskrev hun licenspenge fra DR og TV 2.

Det blev starten på en asfalteret motorvej mod en kunstnerisk afgrund. Nu havde politikerne en model, så fremtidens økonomiske problemer for dansk film kunne løses. Når Finansministeriets talende regneark krævede besparelser på filmstøtten, og den politiske vilje eller evne til at stå imod svigtede, pålagde politikerne DR og TV 2 at øremærke stadig flere penge.

På overfladen var pengesummen til dansk film intakt, men i virkeligheden skiftede magten over dansk films kunstneriske udvikling faretruende. Ved den seneste filmaftale nåede tvangsudskrivningen af tv-penge til dansk film et niveau, så DR og TV 2 pludselig sidder med stort set samme økonomiske magt over dansk film som Det Danske Filminstitut!

Forhåbentlig har politikerne modet til at indse, at det var forfejlet. DR og TV 2 er forståeligt sure over omfanget af øremærkede penge, og tvang bliver aldrig et frugtbart grundlag for samarbejde – heller ikke på filmområdet. Men langt værre er, at filmbranchen i dag er blevet passiv tilskuer til diskussionen om egne filmprojekters liv eller død. Hvad siger Filminstituttet, hvad siger tv? Begge parter skal ombord, hvis et projekt finansielt skal hænge bare nogenlunde fornuftigt sammen. Det er i praksis en umulig situation.

Jeg har som direktør for Nimbus Film oplevet, at filmprojekter med den talentfulde instruktør Christina Rosendahl og den erfarne Niels Gråbøl led finansieringsdøden i det magtspil, og jeg ved med sikkerhed, at det samme er sket for adskillige andre film.

Men det er ikke mit ærinde at lave tudefjæs over kuldsejlede filmprojekter. Konkurrencen om støttekronerne er hård, og ikke alt skal realiseres. Det er imidlertid uholdbart, at filmprojekter og instruktører, som Det Danske Filminstitut entydigt står bag, må droppes, fordi de ikke passer med tv-stationernes sendeplaner.

Forvirring
Det Danske Filminstitut skal i henhold til filmloven støtte dansk filmkunst og filmkultur. Det giver nogle pejlemærker for instituttets opgave. Men DR og TV 2 skal på hver deres måde sikre sig seere, og i deres public service-kontrakter stiller politikerne ingen, absolut ingen, kvalitative krav til tv’s engagement. Den situation efterlader Det Danske Filminstitut og filmbranchen uden reel mulighed for at udvikle dansk film kunstnerisk.

Tv-stationerne har ikke kikkerten til det lange, filmpolitiske sigte. De ser på næste års sendeplan med jul, påske og pinse og hele familien samlet foran skærmen.

DR og TV 2 er ikke vilde med børne- og ungdomsfilm. Men filmforliget pålægger Filminstituttet at bruge 25 procent af støttemidlerne på netop børne- og ungdomsfilm, og samtidig skal Filminstituttet sikre, at filmene involverer dansk tv. Forvirret?

TV 2 støtter i realiteten ikke dansk dokumentarfilm. Men filmforliget pålægger Filminstituttetog TV 2 at samarbejde om dokumentarfilm. Mere forvirret?

TV 2 har sin kommercielle dagsorden, som i øvrigt er skabt af nogle af de selvsamme politikere. Og DR ønsker forståeligt nok ikke at stå tilbage med alle de mere udfordrende, smalle spillefilm og dokumentarfilmene. De har også et behov for at kunne vise populære film. En gordisk knude, så absolut.

DR og TV 2 skal ikke tvinges til at føre filmpolitik. De skal støtte og vise danske film, så alle borgere har en chance for at se dansk film. Det er ufrugtbart, at Det Danske Filminstituts forpligtelser til at sikre dansk films udvikling måles på, om en film kan opnå share 40 i prime time 1. juledag.

Miseren skyldes, at forløbet op til sidste filmaftale var præget af et miskmask af intern splittelse og personlige dagsordener hos producenter og politikere med mere lyst til detaljer end visioner. Det må politikerne ændre. De må sætte dansk film fri og samtidig fastholde et vist engagement fra DR og TV 2.

Jeg er ikke naiv. Det vil indebære en vis portion tvang, for uden forpligtelser vil både DR og TV 2 kun satse på det sikre og flytte pengene til dramaserier og to-tre brede spillefilm til hele familien. Nye talenter, eksperimenter og dokumentarfilm med en filmisk tilgang? Glem det!

Tv’s øremærkning til dansk film skal tilbage til niveauet på omkring 90-100 millioner kroner årligt frem for de nuværende 145 millioner kroner. Det vil give Det Danske Filminstitut og filmbranchen taktstokken tilbage, men det kræver samtidig, at politikerne finder de manglende penge et andet sted.

Det er et skræmmende perspektiv, som godt kan friste svage sjæle til at holde fast i at tampe mønter ud af DR og TV 2. Vinden blæser ikke kulturens vej, rent økonomisk. Der føres ikke ligefrem offensiv kulturpolitik, og hvis der overhovedet er nye kulturpenge på finansloven, går de til at overdække Jellingestenen. Men status quo er en umulighed: Dansk film skal ud af politikernes og tv’s favntag.

At satse kræver penge
Det er i dag, og sikkert i al fremtid, muligt at lave film på en god idé, et stykke ståltråd, lidt teknisk snilde og en økologisk pære. Men skal vi turde tale om dansk film som en fortsat kulturpolitisk magtfaktor – herhjemme og i udlandet – handler den nye filmaftale om flere penge. Uden en øget støtte til dansk film er det umuligt at skabe en vis portion filmselskaber med bare lidt penge på kistebunden. Uden en sådan filmindustri er der ingen langsigtet tænkning, ingen risikovillighed og nybrud.

Bevares, den enkeltstående filmsucces og geniet vil altid findes, men én svale gør ingen sommer. Dansk film behøver selskaber, der ikke kun har modet, men også pengene til at satse – og holde fast i satsningen.

Filmbranchens virkelighed er cirka 4.3 millioner solgte biografbilletter til danske film i 2008. Virkeligheden for producenten og de kreative er et regnestykke, der ligner noget, som er løgn, når udgifter til markedsføring, moms og biografer er trukket fra.

Det Danske Filminstitut lavede i 2006 en økonomianalyse af danske spillefilm. Det var en sand gyser. Kun 30 procent af filmene var overhovedet begyndt at forrente de investerede penge, og det er i dag blevet værre, for indtægterne fra dvd-salg og udlejning er kraftigt formindsket. Det regnestykke gør det at låne svært, selv til blodrente i bankerne, og umuligt at tiltrække kapital på almindelige markedsvilkår.

En økonomianalyse for danske dokumentarfilm vil ikke bare være en gyser. Den vil være grotesk. Det var sundt, da Det Danske Filminstitut for år tilbage stillede krav om, at producenten selv investerede i sin film. Skal staten putte millioner i et filmprojekt, er det logik, at producenten også har penge på højkant. Men kravene til egen investering er i dag for høje. Fem minutter med et regneark viser, at 80.000 solgte biografbilletter, hvilket er rigtig pænt i Danmark, er for lidt til at forrente nogen privatkapital.

Derfor står dansk film nu groft sagt i en situation med stor filmkunstnerisk succes, men noget nær lige så stor erhvervs politisk fiasko – målt på, hvor mange filmselskaber, der løber fornuftigt rundt og derfor har penge til at udvikle sine projekter fornuftigt.

Det skal politikerne forholde sig til. Men de skal tænke sig forbandet grundigt om. At balancere en kulturstøtteordning som den nuværende med erhvervspolitik kan nemt gå grueligt galt. Det Danske Filminstitut skal også fremover kunne støtte en film ud fra en rent kunstnerisk betragtning.

Opgaven bliver at finde en eller flere modeller, der både tilgodeser den rene kunstneriske støtte og skaber plads til, at Det Danske Filminstitut eller andre støtteordninger kan opbygge en bæredygtig branche. Det er en vanskelig opgave, så her foretrækker jeg for en gangs skyld lidt tænksomt kommissionsarbejde. Men én ting er sikkert: En erhvervspolitisk vision for dansk film er nødvendig, hvis der fortsat skal være luft til den kunstneriske fane.

Politikerne skal turde
Denne gang fortjener vi – publikum – en aftale, hvor politikerne tager fat på at løse de reelle problemer. Og det kan de vel at mærke gøre i en situation, hvor det faktisk går kunstnerisk fint i dansk film. Vores dokumentarfilm høster stor og fortjent anerkendelse i hele verden, både med historier om os selv, men sandelig også med historier fra det store udland set gennem en dansk instruktørs temperament.

Og trods mange bekymrede ord om dansk spillefilms kunstneriske stilstand, markerer vi os fortsat flot. Danske spillefilm har en i international sammenhæng utrolig høj andel af det danske biografmarked og er fortsat stærkt repræsenteret på de store filmfestivaler verden over. Så ordet kunstnerisk krise bør reserves til værre tider. Det går som med aktiekurser og fodboldlandshold, op og ned. Men bundniveauet i dansk film er tårnhøjt.

Der er masser af muligheder, hvis blot politikerne tør.

Tør lave en filmaftale med høje og klare mål for publikums opbakning, international anerkendelse og mangfoldighed i udbuddet.

Tør formulere rammerne for en sammenhængende erhvervspolitik for dansk film. Tør finde de nødvendige støttekroner til at frisætte dansk film fra tv’s dominerende indflydelse.

Tør overlade det til filmbranchen, Det Danske Filminstitut og tv-stationerne at finde veje til at nå de opstillede mål. I det forum trives ideerne, talentet og de kunstneriske visioner trods alt bedre end i et mødelokale på Christiansborg. Og i det perspektiv ser politikernes arbejde med at sætte mål for de næste fire års danske filmudvikling næsten ud som en ren leg.