Den her film er bare David Bowie

Moonage Daydream er ikke en dokumentar om David Bowie.

Den pointe bliver slået fast allerede få minutter, efter instruktøren bag den skamroste Bowie-film, Brett Morgen, hopper på Zoom til et interview med Ekko.

”Jeg er nødt til at uddanne folk i, hvad de skal forvente af min film. Det er en helt ny genre,” fortæller den amerikanske instruktør.

Brett Morgen har før gjort sig bemærket med innovative dokumentarfilm om rock-ikoner som Rolling Stones og Kurt Cobain.

Men hans nye film er anderledes.

Det er en syret rejse ind i Bowies univers uden talking heads med kolleger og bekendte. Der er næsten ingen biografiske informationer og stort set ingen handling.

Derfor bliver instruktøren en smule utålmodig, da Ekkos journalist flere gange kommer til at bruge det forbudte d-ord om filmen.

”Jeg håber virkelig ikke, du tror, at du har set en dokumentarfilm. For så ved jeg allerede, hvad din anmeldelse ville være: ’Hvorfor er Bowies venner Lou Reed og Iggy Pop ikke med? Hvorfor viser du ikke billeder af hans album-forsider?’” siger Brett Morgen småirriteret.

”Jeg elskede Todd Haynes’ film om The Velvet Underground lige indtil, den begyndte slavisk at gennemgå albums. Dokumentarer om popstjerner er en dødssyg, forældet genre, for du kan læse det hele på Wikipedia. Jeg vil hellere være som en vinbonde, der presser essensen ud af David Bowie.”

Brugt som kanvas
Det særlige ved at se Moonage Daydream – anmeldt til fem stjerner – som mangeårig Bowie-fan er, hvor meget den er fortalt i Bowies eget sprog.

Hans musik, hans billedæstetik og hans udsagn udgør alt materialet i filmen, og det er endda Bowies faste producer, Tony Visconti, der har tilpasset musikken til filmen.

De første, der så den endelige version, var U2-medlemmerne Bono og The Edge samt Pearl Jam-frontmanden Eddie Vedder, og de kom frem til en lignende konklusion.

”Bono kendte Bowie personligt, og det første, han sagde til mig efter filmen, var: ’Du har ikke lavet en film om Bowie. Filmen er Bowie.’ Men samtidig handler den jo slet ikke om Bowie. Den bruger ham som et kanvas, vi kan spejle os selv i,” forklarer instruktøren.

Brett Morgen mødte selv Bowie i 2007, hvor et filmprojekt mellem dem gik i vasken. Instruktøren har som så mange haft sangeren som idol siden teenageårene.

Fordi Bowie er så abstrakt og upersonlig i sit udtryk, er der noget almengyldigt ved ham. Og næsten alle hans sange handler på en eller anden måde om ensomhed og isolation, som man ikke behøver være den fortabte rummand Major Tom for at kunne relatere sig til.

”Man finder Bowie, når man har mest brug for ham,” siger Brett Morgen.

En uge i koma
For 53-årige Brett Morgen er Moonage Daydream især en spejling af hans eget liv igennem de sidste syv års arbejde med filmen.

Undervejs drev han sig selv halvt til vanvid af stress og fik et hjerteanfald, som sendte ham i en uges koma.

”Jeg arbejdede helt alene igennem næsten hele processen. Jeg havde ingen klippeassistent, ingen producer, ingenting, for jeg kunne ikke forklare nogen, hvad jeg ville lave,” fortæller han.

Efter at have set flere hundrede timers Bowie-optagelser forsøgte han at skrive manuskriptet med hjælp fra de kreative hjælpekort kaldet Oblique Strategies, som Bowie og avantgardemusikeren Brian Eno selv brugte til sammen at lave album som Low og Heroes.

Men efter otte måneders dagligt arbejde lå der bare en masse forvirrende skriverier om kaosteori og Nietzsche i hans dokument.

Portene åbnede sig
Heldigvis kom Brett Morgen i tanke om, hvad Bowie selv gjorde, når han skulle være produktiv.

Gang på gang isolerede han sig i udfordrende miljøer, som tvang ham til at presse sig selv til grænsen.

Først i hadebyen Los Angeles, så i pulserende Vestberlin og senere i fremmedgørende Japan. Men et af de første ”skrivefængsler” for Bowie var lange togture i sydvest-USA.

Det gav Brett Morgen en idé.

”Efter de otte måneder parkerede jeg foran mit kontor en morgen og var ved at kaste op. Jeg kunne ikke få mig til at gå ind i det rum, hvor ingenting skete.”

”Så jeg kørte til lufthavnen i Los Angeles, gik op i et fly til Albuquerque i New Mexico og kørte med toget hele vejen tilbage. Portene åbnede sig, og efter tre timer havde jeg manuskriptet.”

Livet som kunstværk
For Brett Morgen og tusindvis af mennesker er David Bowie ikke bare en yndlingskunstner. Han er også en vejviser i livet.

Men det kan også være farligt at følge hans eksempel.

Mennesket David Jones – som han var døbt – lod sin krop udsætte for et umenneskeligt pres, ekstrem ensomhed og hårde stoffer for at gøre sit liv til et kunstværk.

”Når du lever sådan, risikerer du at falde ud fra en høj klippe. Enten metaforisk eller bogstaveligt,” fortæller Brett Morgen, hvis egen kunstneriske passion var tæt på at slå ham ihjel.

Instruktøren var på Malboro Ranch i Montana sammen med fotografen Paul Cameron for at optage en Marlboro-reklame i 90’erne.

Midt i de meget improviserede optagelser fik Morgen en ret risikabel idé.

”Jeg ville have et skud, hvor en masse heste løb over en bakke og lige imod kameraet. Men Paul nægtede at stille sig på plads, fordi det var for farligt,” fortæller instruktøren.

”’Fuck dig, jeg gør det selv!’ sagde jeg. Så tog jeg min skjorte af og forsøgte ikke at lukke øjnene af skræk, mens en kæmpe hesteflok galopperede imod mig.”

”Det lykkedes, men bagefter sagde manden med hestene, at jeg var den dummeste skiderik, han havde mødt. Han havde slet ikke kontrol over hestene. Jeg var en idiot, der ville gøre alt for at få et godt billede til en reklame for cigaretter,” griner Morgen.

Vendepunktet
Moonage Daydream ender, kort efter Bowie møder sin kone Iman i 1990 og lægger sit selvdestruktive liv bag sig.

Det er et af de eneste dediceret biografiske nedslag i filmen.

”Jeg var nødt til at bryde min egen regel en smule, for Iman har en gigantisk effekt på Bowies liv og kunst. Og så er hans opgør med den kompromisløse kunstnertilværelse virkelig inspirerende, fordi mange af mine yndlingsalbum faktisk kommer, efter han gør det,” forklarer instruktøren.

”Det gav mig troen på, at jeg selv kunne sætte tempoet ned. Man kan åbenbart godt lave god kunst uden at dø af det.”

”Jeg var bange for, at arbejdet med Moonage Daydream ville slå mig ihjel, men det endte med at redde mit liv.”