Kommentar: Den oversete heltinde

Efter enhver film er der alenlange rulletekster, som informerer publikum om alle de mennesker, der har medvirket til filmens tilblivelse. I rulleteksterne bliver hver enkelt person og arbejdsfunktion nævnt, så alles indsats på den måde bliver værdsat og dokumenteret.

I forbindelse med dokumentarfilmen The War Show, som har vundet Jury-prisen på festivalen i Venedig og får dansk biografpremiere 26. oktober, er alle, som har medvirket i filmens tilblivelse, selvfølgelig nævnt.

Der mangler dog én person: filmens tidligere instruktør, Marie Skovgaard!

Penge i gummistøvlerne
The War Show er en dokumentarfilm, der følger en gruppe venner, hvis liv og drømme forvandles til mareridt, alt imens landet synker sammen.

At en dansk kvinde overhovedet har dristet sig til det land, er i sig selv en heltemodig indsats, men når det samtidig har været for at få dokumenteret grusomhederne i landet, er det dronningens fortjenstmedalje værd.

Vi taler altså om en kvinde, som har løbet med bomber og kugler piftende om ørerne og har haft penge i gummistøvlerne for at kunne betale løsepenge i tilfælde af bortførsel i det farlige land.

Og jo, de penge blev brugt.

Tæt på bomberne
The War Show – der undervejs har haft arbejdstiltlerne Slowmotion Revolution og If I Can’t Dance: It’s Not My Revolution – ville aldrig være kommet i kassen, hvis Marie Skovgaard ikke havde sat sit eget liv på spil i Syrien.

Man spejder forgæves efter hendes navn i slutteksterne og i det ellers omfattende pressemateriale, hvor Marie Skovgaards oprindelige medinstruktør, Obaidah Zytoon, og Andreas Dalsgaard, der ikke har været med på en eneste optagelse i Syrien, står krediteret som instruktører.

Fra en film går i produktion, til det endelige resultat foreligger, kan mange ting ændre sig. Men uanset hvad der er sket, og hvilke aftaler der er indgået, står det fast, at The War Show er Marie Skovgaards idé, og filmen var aldrig blevet til uden hendes modige indsats.

En indsats, som DR har beskrevet i to artikler fra 2012: Marie var tæt på bombe i Beirut og Dansker var fem dage ved fronten i Syrien.

Det eneste sted, man ellers finder Marie Skovgaard krediteret i forbindelse med filmen, er på Det Danske Filminstitut og Nordisk Film & TV Fonds støttelister.

Ronnie Fridthjof takker sig selv
Det er problematisk, at Det Dansk Filminstitut, som har ansvaret for brugen af støtten, ikke har sørget for, at retfærdigheden er sket fyldest.

Det er paradoksalt, at virkeligheden fordrejes i en dokumentarfilm, hvis fremmeste adelsmærke er troværdig virkelighedsgengivelse.

Og det er dybt ironisk, at Gud og hvermand takkes i rulleteksterne – hele 68 personer, institutioner og familier, ja, selv producenten af filmen, Ronnie Fridthjof, takker sig selv – bortset fra Marie Skovgaard, der bliver forbigået i larmende tavshed.

Fridthjof Film bør omgående indføre en tekst i forbindelse med slutteksterne på The War Show: ”The producers would like to thank Marie Skovgaard for her help in making this film.”

Det kunne også strammes: ”The producers would like to thank Marie Skovgaard. Without her contribution the film would not have been possible.”

Det byder al anstændighed og retskaffenhed, og ikke mindst er det en afspejling af de faktiske forhold.