Den pæne pige og provokatørerne

"Jeg hader virkelig dårlige manerer," understreger den franske skuespillerinde Charlotte Gainsbourg. Med ekstra stærkt tryk på "hader".

Det kan godt forekomme temmelig overraskende. Det er trods alt Charlotte Gainsbourgs far, der står som indbegrebet af den franske provocateur - kunstneren, der står med det ene ben solidt plantet i kulturhistorien og samtidig ser det som en ædel pligt at provokere og chokere borgerskabet.

Det var Serge Gainsbourg, der i 1969 forargede verden med nummeret Je t’aime ... moi non plus, som han mumlede, sang og især stønnede sig igennem sammen med sin kommende kone og Charlottes kommende mor, den atten år yngre engelske skuespillerinde, Jane Birkin. Undervejs simulerede Birkin en orgasme, og i det hele taget var nummeret så chokerende for verdenssamfundet, at Vatikanet fandt det nødvendigt at fordømme det.

Det var også Serge Gainsbourg, der i 1986 stillede op til en fjernsynsudsendelse i fransk tv’s bedste sendetid sammen med den amerikanske superpopstjerne, Whitney Houston.

Gainsbourg var i sit sædvanlige outfit - lapset jakkesæt, ubarberet ansigt, søvnige øjne, fedtet hår, tilsyneladende semi-stangbacardi - og der gik kun et minuts tid af showet, før Gainsbourg på fordrukkent engelsk erklærede: "I want to fuck her." Værten for programmet forsøgte at "oversætte" erklæringen til "He thinks you’re great", men Gainsbourg rettede ham med de uforglemmelige ord:

"Du er ikke Reagan, og jeg er ikke Gorbatjov, så prøv ikke det der på mig. Jeg sagde, ’hende vil jeg gerne kneppe.’" Whitney Houston hørte udmærket, hvad der blev sagt, selv om hun chokeret hvinede "What did he say!?" i baggrunden.

Det var også Serge Gainsbourg, der i 1984 udsendte singlen Lemon Incest sammen med sin dengang trettenårige datter, Charlotte. Teksten, der antyder et kødeligt forhold mellem far og datter, var provokerende nok i sig selv, men Gainsbourg hældte borgerskabets kaffe længere ned i den gale hals med en video, hvor far og datter ligger og synger halvnøgne i en seng.

Ydmyg og åbenhjertig
Serge Gainsbourgs talent rakte langt videre end at provokere, men det er sådan, han er blevet husket siden sin død i 1991 - i hvert fald uden for Frankrig. Det er imidlertid slet ikke provokatøren, Charlotte husker. Hun husker en genert og kærlig far, der gik meget op i respektabel opførsel.

"Sådan var han. Han var meget streng omkring gode manerer. Jeg lærer også mine børn ordentlige manerer. Dårlige manerer er først i orden, når man ved, hvad gode manerer er. Man skal lære de gode manerer, inden man beslutter sig for at have dårlige manerer. Det er ligesom abstrakte malere. De har været gennem hele den klassiske skole, inden de slår sig løs med det vilde og abstrakte. Man skal kende det basale først."

Den teoretiske parallel vil nok ikke blive anerkendt i et seriøst videnskabeligt tidsskrift, men noget tyder på, at 37-årige Charlotte Gainsbourg ikke maler et skønmaleri af sin gamle far. Da Ekko ringer til hende, og hun tager telefonen et sted i Paris, skynder hun sig at undskylde, at hun ikke var til stede to minutter tidligere, da vi ringede op til aftalt tid. Og gennem hele interviewet udviser hun pæne manerer. Hun er ydmyg, venlig, dannet og åbenhjertig.

Der er bestemt heller ikke noget i Charlotte Gainsbourgs øvrige opførsel, der tyder på, at hun blev spoleret af sin fars sjofelheder eller en opvækst i rampelyset. Den franske offentlighed kender hende som en seriøs skuespillerinde og sanger, der på ingen måde har arvet sin fars hang til anstødeligheder. Hvis ikke hun havde haft så særpræget splejset og drenget et udtryk, hvis ikke hun gennem hele sin karriere havde gået efter kunstneriske og seriøse film, kunne man med god ret kalde hende "pæn og kedelig".

Siden 1984 har hun spillet med i omkring 40 film, blandt andet farmands Charlotte For Ever, hvor de spiller far og datter. Det store gennembrud var i Claude Millers Den lille tyvetøs fra 1988, og siden er hun blevet et af fransk films største internationale navne med roller i blandt andet amerikanske 21 gram og I’m Not There. Hun har aldrig været typen, der sprang direkte ind i en scene og krævede at være centrum for begivenhederne med det samme.

Tværtimod er det typisk for Gainsbourg at snige sig ydmygt ind i en film og langsomt erobre publikum. En af hendes mest signifikante roller er i Dominik Molls avancerede thriller Lemming fra 2005, hvor hun og Charlotte Rampling spiller to sider af samme kvinde. Ikke overraskende er det Rampling, der får lov at repræsentere den temperamentsfulde, uforudsigelige og vilde side af kvinden, mens Gainsbourg må nøjes med at repræsentere den pæne, solide og søde husmor.

"Jeg vil virkelig gerne være mere excentrisk, men ja, jeg er ret normal," konstaterer Charlotte Gainsbourg uden at lyde hverken ærgerlig, bitter eller undskyldende - bare konstaterende.

Mødet med Trier
Netop derfor er det lidt af en begivenhed, at normale, jordnære Gainsbourg har fået den ene hovedrolle i Antichrist, den nye og længe ventede film af en de få, der i dag bærer samme fakkel som Serge Gainsbourg, den danske provocateur Lars von Trier. Antichrist er en film, som sætter Det gode og Det onde overfor hinanden på en måde, der vil støde de fleste.

Det er provokerende nok i sig selv, og dertil kommer en blanding af eksplicit sex og blodig gys. Den har været flere år undervejs. Måske kan nogen huske, at Trier i irritation og vrede trak hele idéen om filmen tilbage for omtrent fire år siden, da hans partner i Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, kom til at afsløre den afgørende idé over for pressen.

"Det må være første gang i filmhistorien, at en producent afslører slutningen på en film, han selv skal producere," vrissede Trier i april 2005.

Efter skuffelsen med lystspillet Direktøren for det hele, der blev lunkent modtaget herhjemme, forkyndte Trier alligevel, at gyseren Antichrist - nu med et noget andet plot - var hans næste filmprojekt. Optagelserne blev udskudt på grund af Triers efterhånden offentlige depression.

Men i august sidste år rejste Trier og hans filmhold til Køln og omegn for at optage filmen med Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg i de to altoverskyggende hovedroller som et ægtepar, der forsøger at finde sig selv i en øde skovhytte efter at have mistet deres eneste barn.

Oprindelig var en anden skuespillerinde udset og udvalgt til rollen, og Gainsbourg var selv overbevist om, at hun ikke ville få rollen.

"Jeg læste manuskriptet og blev lidt skræmt og forvirret, for jeg forstod ikke alt. Og så skyndte jeg mig til København for at spise sushi med ham. Jeg stillede ham nogle spørgsmål om manuskriptet, men han ville ikke svare. Og jeg tænkte, ’det bliver aldrig til noget.’ Jeg havde ikke fornemmelsen af, at han kunne lide mig, og at det ville fungere. Han virkede meget nervøs, og han havde det ikke godt. Når han spurgte ind til, om jeg havde haft angstanfald, svarede jeg hver gang: "Nej, mit helbred er helt i top, og jeg er meget normal." Til sidst tænkte jeg, at jeg måske bare ikke var den rette til rollen. Jeg tog skuffet hjem. Men et par uger senere fik jeg besked om, at han gerne ville have mig med i filmen."

Gainsbourg har ingen anelse om, hvorfor Trier valgte hende. Hun er ikke engang overbevist om, at Trier kendte særlig meget til hende i forvejen. Til gengæld kendte hun rigeligt til Trier.

"Jeg elsker hans film. I mine øjne er han et geni. Jeg havde virkelig lyst til at arbejde med ham, og samtidig var jeg bange for, at han skulle være for hård ved mig. Det var han ikke. Han var en sød og venlig og charmerende mand. Og han var excentrisk. På en af de første dage inden optagelserne holdt vi en fest med hele filmholdet, og da trak han bukserne ned. Vi skulle optage nogle intense sexscener, og så trak han bare bukserne ned for at bryde isen. Det er jeg vant til. Den slags gjorde min far også. Han trak ikke bukserne ned, men han var provokerende."

Uhyggelige heksehistorier
Dermed er ringen sluttet for Charlotte Gainsbourg. Hun er tilbage i hænderne på en mand, der ser en ære i at provokere og drille. Og hun lægger ikke skjul på, at hun har nydt at være med til noget, der rykker ved normerne og provokerer - uanset at det ikke var nemt at spille med i Antichrist.

"De første møder med Lars var mærkelige. Jeg havde mange spørgsmål, men hver gang jeg stillede dem, lavede han det, vi på fransk kalder en pirouette: Han stak af fra spørgsmålet. Han var sød og sagde, ’lad være med at forberede dig, du vil se, hvordan det skal gøres, når vi er der.’"

"Så begyndte optagelserne, og det var de mest utrolige optagelser, jeg har været med til. De var så ekstreme. Jeg har aldrig oplevet optagelser, hvor man bare skulle følge enhver tanke, der dukkede op i hovedet, og ikke have nogen barrierer. Jeg har mange barrierer, jeg dømmer mig selv hele tiden, men Lars forsøgte hele tiden at fjerne barriererne og sagde: ’Det kan godt være, jeg ikke bruger hele scenen, fordi den er ekstrem, men jeg kan måske bruge et sekund af den, fordi den er interessant.’ Han bad mig for eksempel spille scener på nye måder. En scene, hvor jeg skulle græde, bad han mig om at spille grinende. Den ene dag lavede vi en intens sexscene, den næste dag en horror-scene med masser af blod, og dagen efter spillede vi drama."

"Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet stolet på en anden instruktør, der forsøgte at trække mig ud i så store ekstremer. Fra starten af sagde han: ’Bare rolig, jeg vil aldrig bruge et klip, som du er utilpas ved. Jeg er på din side.’ Og jeg stolede fuldstændigt på ham. Jeg gav ham fuld kontrol over mig. Det var en meget intens og smertefuld oplevelse, men sådan ville jeg gerne have det. Jeg må have været meget masochistisk på det tidspunkt. Det var ikke en nydelse, men jeg havde det godt inderst inde."

I de næsten to måneder optagelserne stod på i sensommeren 2008, boede Gainsbourg i nogle sælsomme omgivelser på Golfhotel Gut Heckendorf ved Køln. Det er, som navnet antyder, et hotel for folk, der har tænkt sig at spille golf dagen lang. Det lyder ikke specielt skræmmende, men det satte en særlig stemning for Gainsbourg:

"Jeg var meget bange under optagelserne - på en dum måde - på grund af alle heksehistorierne i filmen. Jeg var i Tyskland, alene, på et mærkeligt hotel ud mod en golfbane. Hotellet var meget nøgent og klinisk. Vi var i naturen, men det var meget kedelig natur. Det var en moderne bygning ud mod en golfbane. Der var ingen reception, så jeg følte mig fuldstændig isoleret. Der var en virkelig mærkelig atmosfære. Jeg sov rigtig dårligt gennem de to måneder, optagelserne stod på. Jeg havde mareridt om hekse. Filmholdet sendte mig alle de her dokumentationer af heksehistorier - mærkelige, mærkelige bøger. Jeg var bange, nysgerrig og bange - som et barn kan være bange."

"Hvad har jeg gjort?"
Den slags refleksioner er typisk for Charlotte Gainsbourg. I betragtning af, at hun blev kastet ind i showbiz i en meget tidlig alder og flirtede med tanken om et incestuøst forhold til sin far i en alder af tretten, virker hun forbavsende uspoleret og ligetil. Næsten barnlig uden at være naiv. Hun forsøger ikke at gøre sig klog eller at hæve sig over noget. Hun lader sig tilsyneladende bare flyde med i de begivenheder, hun befinder sig i, i forventning om at få en interessant oplevelse.

Charlotte Gainsbourg har efter alt at dømme ikke noget ønske om at være den, der rykker ved normerne. Hun har ikke noget ønske om at provokere.

"Nej, men det sjove var, at under optagelserne til Antichrist gjorde jeg alt, Lars bad mig om, og Lars forberedte mig på alt: At jeg skulle være nøgen, og at jeg ville komme ud for noget, der kunne være chokerende for mig. Jeg blev ikke overrasket. Jeg gjorde det hele, og det var sjovt og meget ekstremt. Og da jeg så var færdig, tænkte jeg pludselig: ’Du godeste, hvad er det, jeg lige har gjort!?’ "

"Da jeg begyndte at spekulere på, om jeg egentlig havde det o.k. med det, jeg havde lavet, tænkte jeg også på min far og på min mor og det, de havde gjort med Je t’aime ... moi non plus. Jeg tænkte på, om det med den alder, jeg har, ikke var på tide at gøre noget, der provokerede, og jeg tror faktisk, jeg er ret begejstret ved tanken. Ikke for at gøre det samme som mine forældre, men fordi det er spændende."

"Jeg kan huske, at jeg var med i et stykke af David Mamet, der hed Oleanna, og det var meget provokerende. Folk blev chokerede over det, hovedpersonen sagde. At mærke publikum reagere på det, jeg sagde, var meget intenst. Jeg har det på samme måde med Antichrist. Jeg er ikke bange, men jeg er spændt på, hvordan folk vil reagere. Måske chokerer vi slet ikke nogen med Antichrist. Det er ikke pointen med filmen at provokere, men det ligger i den."

Sød mor i ondskabens vold
I dag, et halvt år efter optagelserne, er Charlotte Gainsbourg hjemme i Paris, hos sin normale tilværelse med sin mand, skuespilleren Yvan Attal, og deres to børn på seks og tolv år. Hun har haft en særlig og enestående oplevelse med Antichrist og kan blive næsten trist over, at hun sandsynligvis aldrig igen vil få en rolle, der tvinger hende så langt ud i ekstremerne som skuespiller.

Ironisk nok sidder hun nu i den situation, som hendes far må have siddet i adskillige gange. Hun har lige bedrevet noget, der "ikke er for små børn", som man siger. Det kan virke voldsomt nok, at hendes børn kan gennemrode YouTube og dumpe ind i deres tilsyneladende berusede bedstefar, der i den bedste tv-sendetid erklærer, nærmest per rutine, at han har lyst til at have sex med en amerikansk popstjerne. Men Charlotte Gainsbourg er endnu mere skræmt over, at hendes børn en dag skal se deres søde mor i Antichrist.

"Åh ja, jeg er rædselsslagen ved tanken. Jeg har ofte tænkt over, om jeg skal tale med børnene om filmen, inden den kommer ud, så de ikke bliver overraskede. Eller skal jeg lade være med at sige noget? Forhåbentlig er de så unge, at de ikke hører eller ser noget. Jeg føler mig ikke skyldig i at have gjort noget forkert, men .... forhåbentlig ser de den først, når de er store."