Gymnasiet, HF og ungdomsudd.
Undervisning
27. dec. 2011 | 13:45

Den perfekte muslim

Foto | Fenar Ahmad
Den perfekte muslim

Hvad er integration, hvordan skal det foregå, og er der chance for, at integration vil lykkes? Disse spørgsmål tager instruktøren Fenar Ahmad op i filmen Den perfekte muslim, der følger PR‐manden Nikoilai Lang i dennes jagt på den perfekte integration.

Af Claus Nielsen

Den perfekte muslim er udgivet på Ekko DVD #11.

Referat

Reklamemanden Nikolai Lang har sat sig for at undersøge, hvad god integration er og på baggrund af dette opstille nogle trin til at opnå integration. Målet er at finde frem til danskernes ideal for den perfekte, danske muslim. Det vil han formidle til alle danske muslimer og således hjælpe dem på plads i det danske samfund.

Dette projekt følges af dokumentarfilminstruktøren Fenar Ahmad. Vi følger, hvordan Nikolai Lang går systematisk og videnskabeligt til værks. Han får nedsat et par fokusgrupper – én bestående af gammeldanskere og én bestående af nydanskere – der med ordstyreren Nan Kofoed skal afdække, hvad danskhed er. Målet er at give afsæt til en plan for god integration. Undervejs i filmen interviewes blandt andet en biolog og en kultursociolog, og som en integreret del af filmen fortæller instruktøren sin egen historie. Sluttelig opstiller Nicolai Lang en liste med ti trin til god integration med titlen Bliv dansk nok til danskerne.

Didaktiske overvejelser

Filmen indgår i en særdeles aktuel dansk samfundsdebat. Den er hot stof. Det gør utvivlsomt, at elever ret ubesværet vil kunne indgå i dens indholdsmæssige overvejelser (hvis de ikke har fået nok af denne debat!). Men det gør også, at man bør holde hovedet koldt og prøve at holde filmens elementer lidt ude fra hinanden. Filmen er en dokumentarfilm, og som sådan følger og skildrer den noget. Den skildrer reklamemanden Nikolai Lang og dennes projekt. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan filmen som dokumentarfilm skildrer dette. Her er der nogle gode pædagogiske pointer i at gøre sig overvejelser omkring dette. Det vil hjælpe til at skærpe opmærksomheden over for måden, indholdet skildres på, og over for, at intet skildres og fremlægges neutralt. Alt har en form, og denne form indvirker på indholdet.

På indholdssiden ligger der også mange overvejelser, og filmen vil logisk kunne lægge op til et samarbejde mellem dansk, samfundsfag, religion og historie. Filmen vil således kunne bruges i kultur‐ og samfundsgruppen på hf og i Almen Studieforberedelse på stx. Man kan gøre sig overvejelser omkring, hvordan Nikolai Lang går videnskabeligt frem, og man kan overveje målet og resultatet med hans projekt.

Undervisningsforløb

Et undervisningsforløb i Den perfekte muslim vil naturligt kunne falde i to dele, en del, der ser på formen (filmen som dokumentarfilm), og en del, der ser på indholdet. Det er imidlertid vigtigt hele tiden at være opmærksom på, at disse dele naturligvis spiller tæt sammen. I det følgende opstilles en række spørgsmål, som kan være med til at åbne filmen for dette. Det endelige produkt kan være en skriftlig opgave, som på baggrund af filmgennemgangen diskuterer hele integrationsspørgsmålet.

Det anbefales, at forløbet starter med en kort introduktion til dokumentarfilmen som genre. Både på stx og hf er det i dansk påkrævet at undervise i dette. Det kan anbefales at starte med en kort gennemgang af dokumentarfilmens historie. Her kan centrale danske dokumentarfilminstruktører kort introduceres, og det kan være en idé at vise en af de såkaldte Danmarksfilm. Den gode muslim bliver også en slags Danmarksfilm, og det vil være oplagt at se P.H.’s Danmarksfilm og sammenligne med denne. Det vil videre være oplagt at introducere til en aktuel debat om dokumentarfilm og at introducere til nyere dansk dokumentarfilminstruktører som for eksempel Anders Østergaard og Christoffer Guldbrandsen. Det kan her anbefales at læse: Christoffer Guldbrandsen ”Den moderne dokumentarfilm” i Dansk Noter 3, 2007. Her fortæller Guldbrandsen om sine arbejdsmetoder i forbindelse med Den hemmelige krig, Lykketoft finale og Fogh bag facaden.

I. Den perfekte muslim som dokumentarfilm

1.Hvordan starter filmen, hvilke klip rummer starten, og hvorfor disse klip?
2.Hvordan er filmen bygget op, og hvilke dele består den af?
3.Hvordan introducerer instruktøren sig selv?
4.Hvilken rolle spiller instruktøren?
5.Hvilken rolle spiller reklamemanden?
6.Filmen igennem indklippes gamle filmklip. Hvilke slags klip er det, og hvilken funktion har de?
7.Hvordan er filmen som dokumentarfilm (hvordan lever den op til dokumentarfilmgenren)?

II. Den perfekte muslim som debatindlæg

1.Hvad er reklamemanden Nicolai Langs projekt?
2.Hvordan går Nicolai Lang frem?
3.Kan man kalde Nicolai Langs metode videnskabelig?
4.Hvilken rolle spiller fokusgrupperne?
5.Hvilken rolle spiller ordstyreren, Nan Kofoed, for fokusgrupperne?
6.Hvilke udsagn i forbindelse med integration rummer filmen, og i hvilke sammenhænge fremsættes disse udsagn?
7.Filmen rummer blandt andet interview med en biolog og med kultursociologen Mehmet Necef. Hvad siger de, og hvilken rolle spiller de i filmen?
8.Nicolai Lang ender med at opstille en liste på ti trin til perfekt integration, Bliv dansk nok til danskerne. Hvilke ti trin er det? Er de ti trin en god vej til perfekt integration?
9.Hvorfor hedder filmen Den perfekte muslim?

Hvad er filmens overordnede udsagn?


Mere undervisningsmateriale til Ungdomsuddannelserne


Mere undervisningsmateriale til Ungdomsuddannelserne..

Kommentarer

Titel: Den perfekte muslim

Instruktør: Fenar Ahmad

Produktionsår: 2009, Norge

Filmens længde: 15 min.

Målgruppe: HF, gymnasiet

Alderscensur:Tilladt for alle

Timetal for undervisningsforløb:
4‐6 timer

*Dansklærerforeningen

© Filmmagasinet Ekko