Den smukke taber

Steroide-kanyle i ballen, olie på overkroppen, neongrønne tights på benene og Guns N’ Roses pumpende ud af højtalerne. Det er wrestling, white trash-trailerparkens kampkunst, hvor de gode kæmper mod de onde i en festlig blanding af koordinerede stunts og sadomasochisme, vold og cirkus.

Instruktøren Darren Aronofsky fortæller i The Wrestler historien om Randy ”The Ram” Robinson, der engang var kongen af fribrydning, men med kroppens forfald er blevet degraderet til en skygge af sig selv. Som Rocky lever han for endnu en tur i ringen, og når han må tage arbejde i et supermarked, drømmer han sig tilbage til 80’erne, da han var beundret af mænd og tilbedt af kvinder.

Mickey Rourke spiller ikke bare, men er historien om ”The Ram”. Han er 80’er-ikonet, der var i liga med de største - James Dean, Marlon Brando og Steve McQueen — men forbitret på Hollywood vendte han det hele ryggen og valgte bokseringen. Og da han forslået vendte tilbage til skuespillet, måtte han som et andet ringvrag tage imod de filmtilbud, han fik — for at betale sine regninger og i håb om at genvinde en plads i solen.

Følelsen af succes
Historien om Mickey Rourke starter i 1952 eller muligvis i ’54 eller ’56, som er de forskellige fødselsår, man kan finde i Rourke-biografier. Sikkert er det, at han bliver født 16. september af irsk-amerikanske forældre i byen Schenectady, Nord i staten New York. Han døbes Philip Andre Rourke Jr., men Senior giver ham kælenavnet Mickey efter baseball-idolet Mickey Mantle, og alt hvad Rourke har af godt at sige om sin barndom, har med sport at gøre: Faren er amatørbodybuilder og Mickey selv en dygtig bokser.

Resten er en historie om svigt.

Under påskud af en ferie, hvor moren havde lovet at købe en pony til den syvårige Mickey, viser det sig, at familien skal skilles, og Mickey skal nu bo i Miamis barske kvarter, Liberty City, sammen med en hårdtslående stedfar. Det kommer Mickey sig aldrig over, og hver gang han i sit voksne liv har stået over for en streng autoritetsfigur, er det gået galt. Til stor glæde for tabloidpressen.

Som hævn over sine forældre sværger Mickey, at han aldrig vil lære noget, men vagabondere gennem livet uden mål og mening — et løfte, han holder ved ikke at sige noget i skolen, så han til sidst kommer i specialklasse. På dette tidspunkt begynder Mickey også at lyve. Ikke bare små hvide løgne, men store fantasifulde historier, der løfter ham ud af sit eget liv — og ifølge ham selv har gjort skuespil let for ham.

Mickey flygter ind i boksningens verden. De ildelugtende træningslokaler i Miamis 5th Street Gym, hvor også Muhammed Ali engang boksede, bliver et helle og byder på en følelse af succes. Han har talent, men efter et par alvorlige hjernerystelser tvinges han væk fra sporten, og herefter tilbringer han det meste af tiden med vennerne på stranden - på stoffer og udkig efter kvinder. Men så sker det. En kollega på hotellet, hvor Rourke arbejder som poolrenser, skaffer ham en rolle i en opsætning af Jean Genet-dramaet Haute surveillance. Han siger ja uden at kunne forklare hvorfor, men i skuespillet finder han endelig et kald, der giver mening. Kort tid efter hopper han på bussen.

På røven i New York
New York. 1975. Mickey Rourke ankommer iklædt spraglet skjorte og ternede bukser - Miamis garderobe - og holder fast i tøjet på samme måde, som Jon Voight holdt fast i sin Stetson, da han som Joe Buck kom fra Texas til The Big Apple i Midnight Cowboy.

Rourke er ligesom Buck fuld af drømme og har ingen anelse om, hvad virkeligheden reelt byder på. Han kører direkte fra lufthavnen ind til Actors Studio, fordi hans helte, Marlon Brando og Steve McQueen, engang har gået der. Det lykkes ham lige akkurat at komme indenfor. Så sender skolen ham i retning af det billigste hotel, der bliver hans hjem i den næste tid. Han sover med et baseballbat under dynen og lever af chokolade, han har stjålet. Skuespildrømmen får han ikke gjort meget ved.

Han arbejder som parkeringsvagt, hundetrænerassistent, hjemis-chauffør, pretzel-sælger og håndklædehenter i en spa. Det tætteste, han kommer på filmindustrien, er da han arbejder på et møbellager, hvor Steve McQueen, Lee Marvin og Gene Hackman også havde puklet i deres tidlige dage.

Da Rourke endelig får et mere fast arbejde, er det som dørmand på et bordel. Men lønnen giver ham mulighed for at flytte ind på et lidt bedre hotel, Marlton på West 8th Street. Han må godt nok bruge en halv time hver morgen på at fylde toiletpapir i hullerne i væggene på det fælles badeværelse, hvor skumle typer belurer de yngre beboere. Men her møder han også den intellektuelle natportier Carl Montgomery, der introducerer ham til teatret og hjælper ham med at lave en målrettet plan, der ender med at få Rourke ind på Actors Studio.

På skolen får underviseren Sandra Seacat rusket op i den indesluttede skuespiller in spe og lært ham at bruge sin krop. Rourke er et naturtalent, men med tiden kommer han i konflikt med lederen Lee Strassberg og ryger ud af skolen. Seacat fortsætter med at undervise ham privat og sender ham i 1978 til Los Angeles med det retoriske spørgsmål: ”Vil du være en stjerne i klasseværelset eller den virkelige verden?”

Maskulin og skrøbelig
Rourke forstår budskabet, men i Los Angeles må han på ny starte fra bunden — i bilparkerings-branchen — mens han venter på sin chance. Den kommer i 1979 i form af en meget lille rolle i Steven Spielberg-floppet 1941, hvor han får en indsigt i filmmiljøets forlorenhed, der er lige ved at få ham til at kaste håndklædet i ringen. Stunts, teknik og stjernenykker fylder mere end skuespil, og Rourke har senere beskrevet Spielberg som en dygtig, men fjollet popgruppe, som han — Rourke — i hvert fald ikke gider lytte til.

Han laver i samme periode også tre tv-film, hvor den sidste Rape and Marriage: The Rideout Case fra 1980 får folks øjne op for Rourkes talent. Men Rourke vil ikke tv. Han siger nej til et tilbud om en halv million dollars for en rolle i en tv-soap og tager i stedet et job som dørmand på en transvestit-klub på Hollywood Boulevard. Han får et mindre gennembrud i rollen som den følsomme kriminelle Teddy Lewis i Body Heat fra 1981. Rollen er kun en meget lille del af filmen, men de to scener, Rourke optræder i, blæser William Hurt og Kathleen Turner ud af lærredet. Historien er den klassiske film noir-fortælling om en femme fatale (Turner), der lokker et forelsket fjols (Hurt) til at myrde hendes rige ægtemand. Hurt søger råd hos den erfarne brandstifter Teddy (Rourke), der rådgiver Hurt, men også omsorgsfuldt advarer ham i en hård rendestenslingo, som Rourke leverer med sin karakteristiske bløde stemme.

Rourke forstår som få mandlige skuespillere at krydre sin rå, farlige maskulinitet med en skrøbelig charme og et eksistentialistisk anstrøg, som især instruktørerne Barry Levinson og Francis Ford Coppola har forstået at udnytte. Især én scene i Levinsons Diner (1982) er uforglemmelig. Det er den legendariske ”pik i popcorn”-scene, hvor Rourkes trussetyv, ludomanen Boogie, vædder med sine venner, om han kan få en pæn pige til at røre ved hans ædlere dele. Det kunne den pæne pige aldrig drømme om, og det ved Boogie godt, så han inviterer hende i biografen, hvor han behændigt får skubbet pikken op gennem bunden af popcornspanden, og så er det bare at vente på at vinde væddemålet.

Den pubertære scene er morsom i sig selv, men præstationen bliver fantastisk, fordi Rourke med sin mange facetter formår at gøre den efterfølgende scene troværdig, hvor han med et ydmygt, drenget glimt i øjet forklarer pigen, at det hele var et dumt uheld.

På kant med pressen
Også Francis Ford Coppola spotter tidligt Rourkes talent for at spille charmerende outsider og udnytter det til fulde i Motorcykeldrengen (1983). Rourke spiller bandelederen kaldet Motorcykeldrengen, en sammensat karakter af lige dele James Dean og den franske eksistentialist Albert Camus. Han er en leder uden noget sted at lede hen, og karakteren er en spejling af Rourke, der forsøger at tage sig af dem omkring sig, men knap nok kan tage vare på sig selv.

Både Francis Ford Coppola og filmen, der på originalsproget hedder Rumble Fish, står Rourkes hjerte nær. Han har siden mødt op på filmproduktioner i sin egen trailer, The Fish, der er et hadeobjekt blandt Hollywoodproducere, fordi Rourke medbringer alle sine venner og skaber et rullende festhjem.

Mickey Rourke er pludselig hottere end hot, men med opmærksomheden kommer problemerne op til overfladen. Han får et rygte for at lave problemer på settet og være næsvis over for pressen. Og han går ikke på kompromis, men siger sin mening uden omsvøb. Han kalder den magtfulde producer Sam Goldwyn Jr. ”et røvhul”, han afviser grinende tilbuddet om hovedrollen i Top Gun, fordi dialogen er ”for dum”. Og mener han, at den film, han medvirker i, er noget bras, fortæller han det uden at blinke i interviews.

I andre tilfælde kæmper han loyalt for sin instruktør. Han har en lille rolle i Michael Ciminos berygtede Heaven’s Gate, der driver selskabet United Artist økonomisk i knæ. Sammen laver de Chinatown bløder (1985) om en kompromisløs politimand, der ikke skyr nogen midler i sit opgør med den kinesiske mafia. Filmen bliver anklaget for racisme, men Rourke kæmper for Cimino i pressen, som han udvikler et hadsk forhold til.

Han nægter at give interviews til journalister, som han føler sig misforstået af. I Barbet Shroeders Barfly (1987) spiller Rourke drukpoeten Charles Bukowski, som efterfølgende skriver romanen Hollywood, hvor han fortæller, at Rourke nægter at tale med en eneste journalist, da filmen vises på Cannes-festivalen. Bukowski citerer også fra en samtale med Schroeder. ”Alle de magtfulde mennesker hader ham. Samtidig er de bange for ham på grund af hans målbevidsthed og energi. De snakker om ham over deres drinks. De har lyst til at hugge ham til pindebrænde med deres dødsstråler,” siger Schroeder, hvortil Bukowski svarer:

”De har ikke en chance.”

Bokseren El Marielito
9½ uge fra 1986 etablerer Mickey Rourke som superstjerne og skægstubbebærende førsteelsker, men filmen bliver også starten på hans nedtur. Det er en dårlig film, der bærer præg af kommercielt censureret klipning. Det er lyserød husmor-S/M og ikke den Sidste tango i Paris, som projektet oprindelig lagde op til, og Rourke fastholder den dag i dag, at han aldrig har set filmen til ende.

Rourke falder i anseelse på samme vis, som Leonardo DiCaprio gjorde efter sin rolle i Titanic. Samtidig bliver han mere og mere besværlig, både professionelt og privat. Han bliver skilt fra Debra Feuer og giver hende alt, han ejer - ”som undskyldning for at være en dårlig ægtemand”. Han må sige ja til film for penge, værst af alle den nærmest campede Harley Davidson and The Marlboro Man fra 1991, hvor han spiller over for Don Johnson.

Forbitret beslutter Rourke sig at vende tilbage til det eneste, der ud over skuespillet har givet mening for ham: boksning.

At gå ind i en boksering er et møde med sig selv, sin angst, sine indre dæmoner. Der er ikke noget sted, man kan flygte hen. Boksning er ren konfrontation. Derfor holder Rourke så meget af det. Fra hans debut som professionel i 1991, til han trækker sig tilbage i 1994, tjener han millioner i ringen under boksenavnet El Marielito og siger blandt andet nej til rollen som bokseren Butch Coolidge i Pulp Fiction  — en rolle, Tarantino nærmest havde skrevet til Rourke, og som Rourke senere med ærgrelse må se kritikerne kaste stjernedrys over Bruce Willis for.

Mickey Rourke blev aldrig en straight bokser. El Marielito havde problemer med disciplinen. Sportens klassiske morgenløbeture foregik omkring midnat, og hans ven, mesteren Ray ”Boom Boom” Mancini, fortæller, at Rourkes træningsmønster bestod af lidt træning, en kop kaffe, lidt mere træning, så en smøg, træne igen og så tale lidt i telefon.

Men El Marielito beviste sit værd i ringen, han vandt sine kampe og tog de hårde tæv, der resulterede i brækkede ribben, hænder, kæbe og kindben. Rourkes næse består nu af dele fra hans venstre øre. Hvad der skyldes bokseskader, og hvad der skyldes forfængelige forsøg på forskønnelse, ligger hen i det uvisse, men plastikkirurgien er efterhånden så omfattende, at det er svært at genkende det ansigt, som pigerne dånede over i 80’erne.

Det store comeback
Instruktøren Elia Kazan, der arbejdede med Marlon Brando i I storbyens havn, har hyldet Rourkes talent som et af de største. Kim Basinger har efter mødet med Rourke i 9½ uge beskrevet ham som ”det menneskelige askebæger”.

To sider af samme mand og samtidig en forklaring på, hvorfor ingen producere ville arbejde sammen med Rourke, og hvorfor Darren Aronofsky alligevel kompromisløst holdt fast i ham til The Wrestler, selvom det betød et markant mindre budget.

Tid og terapi skulle der til, før Rourke fik ryddet op i barndommen og de svære problemer. Et kuldsejlet andet ægteskab med modellen og junkien Carré Otis endte i hustruvold, før Rourke accepterede, at det var slut. Han kastede sin kærlighed på forsømte chihuahuas, som han adopterede og blev så nær med, at han i 2000 forlod filmen Luck of the Draw, fordi hundene ikke blev skrevet ind i manuskriptet.

Han har sagt, at det er ansvaret for dem, der afholdt ham fra at begå selvmord, da det stod værst til. Robert Rodriguez og Frank Miller giver ham en første oprejsning som Marv i Sin City, men det store comeback er hovedrollen i The Wrestler.

Rourke bidrager med en særlig tale i slutningen af filmen - en tale, som han selv har skrevet.

”Talen handler om den sidste gang, at du står deroppe, og du har lavet for meget rod i den eller bare er blevet for gammel, og folk siger, at du er færdig," fortæller han. "Læg mig i kisten, når jeg er død, ikke mens jeg stadig trækker vejret. Jeg har stadig nogle ting, jeg gerne vil opnå. The Wrestler er den hårdeste film, jeg har lavet. Men det er også den, jeg er mest stolt af, for jeg ved hvor meget, jeg gav til filmen.”

Indsatsen blev belønnet med ny anerkendelse og en Oscar-nominering. Under Oscar-festen fandt Sean Penn, vinderen for bedste mandlige hovedrolle, grund til at slutte sin tale af med at nævne to mænd, Barack Obama og Mickey Rourke.

”Jeg er meget stolt over at leve i et land, der er villig til at vælge en elegant mand til præsident; et land, der trods al sin hårdhed skaber modige kunstnere som Mickey Rourke, der trods en følsomhed, som til tider har budt på enorme udfordringer, nu rejser sig igen - og han er min bror”