Derfor går kvinder producervejen

På Ekko Shortlists etårsfødselsdag i sidste måned konstaterede vi med beklagelse, at kvinderne er underrepræsenteret på All Time Shortlist.

Marie Grahtø Sørensen er den eneste kvindelige instruktør på listens top ti med sin lesbiske vampyrfilm Lækre til vi dør. Meget anderledes ser det ikke ud på manuskriptfronten.

Til gengæld er de kvindelige producere aldeles godt repræsenteret, og i All Time top ti’en klart i overtal med seks film med kvindelige producere, to med mandlige producere og to med både mandlige og kvindelige.

Samme billede tegner sig på filmskolerne, hvor der generelt er flere kvinder på producerlinjerne end på instruktørlinjerne.

Ifølge Politiken Research var Den Danske Filmskoles producerlinje fra 2001 til 2011 udgjort af 56 procent kvinder. For instruktørlinjen var tallet 31 procent. Den alternative filmskole Super16 har siden fødslen optaget 29 procent kvinder på instruktørlinjen mod 61 procent kvinder på producerlinjen.

Kvinder vil sidde på pengene
”På alt, der handler om produktion, salg og orkestrering af film, har kvinder nemt kunnet udradere mændene. De sidder på det. De unge kvinder vil meget gerne være producere. Jeg tror, det appellerer til dem at være dem, der sidder på pengene,” sagde Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen til Politiken i marts 2013.

”Mens de mandlige instruktører er sådan mere masturbationsagtige, jeg-er-kunster-typer, så går kvinderne mere efter det brede og markedsorienterede. De vil have guld, de vil sælge billetter,” mente direktøren.

Citaterne møder dog modstand, da Ekko samler fem af Shortlistens kvinder og spørger dem, hvorfor de er gået producervejen.

”Hvorfor skulle mænd være mere kreative,” fnyser Kirstine Barfod, Super16-elev og producer bag Ud, spring over, ind, der ligger nummer seks på All Time Shortlist.

De fire andre samtykker med et ”hmm”. De fire er Karen Kristensen (In absentia, nr. 2 på All Time Shortlist), Nina Helveg (Ladyboy og Lækre til vi dør, nr. 3 og 5 på All Time Shortlist), Maria Møller Kjeldgaard (Skrå brædder, nr. 14 på All Time Shortlist) og Anna Malmkjær Willumsen (Millenium, nr. 19 på All Time Shortlist).

Alle fem går på enten Den Danske Filmskole (Anna og Karen) eller Super16 (Nina, Maria og Kirstine).”

Det sociale giver et kick
Ingen af de fem føler, at de er gået på akkord ved at blive producere. To af dem drømte oprindelig om at blive instruktører, men indså, at det ikke passede til deres temperament. Og ingen føler, at nogen eller noget har stået i vejen for dem.

”Min oprindelige drøm var at blive instruktør. Jeg valgte det ikke fra, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg indså, at det slet ikke var mig. Jeg fandt ud af, at jeg nyder det økonomiske og det organisatoriske aspekt lige så meget som det kreative,” fortæller Maria Møller Kjeldgaard og fortsætter:

”Man har ikke på samme måde fingeren med i alt som instruktør. Der er stor variation i arbejdsopgaverne for en producer, og så kan jeg godt lide det sociale element.”

”Det handler om at sammensætte det helt rigtige hold til et bestemt projekt, og filmen er ikke bedre end den gruppe, man har samlet. En fællesnævner for alle producere er, at man får et kick ud af at løse problemer.”

Kønnet holder ingen tilbage
”Ingen af os er blevet producere, fordi vi ikke kunne blive instruktører,” overtager Anna Malmkjær Willumsen. ”Det er, fordi vi havde lyst til at blive producere.”

Derfor ser hun ingen grund til at begræde, at mange kvinder bliver producere frem for instruktører.

”Jeg er træt af at høre om, at der er for få kvinder, der laver film. Der er masser. De er bare ikke nødvendigvis instruktører. At der er færre kvindelige instruktører, er kun ærgerligt, hvis der er nogen, som bliver holdt tilbage, fordi de er kvinder. Men det er ikke min oplevelse,” siger hun.

”Selv har jeg bare aldrig kunnet lade være med at blande mig. Jeg startede som skuespiller, og jeg kom altid til at hænge mig i praktiske ting og blande mig i, hvilken rækkefølge det var fornuftigst at optage scenerne i.”

En producer laver mad, ik’?
Flere af de kvindelige producere fandt dog først hen ad vejen deres hylde. Producerrollen var i begyndelsen temmelig abstrakt. Og det er den til dels stadig.

”Folk uden for branchen tror måske, at hele filmen udelukkende er lavet af instruktøren. Da jeg var barn, forstod jeg heller ikke, hvad en producer lavede,” siger Karen Kristensen.

”Jeg er stadig i tvivl,” indskyder Nina Helveg og udløser skraldlatter.

”Jeg har aldrig drømt om at blive instruktør, men jeg var interesseret i film. Der gik flere år, før jeg fandt ud af, at det at være producer handlede om mere end at lave mad til holdet,” fortsætter Nina Helveg.

Psykolog for filmholdet
De fem kvinder er enige om at være uenige med Peter Aalbæk Jensen i, at kvinder tænder på at sidde på pengene. Det er noget andet, der tænder dem ved producerrollen.

”Det taler måske til kvinder det her med at være blæksprutte, at kunne rumme det hele og være opmærksom på alles følelser. Og så samtidig være en god strateg,” foreslår Kirstine Barfod.

”På den måde taler jobbet til begge hjernehalvdele. Man kan veksle mellem det mere kreative og så noget meget konkret, økonomisk og teknisk.”

De fem kvinder kvier sig ved at generalisere og viger uden om de etiketter – karrierekvinde og moderrolle – som intervieweren så gerne slynger dem i hovedet. De erkender dog tøvende, at producerrollen måske appellerer til et moderinstinkt.

”Man skal jo være en slags psykolog for hele holdet. Instruktørens højeste prioritet kan aldrig være, at holdet har det godt. Det må altid være filmen. Og der er producere i højere grad nødt til at sørge for, at alle bliver hørt og er glade og tilfredse,” siger Anna Malmkjær Willumsen.

Teknik er usexet for kvinder
At mænd er ”sådan mere masturbationsagtige, jeg-er-kunstner-typer”, for nu igen at citere Aalbæk, går de fem producere til dels med til.

”Hvis man tænker på det opdrag, man får lige fra folkeskolen, så forventes piger at være mere flittige og sidde stille, og det lægger måske en bund. Spørgsmålet er, om der er plads til, at piger kan være vilde og kreative og stikke ud,” siger Anna Malmkjær Willumsen.

”Der er en anden kompromisløshed over at være instruktør. Producere må søge løsningerne, hvor instruktørens tankegang kan være mere ekstrem,” siger Karen Kristensen.

”Den kreative stemme kommer ofte fra manuskriptforfatteren og instruktøren, men jeg føler, at jeg ejer filmen lige så meget som producer. Det er bare ikke ens eget ego, der betyder mest.”

Et andet forhold, der kan afskrække kvinderne fra andre af filmfagets håndværk, er teknikken.

”For en kvinde er det lidt usexet at være meget teknikfikseret. Jeg tror, man finder flest kvinder dér, hvor det har mindst med teknik at gøre,” mener Kirstine Barfod og får Anna Malmkjær Willums samtykke:

”Vejen til at blive producer går tit gennem det at være runner, hvor man skal skære frugt og lave kaffe til holdet, og det appellerer måske mindre til mænd. Mænd, der gerne vil noget med film, går nok oftere en mere teknisk vej med lyssætning eller lignende,” siger hun.

Mænd behøver ikke være gravide
Endelig er der det med børn. For selv i et matriarkalsk samfund med karrierekvinder og mænd mast flade under tøflen er det en faktor, siger Kirstine Barfod.

”Jeg tror stadig, at kvinder vil være de første til at trække sig fra en usikker branche. Der kan det være svært at få plads til det hele i filmbranchen,” uddyber hun.

”Der kan man måske tilpasse det bedre som producer, fordi det er lidt mere fleksibelt,” mener Anna Malmkjær Willumsen.

”Alt det er jo ved at ændre sig,” indvender Maria Møller Kjeldgaard. ”Efterhånden tror jeg, at mænd føler et lige så stort afsavn i forhold til familie.”

”Men mænd behøver jo stadig ikke at være gravide i ni måneder,” siger Kirstine Barfod.

Det er der ingen, der gør indsigelser imod.