”Det er en sløj form for antiracisme”

Et debatindlæg af en førsteårselev på Den Danske Filmskole har vakt stor opsigt.

Eleven kritiserer skolen for et pensum, der er fokuseret på ”den konventionelle hvide, mandlige instruktør”, og en undervisning med ”eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt indhold”.

Eleven er også ude med riven efter tredjeårselevernes midtvejsfilm, som ifølge skribenten reproducerer racisme og misogyni: ”For hvis vores fælles verden ser ud som den, der bliver repræsenteret i fiktionsmidtvejsfilmene, er der ikke meget håb for fremtiden.”

Trods den krasse kritik bliver eleven bakket op af skolens rektor, lærere og sågar de elever, som er i skudlinjen.

To lærere fortæller til Ekko, at de bestræber sig på at undgå at vise film, der kan krænke eleverne.

”Som underviser bliver man nødt til at have en stor opmærksomhed på den sensitivitet, der er i forhold til de politiske agendaer,” siger leder af producerlinjen, Jonas Frederiksen.

Et værk som D.W. Griffiths En nations fødsel, der i 1915 samler filmsproget i den første store spillefilm, men samtidig er dybt racistisk med Ku Klux Klan i helterollen, skal man ifølge lærerne næppe forvente at se på skolen.

Det samme må formodes at gælde Leni Riefenstahls æstetisk visionære værker, der var en del af Hitlers nazistiske propagandamaskine.

Men den udmelding møder kritik fra forskellig side, fra venstre og især højre side af det politiske spektrum.

Bør kunne tåle mosten
Lone Nikolajsen skriver i Dagbladet Informations leder, at ”der er en problematisk berøringsangst på færde på Filmskolen”.

Hun roser ønsket om at gøre op med chauvinistiske og fordummende stereotyper og klichéer. Men tilføjer, at man skal være ”villig til at se film, man kan have noget imod”.

Lederskribenten hæfter sig ved, at flere elever på skolen er udvandret fra visningen af fraklip fra Casper Christensen-komedien Dan Dream, fordi Magnus Millangs karakter optræder racistisk.

Udvandringen er blevet mødt med forståelse i skolens ledelse, men det er Information lodret uenig i.

”Hvis man er elev på en filmskole, bør man kunne tåle at se film (og karakterer i film), der krænker ens retfærdighedssans og går imod ens eget værdisæt. Det samme gælder, hvis man er dedikeret antiracist,” skriver Lone Nikolajsen og tilføjer:

”Det er en sløj form for antiracisme, man praktiserer, hvis man nægter at se på, hvordan racisme gennem tiden er kommet til udtryk.”

Kunst eller moral
Gyldendals direktør Morten Hesseldahl skriver i en kommentar i Berlingske, at de studerende på Filmskolen i lighed med Kunstakademiet er mere optaget af moral end af kunst.

”Kunsten skal være fri til at afsøge erkendelsens grænser, og den skal være klar til at møde omverdenens forventning om det sublime. Kunst handler ikke om moral. Kunst handler om at sige noget vigtigt, noget, der ikke er blevet sagt, set eller skildret før,” mener Morten Hesseldahl.

Når en af de kritiserede elever fortæller, at hun fremover vil benytte sensitivity readers – konsulenter, der skal sikre, at en film ikke støder minoritetsgrupper – løber det koldt ned ad ryggen på Gyldendal-direktøren.

Det giver Hesseldahl associationer til både den kinesiske kulturrevolution, Stalins skueprocesser og fællesmøderne på Tvind. Og samme elevs udsagn om, at man på skolen ikke censurerer kunsten, men bare taler om den ”på en ny måde”, finder han direkte uhyggelig.

Dogmatisk verdenssyn
Debattøren Mikkel Andersson kalder sagen mere forstemmende end komisk.

I det borgerlige nyhedsmedie Kontrast kommer han ind på kritikken af en scene i en midtvejsfilm, hvor en asiatisk person danser rundt som en abe.

”Det tragikomiske er, at selv om den gode instruktør både har den parodisk mangfoldige og rette seksuelle samt etniske baggrund og ifølge instruktøren en ambition om at skildre skrøbelig maskulinitet i et behørigt tvivlsomt lys, er det stadig ligegyldigt,” skriver han og fortsætter:

”Filmen indeholder nemlig en scene, som i en 1:1-læsning kan opfattes som racistisk, og så er fanden naturligvis løs i Laksegade.”

Med udtalelser fra skolens lærere in mente tvivler Mikkel Andersson på, at værker af instruktører som Alfred Hitchcock, Orson Welles og John Huston vil kunne vises på skolen, fordi de kan opfattes som krænkende.

”Så der står vi tilsyneladende. Med ledere af en filmskole, der fortæller, at de ikke vil vise eleverne afgørende og genreskabende værker fra den filmhistorie, de som færdiguddannede formodes at skulle skrive sig ind i. Og elever, der ikke kan tolerere, at deres medstuderende laver film, hvis der her optræder scener eller tematikker, som ikke 1:1 afspejler deres dogmatiske og politisk forudfattede verdenssyn.”

Absurd gaslighting
Liberal Alliances Henrik Dahl runder også Den Danske Filmskole i sin klumme i Jyllands-Posten.

”I et klima, hvor (en del af) skolens studerende i forvejen retter alle mulige woke-anklager imod Filmskolen, betyder det, at en hvilken som helst woke-studerende nu kan censurere, hvad der må vises på Filmskolen,” skriver politikeren.

Ifølge Henrik Dahl er det ”fuldstændigt absurd gaslighting” at hævde, at der ikke er problemer med identitetspolitik i Danmark.

”Den har store konsekvenser på kunstens område. Og den har store konsekvenser for de videregående uddannelser i Danmark. Hvor konsekvenserne hver gang trækker i samme retning: et Danmark og nogle danske institutioner, der i politisk henseende bliver mindre liberale og mindre frie.”