Shortlist: Det naturlige talent

”Jeg er i øjeblikket meget optaget af det naturlige lys. Det er langt sjovere at filme end rende rundt og sætte lys hele tiden. Det gør også processen mere fri, både for skuespillerne og mig selv, da jeg kan skyde fra alle vinkler.” 

Vi har sat os til rette i Den Danske Filmskoles lille visningsbiograf, hvor 26-årige Jasper Spanning har forberedt eksempler på sit arbejde. 

Det mørke rum er fyldt af bløde biografsæder. Øverst oppe står alteret: to lysende Mac-skærme på et bord. Spanning sidder hjemmevant på kontorstolen bag skærmene og fører musens markør hen over de mange forskellige kortfilm, han har lavet. 

Fotografen, der er søn af skuespillerne Søren Spanning og Karen-Lise Mynster, går på femte semester af Filmskolens fotografuddannelse. Men han har allerede stået bag kameraet i en række markante kortfilm. 

Ikke mindre end fire film på Ekko Shortlist bærer hans fotografiske signatur: den vildt ekspressive Bewilderbeast, Malou Reymanns sensitive 13 og Dem man elsker samt Thomas Daneskovs feelgood-komedie Ud, spring over, ind, som i øjeblikket ligger nummer 3 på top 10. 

Billigt og lækkert
Jasper Spanning fortæller, at han overhovedet ikke arbejdede med kunstigt lys i Ud, spring over, ind. Det var faktisk en grundregel fra starten. 

Filmen handler om en ung mands forhold til sin far og foregår over en weekend i et sommerhus, hvor de går på jagt, drikker bajere, ryger fede og får damebesøg. 

”Vi havde snakket om, hvad vi skulle gøre om aftenen, for ud over et bål havde vi intet lys. Men så fandt vi på at gøre lyskæder til en del af historien.” 

”Da natten falder på, overrasker faren sin søn og de to kvindelige gæster ved at tænde for lyskæderne, som hænger overalt i haven. Og pludselig har de en fest og jeg et fantastisk lækkert lys at arbejde med,” fortæller Jasper Spanning med et smil. 

– Så det er mere et praktisk end et kunstnerisk træk, at du er glad for at bruge det naturlige lys? 

”Der er helt klart et økonomisk perspektiv i det. De film, jeg laver, har ofte et Filmværkstedsbudget. Og der er fantastisk lys alle steder, hvis man stiller folk de rigtige steder. Man kan få nogle lyssætninger, som normalt ville koste rigtig mange penge og tage lang tid at sætte.” 

Historien bestemmer stilen
Spannings film på Ekko Shortlist er i vidt forskellige genrer, men filmet med stilsikker hånd. Hvor meget af den visuelle stil i en film kan egentligt tillægges fotografen i forhold til instruktøren? 

”Det er altid med udgangspunkt i historien, at man tager sine visuelle beslutninger. Så set fra den vinkel bliver stilen allerede besluttet på manuskriptplan,” forklarer Jasper Spanning og uddyber: 

”Fotografens fornemste opgave er at visualisere instruktørens intentioner så rent og præcist som muligt. Og heri ligger uendelige muligheder, hvor fotografen må vælge.”

Det er ikke bare lyset, der er naturligt hos Spanning. 

Han befinder sig bedst hos instruktører, hvor improvisation er en del af filmsproget, og hvor kameraet kan bevæge sig så frit som muligt. Storyboards bruger han næsten aldrig, men i stedet har han lange samtaler med instruktørerne. 

Ikke behov for b-fotograf
– En ting, jeg har lagt mærke til, er den naturlige rytme, kameraet bevæger sig i, mens der stadig er skarpt fokus i billederne. Hvordan bliver man god til det? 

”Det handler meget om træning og intuition. Jeg går meget op i at blive god til at stille skarpt selv, så jeg ikke er afhængig af en b-fotograf.” 

”B-fotografen står normalt for at stille skarpt, men når man bevæger sig så meget, som jeg gør, bliver det nærmest umuligt for en b-fotograf at gøre sit arbejde ordentligt. Derfor har jeg trænet det selv. Der er ikke noget værre end at lave en panorering over på noget, hvis skarpheden kommer et sekund for sent.” 

– Hvordan træner man det?

”Det handler om at skærpe sit øje og få en føling af optikkens vandring. Det gælder især for håndholdt kamera, hvor det er meget små bevægelser, det drejer sig om. Jeg bevæger mig frem og tilbage, og til sidst bliver det bare helt naturligt at følge kameraets bevægelser.” 

Pinagtige situationer
”Skal vi se et klip for lige at spice det hele op?” spørger Spanning uroligt. 

Han er ikke meget for at snakke om sit eget bidrag til filmproduktionen. Han vil hellere tale om samarbejde, holdånd og stemningen på settet. En af hans faste samarbejdspartnere og gode venner er instruktøren Malou Reymann, som han kendte, før de begyndte at lave film sammen. 

”Samarbejdet med Malou er lige præcis sådan et samarbejde, jeg stræber efter. Vi har udviklet os sammen, og efterhånden fundet et fælles filmsprog.” 

Det fælles filmsprog handler blandt andet om lange indstillinger, hvor der dvæles ved en situation. Spanning viser et klip fra Reymanns seneste kortfilm Seksten en halv time, som blev optaget på Oslobåden. 

En ung pige og en mand finder sammen på turen over sundet, og i klippet ser vi pigen, der har tilbragt natten sammen med manden. Hun har lige fundet ud af, at han har en kæreste. Såret og forvirret forsøger hun at finde sit tøj på gulvet og komme ud af døren. 

”Her er et langt one-take. I stedet for at klippe har Malou mod til at lade os følge hele den pinlige situation. Det er væmmeligt at se på, fordi det er så langstrakt. Og Malou insisterer på at vise hver en lille detalje.” 

”Det er interessant at føle kameraets nærvær, og det giver en fed intensitet til billederne. Kameraet er til stede i situationen og reagerer på det, der sker. Det bliver mindre fortænkt på den måde, når det lykkes.” 

Han griner. 

”Det kan også bare se kluntet ud. Det gør det tit, men så kan man jo heldigvis klippe.” 

Når alt er planlagt
Selvom Jasper Spanning finder sig bedst til rette i den intuitive proces, har han også været filmfotograf på stilistiske eksperimenter, hvor nærværet kommer i anden række. 

Eksempelvis Balder Skånström-Bos hyperæstetiske neo-noir Bewilderbeast, der byder på The Matrix-inspirerede kampscener. 

Disse scener blev minutiøst tegnet i storyboards, og instruktøren og Spanning lavede i fællesskab plantegninger. De planlagde præcist, hvor personer skulle stå, hvilke kameragange der var, hvilke indstillinger etc. Spanning fik desuden hjælp af en belysningsmester til at tegne detaljerede lysplaner og udregne strøm. 

– Hvordan havde du det med en så kontrolleret proces? 

”Det er jo en helt anden rolle, man så får på optagelserne. Du er mere tekniker end en kreativ samarbejdspartner. Det bliver mere mekanisk, men så igen … da vi kom ud på settet, måtte vi skrotte alle storyboards. Det er virkelig svært at lave noget, som ser så legende let ud i en Hollywood-film,” fortæller Spanning med et lettere opgivende smil. 

– I brugte et highspeed-kamera. Havde du optaget med sådan et før? 

”Nej, aldrig. Og rent teknisk var der mange store udfordringer, for eksempel at styre så store lyssætninger og skyde med flere kameraer. Ofte skulle jeg tage den samme kameratur femten gange, før det lykkedes.” 

Forståelse for dramaturgi
Lyset bliver tændt i den lille biograf. På vej ud når vi lige omkring arbejdet på Den Danske Filmskole, og hvad det betyder for en så intuitiv filmfotograf. 

”Forudsætningen for at kunne føle sig fri og arbejde intuitivt er en grundig forståelse af manuskriptet. Og den dramaturgiske analyse er noget, jeg kan fordybe mig i på Filmskolen.” 

”Men det, der optager mig mest, er samarbejdet med de andre elever. At jeg får lov til at gå sammen med fem talentfulde fotografer i fire år, er simpelthen dybt inspirerende og motiverende.”