Nyhed
14. okt. 2013 | 12:00 - Opdateret 16. okt. 2013 | 20:24

Shortlist: Skuespillerfilm tordner ind

Foto | Christian Edvard Halberg
23-årige Helle Rossing debuterer som instruktør med Ekko Shortlists nye nummer ét, Pige under vand, hvor hun selv spiller hovedrollen.

Ung debutant går direkte ind på førstepladsen og får følgeskab af drama om en mand med et dobbeltliv. Ugens nye film tager os til Indien, Finland og Dronning Louises Bro.

Af Claus Christensen

82.

Så mange kvalificerede film venter lige nu på at blive testet som bobler til Ekko Shortlist. De fleste af dem har I – brugerne – uploadet (tak for det!), men vi har også selv været ude og talentspejde.

Vi bringer ikke filmene kronologisk. Nogle ryger straks på, andre lagrer i lidt længere tid. Enkelte har ligget siden april, hvor Shortlist gik i luften, og dem håber vi stadig at finde plads til.

Det handler om timing og om at sammensætte top 10 og boblerne, så listen er alsidig og holder et konstant højt niveau.

Så mange genrer, stilarter og emner som muligt skal repræsenteres. Vi vil også gerne have et bredt udvalg af produktionssteder (fra filmskoler over professionelle filmselskaber til den rå undergrund), og vi glæder os over, at der er så mange kvindelige instruktører, som klarer sig flot på Shortlist.

Men selv om vi ikke er i bekneb for film og hver uge desværre er nødt til at afvise film, må I endelig blive ved med at sende ind. Vi ser alt og tager stilling til alt.

Uhygge på en solskinsdag
I gennemsnit kommer tre nye film på som boblere om ugen, hvilket giver 156 film om året.

Reglementet tillader at gå fem år tilbage, så hvis du har en dansk kortfilm (dansk instruktør eller dansk hovedproducent) på maksimum 45 minutter, må du endelig uploade den og udfylde skemaet her.

Det har 23-årige Helle Rossing gjort, og hun er et godt eksempel på en debuterende instruktør, der kommer ud af det blå og får sit gennembrud på Ekko Shortlist.

Pige under vand har været ugens absolutte hit, og den tordner direkte ind på førstepladsen.

Filmen startede på Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater, og den er tydeligvis tænkt som et udstillingsvindue for skuespilleren Rossing. Men den er samtidig en ganske effektiv lille film, der skaber spænding og gys og tager røven på publikum.

Der er også grund til at fremhæve fotograf Christian Edvard Halberg, som desuden har produceret filmen. Han har sans for at fange dramaet med sit håndholdte kamera, men også god til at tænke kontrapunktisk – som de poetiske billeder ved søen, hvor handlingen er allermest grum. Det er Hitchcocks ideal om isnende uhygge på en solskinsdag.

Metz gjorde det
På anden- og tredjepladsen følger Venus og Ud, spring over, ind. På fjerdepladsen ligger In absentia, som vi i denne uge skal tage afsked med på top 10, fordi den har ligget maksimale tretten uger på listen.

Filmens placeringer taler for sig selv: fire førstepladser, en andenplads, tre tredjepladser, fire fjerdepladser og en femteplads.

En fornem præstation af instruktøren David Metz, hvis romantiske ungdomsfilm kombineret med kupgenren har været utrolig populær.

Filmen har nerve og er flot produceret, skuespillerne (Lukas Schwarz Thorsteinsson, Sarah-Sofie Boussnina og Jacob Clement Utzon-Krefeld) har karisma, og det brasilianske udlængselstema fungerer overbevisende med den varmblodige sydamerikanske underlægningsmusik.

Det er en instruktør, vi glæder os til at følge, og gudskelov har Metz uploadet en af sin første film, så vi sandsynligvis snart får ham tilbage på listen. Og In absentia kan selvfølgelig fortsat ses på All Time Shortlist, der er en hitliste over samtlige film, som har været i spil siden starten i april. Her er In absentia lige nu den tredje mest populære film på listen all time.

Drifter vs familie
To boblere kan komme ind på top 10 om ugen, og ud over Pige under vand lykkedes det for Jacob Møllers All Cats Are Grey at hive sig ind på ottendepladsen.

Det er en forunderlig historie om en meget almindelig mand (Morten Thunbo), der udlever en ualmindelig side sammen med ligesindede i en skov. En original vinkel på en konflikt, de fleste mennesker kæmper med: drifterne versus familielivet.

Jacob Møller har trukket på hjælp fra familien, men hans onkel, Jan Voigt, rutter ikke med stjernerne.

”På længere sigt vil du nok hellere have mere glæde af at kende min ærlige mening om dine film frem for, hvad jeg synes om dig som nevø,” skriver Jan Voigt bestemt i kommentarfeltet under filmen og giver fire stjerner.

Listens overlever
Min egen yndlingsfilm, Tobias Gundorff Boesens The National-musikvideo Out of a Forest, trak dermed det korteste strå af ugens nye boblere.

Den får endnu en chance i denne uge, så gå for pokker ind og se den. Jeg lover: I vil ikke fortryde det!

Kampen om de sidste pladser på top 10 har som vanlig været benhård, og filmene har ligget usædvanlig tæt. Listens overlever, Thy som tilstand, satte sig på niendepladsen, mens Til alle min venner snuppede tiendepladsen for øjnene af The Saga of Biôrn og Dem man elsker.

Thy som tilstand er vel listens mest overraskende succes. Den er alt andet end hip med sin langsomme synken ned i en tidslomme og stille hyldest til de ikke-standardiserede mennesker i Thy.

Det er en film, der kan få Shortlist-bestyreren til at længes tilbage til studieårene i Jylland og vennerne fra det vestjyske.

Boblerne
The Killing of a Danish Swan og Beast – to barske film – bobler på sidste uge, og begge fortjener at komme ind på top 10. Da alle point nulstilles hver mandag klokken 12, skal du huske at se (eller gense) filmen og give den stjerner på ny, hvis du vil hjælpe dine yndlingsboblere ind.

I denne uge kan vi præsentere tre nye boblere.

Johan Knattrup Jensen går i fodsporene på musikeren Eik Skaløe, der rejste til Indien, hvor han endte sit liv for 45 år siden i morgen. Filmen hedder Vejen til Paradis.

Tias Dag Thomassen følger musikerne Ole og Malthe, som tager på en spontan turne i Finland, hvor de håber på at finde et publikum for deres countrymusik. Filmen hedder Heading East for the West.

Og Cecilie McNair kaster os ud i et kærlighedsdrama, hvor Dronning Louises Bro kommer til at danne rammen om hovedpersonen Violas udvikling. Filmen hedder Tilstand.

Jeg laver en nærmere præsentation af de tre film onsdag.

Ekko Shortlist – top 10

1. Pige under vand (instr. Helle Rossing)

2. Venus (instr. Tor Fruergaard)

3. Ud, spring over, ind (instr. Thomas Daneskov)

4. In absentia (instr. David Metz) 

5. Ung for evigt (instr. Ulaano Salim) 

6. Placebo (instr. Johanna Stentorp)

7. Trold (instr. Fili Seifert)

8. All Cats Are Grey (instr. Jacob Møller)

9. Thy som tilstand (instr. Emil Næsby Hansen)

10. Til alle mine venner (instr. Behrouz Bigdeli)

Boblere

Out of a Forest (instr. Tobias Gundorff Boesen)

The Killing of a Danish Swan (instr. Juan Hein)

Beast (instr. Lars p Arendt)

Vejen til Paradis (instr. Johan Knattrup Jensen)

Tilstand (instr. Cecilie McNair)

Heading East for the West (instr. Tias Dag Thomassen)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko