Det oversamarbejdende barn

Når tingene går familiefaren i Erling Jepsens Kunsten at græde i kor imod - og det gør de tit - begynder han at græde. Han flår i skjorten, så knapperne springer af, og han truer med at tage sit eget liv. 
    
Så er det, at bogens hovedperson, en elleveårig dreng, er nødt til at bede sin søster Sanne om hjælp. Hun må ned og ligge på sofaen hos far. Hun vil helst være fri, men det er det eneste, der gør faren glad. 
 
Den sønderjyske forfatters gennembrudsbog, der nu er blevet filmatiseret af Peter Schønau Fog, har en særlig stil og tone. Det er denne tone - kunstnerens blik på et svært, følsomt og personligt stof — som gør bogen til mere end "blot" en erindringsroman. Som Informations Erik Skyum-Nielsen skrev i en anmeldelse af bogen, så bliver "tragedien til noget andet end opgør og selvopgør, nemlig til en art sønderjysk farce i den absurde genre".
 
Kollektivt ejerskab
Kunsten at græde i kor er baseret på Erling Jepsens egen barndom med en tyrannisk far, der misbrugte og ødelagde søsteren, og en mor, der lod som ingenting. En barndom, der stadig hjemsøger den 50-årige forfatter.   

"Mit privatliv vil jeg ikke have som mit privatliv," siger Jepsen, der har boet i København i en del år, men taler med kraftige spor af sønderjysk dialekt. Som menneske føler han sig bedre værd, og derfor har han forsøgt at gøre sine oplevelser til en del af den kollektive hukommelse. Forfatterens projekt er at få historien så bredt ud som overhovedet muligt, og han er lykkelig for, at Kunsten at græde i kor er blevet filmatiseret og vil blive vist først i biografen, siden på tv.
    
"Det skal være noget, som alle mennesker kender, en historie, man kan lære noget af. Jeg ved godt, at det er højrøvet, men på det område er jeg højrøvet. Det bunder i, at jeg simpelthen i mange år ikke selv har vidst, hvad der skete dengang. Jeg havde fuldstændigt fortrængt det. Det er én måde at forsøge at slippe væk. En anden er at lave erindringen om til noget andet, til en historie, som mange mennesker forhåbentlig kan spejle sig i og sige: 'Det handler ikke om Erling, det handler om mig eller dem inde ved siden af eller nogen, vi kender.'"

Smil gennem tårer
Et af de redskaber, Erling Jepsen har benyttet sig af i Kunsten at græde i kor (og i efter-følgeren Med venlig deltagelse, hvor hovedpersonen er blevet voksen, har stiftet familie og skriver bøger og teaterstykker) er komedieformen, der gør det forfærdelige udholdeligt og fremhæver det absurde i det, som sker. Smil gennem tårer, som Peter Schønau Fog har formuleret det.
   
"Komedieformen har jeg på rygmarven efter at have skrevet mange komedier," fortæller Jepsen, der selv har let til både smil og tårer og som erfaren dramatiker er ferm til at skrive mundrette, vittige og ladede replikker. "Jeg ved lidt om, hvad der skal til. Der er et farceelement i, at ting kan accelerere og ikke er til at stoppe igen, for eksempel dødslisten i bogen."
 
På listen noterer drengen alle dem, han kan tage livet af, så den humørsyge, ustabile far kan holde flere af sine bevægende begravelsestaler og på den måde komme i godt humør.
   
"Sådan noget elsker jeg. Jeg tager et stof, som er utroligt svært at se i øjnene, og som jeg skammer mig over. Jeg insisterer så på, at det er morsomt. Man kan sige, at jeg tager et stof, der peger i én retning, og giver det en form, der peger i en anden. Det skaber et spændingsforhold."
    
Som forfatter og dramatiker er Jepsen vant til at manipulere, og han understreger, at han ikke er interesseret i forholdet mellem værket og virkeligheden, sådan som pressen især har været det i forbindelse med Knud Romers erindrings­roman, Den som blinker er bange for døden.

"Journalisternes dækning har været meget nyfigen, synes jeg. Det er mellem kunstværket og læserne, at det spændende befinder sig, ikke mellem værket og hvordan det helt præcist har været engang."

Mere ris, mor!
Drengen, der i bogen er navnløs, hedder Allan i filmen, og han er det, som Erling Jepsen kalder "det oversamarbejdende barn". Et barn, som vil gøre alt for sin familie. 
    
"Børn, alle børn, er parate til at gå så langt, som det skal være. Det ligger rent biologisk, at fami­lien skal fungere, for at de kan ­overleve."
    
Det handler Kunsten at græde i kor om, både bog og film, ikke om incest, som efter forfatterens mening optræder alt for ofte i omtaler af hans bog. "Det er sådan et kedeligt ord. Hovedpersonen i bogen bliver jo ikke udsat for noget seksuelt overgreb, det er søsteren." Men faktisk byder drengen sig til, faren vil bare ikke have ham, og det er drengen ked af.
    
"Som forældre skal man trække nogle grænser, og ikke alle forældre er i stand til det, deraf kommer balladen. Jeg har et helt konkret eksempel fra mit eget liv. Jeg har en datter på otte, og en aften sad vi og spiste ris. Jeg var i lidt dårligt humør og skældte min kone ud over, at hun så tit koger for meget ris. Jeg er fra vestkysten af Sønderjylland, og hun er fra øst­kysten, hvor de har et andet forhold til mad. Jeg er opdraget til, at man ikke smider ud - det er syndigt."
   
"Nogle gange putter hun den halvdel af risen, der ikke er blevet spist, ind i køleskabet, og siger, at hun vil lave riskager af det. Men i de ni år, vi har været gift, har jeg aldrig set en riskage. Jeg var sur i forvejen og skældte ud, og så sagde min datter: 'Jeg vil gerne have noget mere ris, mor.' Så fik hun en skefuld mere. Hun slugte den og kiggede op i gryden og sagde: 'Mere ris.' Hun ville have spist al risen, og hun ville være blevet syg."
 
"Det er det oversamarbejdende barn. Barnet vil viske min vrede ud og reparere det, der er sket med moren. Det er samme tema i Kunsten at græde i kor. På overfladen vil børn gerne have en is og så videre, men på bunden vil de gerne have, at forældrene har det godt. Det er børnenes projekt."
 
Leder efter tegn
Som han sidder i sin stol i sit arbejdsværelse i lejligheden på Amager, hvor han bor sammen med sin kone og datter, er der umiddelbart langt fra Erling Jepsen til den dreng og mand, man møder i hans bøger. Han forklarer, at han forsøger at gøre sig selv til en anden person, når han skriver og taler om bøgerne. Alligevel fornemmer man, efterhånden som forfatteren taler sig længere og længere ind i sit personlige rum, at han stadig har sine mørke steder at slås med, og at det i høj grad er det uafklarede forhold til den afdøde far, der spøger.
    
På et tidspunkt vil Jepsen gerne vise mig en passage, han har fundet i en bog med breve skrevet under krigen i 1864. Det er et brev fra en soldat til sin søn. Men han kan ikke lade være med at græde, når han taler om det, siger han, synligt rørt bare ved tanken. "Der er nogle ting, jeg ikke kender - at en far kan have den tillid til sin søn. 'For dine handlinger er jeg altid rolig.' Faren er helt sikker på, at sønnen kender forskel på godt og ondt og altid vil det gode. Det er en far, der viser en tillid. Det er meget stort, og det er et privat brev. Det er en slags bevis på, at det findes."
 
Indtil han læste det brev, troede Jepsen ikke, at den form for kærlighed og tillid kunne eksistere mellem far og søn. "Jeg er da jaloux. Tænk, at en far kan skrive sådan til sin søn. Jeg kender det ikke. Men det er det, jeg leder efter. Hvis man ikke har fået det hele, som man synes, at man har krav på, bliver man ved med at bede om det." 
 
"Er det for sent - som med min far, der er død - prøver man at finde nogle tegn på hans kærlighed. Det betyder noget. Man kan ikke være sikker, men jeg opgiver ikke at lede efter bevis på, at han elskede mig. ­ I virkeligheden kan det sagtens tænkes, at der er mennesker, som ikke har elsket. Men det accepterer man ikke uden videre."

Som i en mafia
Det var først, da han selv fik en familie og etableret sit eget fundament i København med kone og barn, at Erling Jepsen kunne gå i gang med at skrive om sin barndom. Men han er glad for, at han fik en datter, ikke en søn. "Sådan et far-søn-forhold ville være farligt for mig," siger han og erkender, at han undervejs har skubbet dele af sin familie fra sig. Det er kun hans psykisk syge søster, der læser hans  bøger, og Jepsen selv tør stadig ikke vende tilbage til Sønderjylland.
    
"Så ville jeg gå til grunde, helt sikkert. Jeg ville blive en rigtig sønderjyde. Sønderjylland, for mig, er ligesom en karakter, jeg er oppe imod. Det er ikke bare et geografisk sted, det er også noget mentalt. Jeg sad engang inde på BogForum, og så var hun hurtig, intervieweren: 'Hvem er stærkest, Sønderjylland eller dig?' Jeg er ikke spor i tvivl om, at det er Sønder-jylland, der er stærkest, desværre. Man kan ikke vinde over Sønderjylland, det er ligesom med skæbnen."
    
Regel nummer ét i den sønderjyske lov er, ifølge Jepsen, at man ikke åbent skal kritisere sin egen familie:

"Holdningen er, at vi selv klarer problemerne. Det kan være meget smukt og fungere, fordi der er mange små ting, familien selv kan ordne. Sådan er det i min svigerfamilie. Det er tæt forbundne kar. Det er ikke ligesom i København, hvor man ikke ser sin onkel, tante, nevø. Det gør man mere derovre. I Sønderjylland har man storfamilier, og på den måde er det lidt syditaliensk, som i en mafia. Der er som regel et familie­overhoved, og det overhoved betyder meget for, hvordan familien fungerer."

Samvittighedskvaler
Det giver så også problemer, hvis familieoverhovedet er en satan som i Erling Jepsens egen familie - eller som i Tøndersagen. "Når problemerne er store, er helvede løs, fordi man ikke søger hjælp udefra. Så går tiden, og så er det for sent, fordi man selv er lidt medskyldig. Man bliver vidne om noget, og når man træder frem, er man forræderen, fordi der er så mange, der har vidst noget. Og hvor længe har man selv vidst det? Man når til et punkt, hvor det er for sent."
    
Han fortæller, at han under Tøndersagen blev kontaktet af Jyllands-Posten, der ville vide, hvordan Jepsen troede, at naboer og familie til den incestramte pige ville reagere, hvis avisen stillede dem spørgsmål.
    
"Jeg sagde, at 'I får det svar, at her klarer vi problemerne selv'.

Journalisterne var henne hos præsten, fordi moren jo spillede i kirken, og der var vidner, der havde fortalt, at hun tit sad med et blåt øje. Hun fik tæv, ligesom børnene fik tæv. Og derfor spurgte Jyllands-Posten også præsten, om han havde bemærket noget eller gjort sig sine tanker, og han sagde kun én ting, nemlig 'her klarer vi tingene selv' og smækkede døren i."
 
Selv om Jepsen ved, at det var nødvendigt for ham at skrive bøgerne og fortælle sin historie, så har han også dårlig samvittighed over det. Som et ekko af det over­samarbejdende barn, som han var engang, siger han, at han har blod på hænderne.
    
"Det har givet mig en følelse af, at jeg har svigtet dem. At de ikke var gode nok. Alene det, at jeg tog til København og vendte dem ryggen og også udleverede dem. Min far har jeg jo udleveret, det er forfærdeligt. Det har jeg det sgu da hårdt med, det er jo dem, der har givet mig livet. Men heldigvis er der også mange, der synes, at jeg skriver med kærlighed. Jeg er forbundet på godt og ondt med mit ophav og den egn derovre. Men det giver mig blod på hænderne."