Dag 8: Det perfekte slagsmål

Jeg er fuldstændigt betaget af et slagsmål.

Det indtræffer først langt inde i Museum, der ved dagens første visning i hovedkonkurrencen lagde salen for sine fødder med knastør humor, mærkværdige påfund og en overlegent kikset historie.

I slagsmålscenen flipper instruktør Alonso Ruizpalacios helt ud. Han er kendt for at hylde alverdens filmgenrer, og i Museum nikker Ruizpalacios da også til både komedie, melodrama og film noir, men det er det tegnefilmsagtige slagsmål, der virkelig tager kegler.

Især fordi intet er tegnet.

Tyven Juan vælter såmænd bare i rundt i druktåger på et værtshus i en afsidesliggende mexicansk by. Hurtigt stimler de lokale sammen om ham, og så går der ellers slowmotion og slaglyde i den.

Det er sjældent, at man skriger af grin, når folk tæver hinanden, men det gør man, da Juan er i gang med at knuse en flaske i hovedet på en bargæst, men så lige trækker flasken tilbage i sidste sekund – for så igen at smadre den ned i hovedet på manden med et kæmpe kapouw og Tom & Jerry-fornemmelser til følge.

Dårlige røvere
Som film rammer Museum også én lige imellem øjnene. Historien om to amatørtyve, der vælger at bryde ind i et af landets store museer og stjæle nationalhistorie for millioner, er opfindsom i både billeder og historie. Man forventer et voldsomt røveri med masser af udfordringer, men faktisk går det let, ja, der er ikke engang en alarm på museet.

Problemerne opstår først, da de to skal sælge tyvekosterne, og her træder Gael García Bernal virkelig i karakter som Juan, der nægter at give op. For nogle må da have lyst til at købe mexicanske kulturskatte!

På den måde bliver Museum en morsom allegori over, hvordan mange ser på Mexico udefra. Hvad har landet overhovedet at tilbyde, når vi har hørt fra folk som den nuværende amerikanske præsident, at der ikke kommer andet end voldtægtsforbrydere og narkotikasælgere derfra?

Ruizpalacios formår med overlegen charme at sende Juan helt ud af kurs, og det er ganske enkelt kosteligt at følge den halvdumme tyv, der bliver ved med at insistere på, at han godt kan få solgt de statsskatte, han har tilranet sig. Ved at træde ind i kunstsamlerverdenen opdager Juan dog hurtigt, at alle kunstsamlere er nogle være røvere, som ved, at store udstillinger bliver til af hælervarer, som ingen rigtigt kan genkende.

Gael García Bernal agerer Juan med smerte og humor (mens hans kompagnon, som spilles af Leonardo Ortigriz, er mere forglemmelig), og han må uden tvivl være med i opløbet til den mandlige skuespilbjørn på lørdag.

Om Museum også kan være det er nok mere tvivlsomt. For filmen bliver virkelig sydamerikansk i sin tone henimod slutningen. Scenerne bliver længere og længere, og klipningen er til slut et skrigende lille kunstværk i sig selv.

Men set fra mit biografsæde er Museum fra ende til anden en lille filmrefererende lækkerbisken.

Rumænske kropsproblemer
Det kan man til gengæld ikke sige, at hovedkonkurrencefilmen Touch Me Not er. Den er nærmere rumænsk sløvhed udsat for engelsk ligegyldighed.

Filmen er så indforstået, at det kvarte kunne være nok.

I konstant hvidmalede billeder følger vi mennesker, der har et anderledes forhold til deres krop, end gængse jordboere normalt har, og Touch Me Not føles nærmest som at sidde i et laboratorium i to timer og fem minutter, mens publikum siver omkring én.

Halvvejs igennem visningen var salen blevet tømt for næsten halvdelen af de fremmødte.

Det er hovedsageligt kvinden Laura, vi følger i filmen. Hun kan ikke udstå tanken om at blive rørt af nogen, og hun bliver samtidig fulgt af et kamera, hvor en kvinde i den anden ende evaluerer hende.

Det er tydeligt, at den rumænske instruktør Adina Pintilie vil vise, at vi som mennesker konstant er overvåget, og at vi dømmer folk, der ikke er som os. Derfor møder vi i filmen også andre med forskellige kropsproblemer, mens Laura inviterer mandlige prostituerede hjem, så de kan onanere foran hende. I det øjeblik de er ude af døren, kaster hun sig ned og indsnuser deres sved og væsker fra sengen.

Filmens fremdrift udebliver, og Touch Me Not virker mest som en film, der nærmere hører hjemme på en udstilling om kropspolitik end i hovedkonkurrencen på en filmfestival.

Narcissistisk barnemand
”Det var så meta, at man aldrig rigtigt gad følge med,” siger en tysk anmelder ud i luften efter visningen, og apropos metafilm, så er det også lige præcis, hvad det iranske bidrag i årets hovedkonkurrence er.

Pig handler om en filminstruktør, der har knas i følelseslivet og som ikke må lave film i sit hjemland. Da en seriemorder begynder at udvælge sig ofre blandt iranske filminstruktører, frustrerer det vores hovedperson, at morderen ikke går efter ham. Er han ikke en vigtig nok instruktør til at blive myrdet?

Det lyder søgt, men faktisk er Mani Haghignis nyeste film sjov. Iraneren var senest med i hovedkonkurrencen i 2016 med A Dragon Arrives!, som var en ret forglemmelig film.

Det er Pig ikke.

Især den første time er veleksekveret og morsom. Maghigni er ikke nogen stor billedmager, men han kan til gengæld skrue overraskende scener sammen, der udstiller den narcissisme, som ligger og bobler i alle skabende mænd.

Desværre får Pig ikke fulgt sin historie til dørs, og man forlader biografen med en lidt for tydeliggjort pointe om, at mænd bare er små drenge, der vil elskes. Det er formentlig ikke nogen helt dum essens, men som instruktør kan Maghigni ikke måle sig med de mere fiffige og alvorlige iranske filmskabere Jafar Panahi og Asghar Farhadi, der begge har vundet Guldbjørnen i Berlin tidligere.

Mageløse Alba
Mens Gael García Bernal var den store mandlige skuespiloplevelse i Berlin, så var Alba August den store kvindelige oplevelse i Unge Astrid.

Den 24-årige, svensk-danske skuespiller er Shooting Star under årets Berlinale, og hun formår i den grad at spille alt og alle af brættet i Pernille Fischer Christensens nye film, som er et lidt for klassisk periodestykke om forfatter Astrid Lindgrens ungdom i svenske Vimmerby i 1920’erne.

I en tidlig alder bliver hun gravid med lokalavisens chefredaktør. Astrid må føde i dølgsmål og lade sønnen opfostre i Danmark i de første år.

Selv om Unge Astrid bliver noget overfortalt og melodramatisk i sin tone, så kan det alligevel undre, at filmen ikke er udtaget til hovedkonkurrencen, men derimod vises i Berlinale Special-programmet. Den besidder nemlig alt det, som mange af hovedkonkurrencefilmene i år har indeholdt: en stærk kvindefortælling, der især løftes at eminent skuespil.

For det er Alba August, som er den helt store oplevelse. Der er en sødme, som lynhurtigt kan slå over i vildskab, i Augusts spil, og man fornemmer, at Astrid Lindgren for snart 100 år siden var galoperende feminist uden selv at vide det.

August er simpelthen mageløs, og man glemmer ofte tid og sted, når hun er i fokus. Hendes unge Astrid Lindgren er så stærkt formidlet, at man sidder med tårer i øjnene og en ny fornemmelse for, hvorfor Lindgren kunne skrive så hjerteskærende og nærværende til børn: Forfatteren skrev på en smerte fra sin ungdom!

Helt sin egen
Da jeg forlader Friedrichstadt-Palast i Berlins centrum efter visningen af Unge Astrid, daler sneen stille ned fra aftenhimlen. En kvinde i midten af 50’erne med pelsfrakken slynget om skuldrene ser på mig: ”Var det ikke festivalens bedste skuespilpræstation, vi lige fik dér?”

Inden jeg kan nå at svare, tilføjer hun: ”Men August har det jo heller ikke fra fremmede …”

Alba August har ikke sit skuespiltalent fra fremmede, eftersom Pernilla August er hendes mor (og Bille August hendes far). Men med Unge Astrid beviser den 24-årige skuespiller, at hun først og fremmest er sin egen.